Politiet har sigtet en BT-journalist og en Berlingske-journalist for at medvirke til lovbrud ved at videregive fortrolige oplysninger om terroristen Omar El-Hussein.

Pressens ædleste opgave er at afdække historier af stor samfundsinteresse og være demokratiets og myndighedernes vagthund.

Alligevel har politiet valgt at sigte en BT-journalist og en Berlingske-journalist for medvirken til lovbrud i 2015 ved efter kontakt med politikeren Finn Rudaizky at have videregivet fortrolige oplysninger om terroristen Omar el-Hussein og hans familie i avisens dækning af terrorangrebet, der kostede to danskere livet.

BT havde en tæt afdækning af den opsigtsvækkende terrorsag, hvor Omar el-Hussein først skød og dræbte den 55-årige filmmand Finn Nørgaard og siden skuddræbte den 37-årige Dan Uzan ved den jødiske synagoge i København.

BT kunne dengang via fortrolige oplysninger bl.a. afsløre for den danske offentlighed, at Københavns Kommunes socialforvaltning var bevidst om, at Omar El-Hussein tilbage i 2010 var på vej ud på en kriminel løbebane. Kommunen havde ellers indtil da hævdet, at der ’ikke var nogen sag’ på Omar el-Hussein. Vi kunne med andre ord afsløre, at kommunen dækkede over de virkelige forhold.

Nu – i 2017 - har Københavns politi så tiltalt Finn Rudaizky og sigtet to journalister for at være årsag til, at offentligheden kunne få indsigt i, hvad kommunen egentlig vidste om den unge mands brogede fortid.

Vi erkender, at BT har viderebragt fortrolige oplysninger – for de handlede om Omar og hans familie. Men vi mener, at vi ikke har gjort noget strafbart: For formålet var aldrig at vinkle på private oplysninger, men at sætte spotlys på myndighederne. Oplysningerne var væsentlige i forsøget på at forstå, hvordan Omar el-Hussein i et gennemreguleret land som Danmark kunne ende som terrorist, uden at nogen greb ind og stoppede ham undervejs. Han var ikke pletfri, og myndighederne fik flere faretegn undervejs – dokumenterede vi.

Pressen må ikke videregive fortrolige oplysninger – medmindre de er af væsentlig samfundsmæssig interesse. I så fald kan mediet være straffrit, fordi hensynet til offentligheden vejer tungest. Det bliver nu op til retten at afgøre, om det er tilfældet her. Hvis retssagen ikke skulle falde ud til vores fordel, har demokratiet et problem med fortsat at kalde pressen for sin vagthund. Så er vi reduceret til skødehund, og dermed mister ikke bare pressen, men også demokratiet en del af sin legitimitet.

Det var skandaløst, at Se & Hør i årevis betalte en it-medarbejder med tilknytning til NETS store summer for at udlevere kreditoplysninger om kendte og kongeliges færden og forbrug. Det kostede bl.a. daværende chefredaktør Henrik Qvortrup en fængselsstraf. Se & Hør fik fortrolige oplysninger, som ingen samfundsmæssig værdi havde, men kun tjente til at skabe kulør på sladderbladet. Denne sag har intet med sladderjournalistik at gøre og ligger derfor så fjernt fra Se & Hør-sagen, som den kan komme.

For hvis noget så ekstraordinært som en terrorsag ikke skulle kunne berettige til at videregive fortrolige oplysninger af væsentlig interesse for danskerne – en kommunes viden og ageren i tiden op til en terrorsag – er det svært nogensinde at forestille sig en sag, hvor det vil være journalistisk legitimt.

Hvem var det egentlig, der var forbryderen, da Danmark blev ramt af et terrorangreb, som kostede to uskyldige mennesker livet?

Andre læser også