Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

I den analoge verden kan man tale sammen og røre hinanden helt uden strøm. Det er eddersmart og noget, vi alle i virkeligheden savner.

Jeg har selvfølgelig købt mine børns kærlighed masser af gange. Da de var små, fik de små poser fredagsslik. Nu er de alle tre voksne og bliver aflønnet med et kilo slik og chokolade, hvis de gider komme hjem og hilse på de gamle. Som dreven katteejer ved jeg, at kærlighed kan købes – typisk via lækkerier. Men børnenes – og min egen - tid har jeg alligevel aldrig købt før. Ikke før denne juleaften. I søndags fik vi præmien: en biograftur, hvor vi så La La Land, der samme nat vandt den helt store Oscar - og så alligevel ikke. Tidskøbet begyndte med, at vi traditionen tro satte kurs mod Nordjylland for at holde jul sammen med min 90-årige mor. Ofte er vi 20-25 børn, børnebørn og oldebørn samlet, men denne jul var vi kun min mor og vi fem fra Sjælland.

Jeg spurgte min hustru og mine børn, om de ville være med til en konkurrence, hvor ingen af os måtte gå på nettet i 24 timer. Vi sad med hver sin iPhone, men alle var overraskende hurtige til at gå med på aftalen. Min mor ser Facebook og nyheder på sin iPad, men var ikke med i konkurrencen, for hun er ikke net-narkoman som os andre. Aftalen var enkel: En biotur til dem, der kunne holde sig fra nettet i 24 timer – Facebook, snapchat og andre sociale medier, bt.dk og andre nyhedssites. Med andre ord var www forbudt område hele den 24. december – også julenat.

Min ældste søn, der er læge, holdt en time. Han lå på ryggen i den ene sofa med sin iPhone oppe foran ansigtet, da han dovent stemplede ud med ordene: ’Jeg gider ikke være med mere’. Så fræsede han ellers ud, hvor det virkelige liv udfolder sig: På nettet. Vi andre blev i den analoge verden, den, hvor man kan tale sammen og røre hinanden helt uden strøm. Det er eddersmart. Så vi snakkede sammen, gik ture, spillede spil, gik i kirke. Vi huskede også at snakke med min mor, nu da vi alligevel var der og ikke skulle tjekke vores mobiler hele tiden. Vi havde pludselig tid – og en af de bedste juleaftener, jeg kan mindes.

Jeg elsker min iPhone, men den stjæler min tid. Den er det sidste, jeg tjekker, før jeg går i seng. Jeg vil så nødigt gå glip af noget, og verden ligger på mit natbord og venter bare på, at jeg skal stå op igen. Så klokken 06:00 tjekker jeg nyheder på nettet, jeg gennemtrawler også Facebook og Twitter for nyheder - og tjekker min arbejdsmail.

Min mobil er min pusher – og mit fix. Og jeg opsøger den selv. Alene, mens jeg skrev denne klumme torsdag aften, tjekkede jeg min mobil syv gange. Dels for, om forsiderne til MX og BT var kommet til godkendelse, dels som rene overspringshandlinger.

Hvis jeg sidder alene og spiser frokost i kantinen i Pilestræde, sidder jeg ikke bare og nyder maden og udsigten fra 5. sal. Nej, jeg fisker med det samme mobilen op fra lommen og går mod lyset – fra mail, Ritzaus nyheder, artikler på nettet. På den måde kan jeg selvfølgelig også se vældig travl og vigtig ud. Og hvis nogen skulle tro, at man er ensom, kan man også lige signalere, at man bestemt ikke er alene. Nej, man holder tværtom sin kæreste i hånden.

Søren Pind vil holde faste fra de sociale medier indtil påske. Det er nok lige i overkanten for mig. Men jeg ville ønske, at jeg kunne finde tidslommer, hvor jeg glemte mobilen og huskede mig selv. Det gjorde vi jo før i tiden – gav plads til eftertanken. Men mobilen har taget pausen fra os. Mobilen er blevet vores hjerne, vores arbejdsplads, vores fritid, vores kæreste eje. Den er også fantastisk, for den kan det hele. Bare ikke give mig en pause. Så næste jul springer vi igen af nettet med en kold tyrker. Til gengæld æder vi os fra snøvsen, så kroppen er dækket ind af stimuli.