Det er godt nyt, at undervisningsminister Merete Riisager i dagens BT melder sig parat til at fjerne millionstøtten til den muslimske friskole Nord-Vest Privatskole. Hun vil naturligvis afvente resultatet af den igangværende undersøgelse, før hun fælder nogen dom.

I den seneste tid har Berlingske og BT afdækket dybt bekymrende forhold på friskolen i København. For eksempel har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet fundet mistænkeligt undervisningsmateriale om martyrer og jihad.

En tidligere lærer på skolen har berettet, at evolutionslæren er renset fra undervisningen, og at koranlæsning står i centrum. Den tidligere lærer har endvidere fortalt, at undervisningsbøger i natur og teknik i hendes tid blev fjernet, fordi børnene ikke måtte se nøgne mennesker og heller ikke Hollywood-komedier, fordi de kysser hinanden i filmene. Rod i regnskaberne er også blevet afdækket.

Nu er friskolen under skærpet tilsyn, og vi venter alle på resultatet og ministerens endelige dom. I beslutningen må al berøringsangst væk.

Vi skal sikre, at friskolerne underviser i frihed og folkestyre. De skal fremme integration frem for religiøst tunnelsyn og menneskeligt snæversyn. Integration er en gave til nye borgere, ikke en straf. Friskolerne skal bygge bro – ikke grave grøfterne dybere og bidrage til yderligere ghettoisering og parallelsamfund.

Dem har vi rigeligt af i forvejen.

Udlændingeminister Inger Støjberg har kaldt det en katastrofe, at 2.- og 3.-generationsindvandrere klarer sig dårligere i skolen, og at de er mere kriminelle og ’mere religiøse og interesserede i at leve efter Koranens regler’.

Hvis friskoler ikke kan finde ud af, at demokratiet er den styreform, som vi i Danmark opdrager vores børn til at leve efter – uanset religion – skal skolerne uden tøven lukkes.

Demokrati er mangfoldighed, religionsfrihed og tolerance, men aldrig blødsødenhed. Især ikke hvis demokratiet undermineres af politiske eller religiøse grunde.Grund

Andre læser også