Jeg hørte en ung mand fra Ringparken i Slagelse i Radio24syv.

Han kom hertil fra Pakistan som helt lille. Intervieweren forsøgte at blive klogere på de mange bilbrande, som hærger Slagelse. Den unge mand svarede, at det ikke var nogen fra hans kvarter, men nogle danskere.

’Er du ikke selv dansker,’ spurgte reporteren.

Svaret var, nej, indvandrer.

Den unge mand lød ikke hånlig, snarere køligt konstaterende. Med få ord indrammede han det, som er ved at blive en af det danske samfunds største svøber: Unge, der føler, at de ikke er danske – ikke hører til, er udenfor. De finder selv nye fællesskaber: Skæbnefællesskaber. Og det er dårligt nyt for alle – også de unge selv.

Den unge mand fra Slagelse er ikke alene. Før jul fastslog Integrationsministeriet, at kun hver femte nydansker føler sig som dansker, mens næsten halvdelen føler sig som danskere med indvandrerbaggrund.

Hvis man er født her eller har dansk statsborgerskab, er man dansker. Punktum. Med indvandrerbaggrund, ja. Men kommer ”indvandrer” før ”dansker”, er værdikompasset i vildrede. Netop værdikompasset afgør, om man føler sig dansk. Deler vi samme værdier? Eller føler man sig som offer, ekskluderet fra det gode selskab og retfærdiggør derfor nye fællesskaber i opposition til det omgivende samfund.

I BT torsdag forklarer en anden ung fra Ringparken afbrændingerne med, at ’der er ingen, der lytter til os. Og så gør folk sådan noget.’ Et offer må åbenbart gerne blive en skurk. Nogle synes ikke, at vi skal tale om ’ghettoer’, fordi det brændemærker. Men fremfor at fjerne ordet skulle vi fjerne ghettoer – eller parallelsamfundene. Det gavner ingen, at folk klumper sig sammen med ligesindede og ligestillede – når de alle er dårligt stillede.

Vi har som samfund et ansvar for at inkludere nye danskere og ikke kun omtale dem som et problem – for ellers er vi en del af problemet. Men vi skal også adressere problemerne. Et af dem er desværre, at nogle unge nye danskere har svært ved at finde sig til rette i det Danmark, der også er deres.

Andre læser også