I ly af fest og glædestrålende unge på Roskilde Festival udspandt en tragedie sig for seks unge kvinder.

De blev voldtaget eller forsøgt voldtaget. Dermed blev festivalens uskyld blandt 130.000 feststemte mennesker desværre – igen – ødelagt af nogle få idiotiske mænd, der opfører sig, som om de levede i stenalderen. Utilgiveligt.

Vi må håbe, at politiet fanger gerningsmændene. Voldtægter ved festivaler er et alvorligt problem, der eroderer de værdier, som festivalerne forfægter.
Forfatter og folketingskandidat for Alternativet Henrik Marstal er kommet med sine egne løsningsforslag – herunder at udelukke unge mænd under 21 år fra campingområdet.

Det ville kollektivt straffe alle unge mænd. De er ikke kriminelle i svøb, blot fordi de er mænd. Det ville være næsten lige så absurd som at forbyde unge kvinder adgang med argumentet, at uden dem ville der jo ingen voldtægter være.

Den svenske festival Bråvalla i Norrköping har besluttet at lukke efter 11 anmeldelser om voldtægt.

Løsningen er ikke at lukke Roskilde Festival. Langt de fleste unge mænd opfører sig ordentligt, og de unge er generelt gode til at passe på hinanden. Lukkede man festivalen, fjernede man blot et muligt gerningssted, for det er ikke festivalen, der skaber en voldtægtsmand.

Respekten for det modsatte køn og vores respektive fysiske grænser er heller ikke noget, som en festival skal lære de unge. Den skal de have med hjemmefra, og så skal festival og politi selvfølgelig gøre, hvad de kan for at reducere risikoen for, at de få idioter får lejlighed til at forbryde sig imod en kvinde.

Nabohjælp er en af de mest effektive måder at hindre indbrud på. Vennehjælp er en af de bedste måder at undgå overfald på. Jeg har altid rådet mine to sønner og datter: Drik aldrig så meget, at du mister kontrollen over din krop. Gå altid ud og hjem to og to, og forlad aldrig en kammerat, der er meget fuld. De råd burde ikke være nødvendige, men fængsler burde heller ikke være nødvendige. Det er de desværre.

For idioter findes alle steder – også på festivaler.Grund

Andre læser også