Lyt til artiklen

Tidligere biskop på Fyn, Kresten Drejergaard, indrømmer at have kaldt den fynske sognepræst Massoud Fouroozandeh for 'perker'.

Indrømmelsen er sendt til forfatteren af bogen, 'Den forbudte dåb', hvor der kastes kritisk lys på Folkekirkens behandling af Massoud Fouroozandeh pga. hans metoder med at omvende muslimer til kristne. Her anklages en navngiven sognepræst bl.a. for at have kaldt Massoud for 'perker', hvilket eks-biskoppen altså mener beror på en misforståelse. Det var nemlig biskoppen, der kom med det nedladende ord, siger han.

I mailen - som BT er i besiddelse af - skriver eks-biskoppen:

'Lad mig her på dette sted gøre en tilståelse, som i størrelsesorden ikke er ringere end Bjarne Riis' tilståelse af at have brugt epo. Jeg har kaldt Massoud en "perker"! Jeg tilstår, at jeg har gjort det! Det skete på bispekontoret i overværelse af et par personaler under et af vore møder om godtgørelser. Det var ganske vist sagt i godt humør, og ordene faldt vist nok nogenlunde sådan: "Er der ikke en af jer, der kan lave en tilfredsstillende ordning til denne perker', skriver den tidligere biskop og understreger, at det bare var for sjov.

- Massoud hørte det også, men tog ytringen fra den humoristiske side, sådan som den jo også var ment. Men alligevel! Det var utilgiveligt!

Massoud Fouroozandeh, der tidligere har været omtalt i BT efter at han blev hetzet ud af Vollsmose på grund af hans kristne livssyn, er rystet over eks-biskoppens opførsel.

- Jeg forstår virkelig ikke, at man kan finde på at kalde nogen noget så grimt. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at en præstekollega kunne finde på at sige sådan, siger han og understreger, at også en lokal sognepræst har kaldt ham det samme.

- Man bliver skuffet og nærmest vred i sit hjerte over at dette sker, og føler sig helt hjælpeløs for man kan jo ikke svare tilbage, siger han.

Iranskfødte Massoud Fouroozandeh var indtil for tilknyttet Sct. Hans Kirke som sognepræst, men det hævdes i bogen, at han blev presset ud.

Bogens forfatter, sognepræst Torben Bramming, mener at at personer i Folkekirkens ledelse, har følt sig truet af Massoud.

- Det jeg har fundet ud af er, at man ikke har noget imod muslimer i Folkekirken, bare de ikke bliver kristne. Når Massoud så kommer og omvender 150 muslimer til at blive kristne, så bliver de irriterede på ham internt i kirken. Og så kommer de her udbrud og bagtalelser. Det er faktisk en smule rystende, lyder det fra forfatteren.

Presset ud eller ej, faktum er at Massoud Fouroozandeh i dag ikke længere er ansat i Folkekirken. BT har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar eks-biskop Kresten Drejergaard samt fra nuværende biskop på Fyn Tine Lindhardt.