I en ny Gallup-undersøgelse for Berlingske svarer københavnerne på, om kyssende mænd, niqab-klædte kvinder og løsgående muskelhunde vil vække deres forargelse. Gå på opdagelse og bliv klogere på københavnernes tolerancetærskel.

En hund skider på fortovet, men ejeren samler ikke op

Efterladt hundelort på fortovet er den hændelse, som forarger allerflest københavnere, og 64 pct. svarer, at scenariet vil gøre dem »meget« eller »ekstremt forarget«. Det er især kommunens seniorer, som har manglende tolerance over for ikke-opsamlet hundelort, og 38 pct. af Københavns +60 borgere ville blive »ekstremt forarget« over at opleve en ejer, som ikke samler op efter sin hund. Er man typen, som foretrækker at lade lorten ligge, skal man formentlig holde sig fra at lufte på Amager, for det er i postnummer 2300, at manglende lort i pose vækker størst forargelse blandt beboere. Dog billiger frederiksbergere og østerbroere heller ikke at stå med lorten, mens personer i bydelen Valby er mest tolerante over for efterladt hundelort på fortovet. Lidt over halvdelen (52 pct.) bliver »slet ikke«, »lidt« eller »ikke direkte« forargede over de personer, som ikke tyer til pose.

Du er på café. En kvinde ved nabobordet ammer sit barn, og du kan se hendes bryst

Trods danske kvinders kollektive protestamning på Hovedbanegården er synet af et spisende barn ved et blottet kvindebryst ikke noget, der forarger københavnerne. Således svarer tre ud af fire, at det »slet ikke« vil vække forargelse, at en kvinde ammer sit barn ved caféens nabobord. Chancerne for ikke at rende ind i en brystforskrækket person kan imidlertid øges ved at tage til Amager Øst eller Nørrebro, hvor 81 pct. af beboerne ikke forarges af amning. Det er også oplagt at hænge ud med de 18-35-årige københavnere samt de, der stemmer rødt, hvis man vil mindske risikoen for forargelse. 82. pct. af de røde vælgere og 18-35-årige bliver nemlig »slet ikke« forarget af kvinder, som stiller deres barns sult.

Du oplever et optog fra Hizb ut-Tahrir i din gade.

Tolerancetærsklen er ligeledes lav, når det kommer til Hizb ut-Tahrir, og et optog fra det islamistisk politiske parti i ens gade ville forarge 54 pct. af københavnerne. Personer bosat på Frederiksberg ville dog blive særligt forargede over at spotte Hizb ut-Tahrir foran deres bopæl, og to ud af tre frederiksbergere svarer, at optrinnet ville gøre dem ekstremt forarget. Det samme gælder for næsten lige så mange personer i Vanløse (62 pct.) og i Amager Vest (61 pct.). Der er også forskel på vælgere i de to politiske blokke, når det kommer til tolerance over for Hizb ut-Tahrirs tilstedeværelse. Halvdelen af de københavnere, som stemmer på et parti i blå blok, ville være »ekstremt forarget« over foreningens tilstedeværelse, mens den ekstreme forargelse kun ville opstå hos hver femte røde vælger.

Du ser en gruppe kvinder i niqab

Kvinder i niqab fyldte meget i mediebilledet i foråret, da VUC Lyngby indførte et niqab-forbud med begrundelsen om, at beklædningsdelen stod i vejen for »fri og uhindret kommunikation«.
Synet af kvinder iført niqab forarger imidlertid slet ikke hver tredje københavner, og tolerancen er særligt stor i bydelene Vesterbro og Nørrebro, hvor halvdelen af de adspurgte slet ikke forarges af det islamiske slør, som kun synliggør en kvindes øjenparti. De københavnere som i størst grad bliver meget eller ekstremt forargede over at se en kvinde bære niqab er de, som er 60 + år (29 pct.), stemmer blåt (30 pct.) eller er bosat på Frederiksberg (26 pct.).

Du er i biografen og på rækken foran, sidder to mænd og kysser hinanden.

Kys mellem personer af samme køn kan ikke få københavnerne op i det røde felt, og tre ud af fire forarges slet ikke af synet. Nogle er dog en anelse mere tolerante end andre, og det er især københavnerne mellem 18-35 år (85 pct.), personer på Nørrebro (87 pct.) og de, som stemmer rødt (79 pct.), som slet ikke forarges af, at to mænd kysser hinanden i biografen.

En hundeejer lufter sin ’muskelhund’, og den er ikke i snor.

Spørgsmålet om muskelhunde, der luftes uden at være i snor, deler københavnerne i to. 35 pct. bliver »slet ikke« eller ikke »direkte forarget« over muskelhundens manglende snor, mens 37 pct. af københavnerne bliver meget eller ekstremt forargede. Det tænkte scenarie vækker især stor forargelse hos byens 60+ borgere, og 62. pct. bliver således »meget« eller »ekstremt forargede« over hændelsen, mens det samme kun gør sig gældende for hver femte københavner mellem 18-35 år. Zoomer man ind på byens bydele, vækker den manglende snor meget eller ekstrem forargelse i Amager Vest (54 pct.), Vanløse (51) pct. og Bispebjerg (47 pct.). Til gengæld kan hver fjerde i Valby (24 pct.) og hver femte i Brønshøj slet ikke forarges af en løsgående muskelhund.

Du oplever en mand eller kvinde sælge hash i din gade.

Der er stor forskel på, om københavnere i de enkelte københavnske bydele reagerer med forargelse eller tolerance, hvis der finder hashhandel sted i deres gade. På Nørrebro (60 pct.), Indre By (56 pct.) og Vesterbro/Kongens Enghave (44 pct.) bliver folk således »slet ikke« eller »ikke direkte forargede« over, at der bliver solgt hash i gadebilledet. Omvendt forholder det sig i Amager Vest, hvor flere end halvdelen (55 pct.) vil være »meget« eller »ekstremt forargede« over at opleve hashhandel ved deres bopæl. Det er især Københavns ældste (40 pct.) samt byens borgerlige borgere (46 pct.), som vil blive »meget« eller »ekstremt forarget« over det tænkte scenarie.

En ny kasse åbnes i supermarkedet og en person, som ikke har stået i kø, smutter ind forrest i den nye kø

43 pct. af københavnerne ville blive »lidt forarget«, hvis en kunde snød sig foran i køen til supermarkedets kasse, mens 37 pct. »slet ikke« eller »ikke direkte« ville forarges af situationen.
En stor andel af de københavnske mænd (43 pct.) bliver »slet ikke« eller »ikke direkte« forargede, når nogen snyder sig indenom køen, mens det samme kun gælder for hver tredje kvindelige københavner (32 pct.). Skulle man selv ønske at springe køen over, er forargelsen – og måske også risikoen for konfrontation – mindst i Brønshøj/Husum og i Amager Vest. Til gengæld er den størst på Frederiksberg, hvor 28 pct. ikke vil tolerere at blive sprunget over i køen.