Brixtoftes bog "Mit Horserød" sælger godt. Nu vil han skrive om Tyrkiets store leder, Atatürk, som også røg i spjældet. Peter Brixtofte slår et smil op og siger »dejligt at se jer«, mens han endnu en gang sætter en autograf og en personlig hilsen til sine bysbørn i sin bog »Mit Horserød«, som udkom 29. august.

Brixtofte har gravet i statsfængslets historie helt tilbage fra 1917 og garneret det med historien om hans eget ufrivillige ophold bag tremmer samme sted, og salget af bogen går forrygende.

Cirka 100 bøger i timen ryger der over disken i Kvikly på Farum Bytorv, hvor Brixtofte sidder ved et bord og signerer bøger.
- Det er helt fantastisk. Det er pragtfuldt. Det er skønt. Men jeg har også anstrengt mig med bogen. Og så har jeg jo haft god tid, siger han med et skævt smil.

Kan lære af tyrkerne
Og Peter Brixtofte har fået blod på tanden. Han vil skrive flere bøger.
- Mit næste bogprojekt skal handle om Mustafa Kemal Atatürk, Tyrkiets store leder. Vi kan lære meget af tyrkerne, og han røg også i fængsel, ligesom jeg. Alle store ledere har siddet i fængsel, siger Peter Brixtofte, mens han signerer endnu en bog.

Bagefter skal han hjem til kæresten Nadia Alim og se fodbold, og dagen efter er der fødselsdag for hans datter Signe, som bliver 29.

Afventer ny dom
Hos forlaget bag bogen, ArtPeople, oplyser kreativ chef Jakob Kvist, at der allerede er solgt i omegnen af et par tusind eksemplarer af Brixtoftes nye værk.

- Vi er godt tilfredse, og bogen har fået flotte anmeldelser. Vi regner bestemt med at bogen fortsætter med at sælge godt her i efteråret, siger han.

Peter Brixtofte har netop afsonet sin straf i Horserød Statsfængsel i den såkaldte sponsorsag og afventer nu den 6. oktober, hvor der falder dom i hovedsagen hvor han er tiltalt for embedsmisbrug og mandatsvig i forbindelse med Farum kommunes økonomi og de famøse rødvinsregninger.