I næste uge træder kontanthjælpsloftet i kraft. Det vil sænke indkomsten markant særligt for enlige forsørgere og kan sende 7.000 børn ud i fattigdom, advarer organisationer. Mød et af de ramte børn – 16-årige Helene Dige Hjuler.

Helene Dige Hjuler er 16 år.

Hendes yndlingsfarve er sort.

Hendes livret er stegt flæsk med persillesovs.

Hun elsker at høre Lana Del Rey.

Når hun har fri på efterskolen i Flakkebjerg ved Slagelse, går hun ture med sine nye venner. Eller i efterskolens fitnessrum. Eller de hyggesludrer. Der er meget at snakke om.

Hun har lysebrune øjne.

Hun har aldrig købt et stykke tøj, der ikke var på udsalg.

Hendes yndlingsfag er dansk og samfundsfag.

Hun får gode karakterer. Men i 9. klasse var der en lang periode, hvor hun nærmest ikke var i skole. Hun lå derhjemme og sov. »Jeg kunne intet overskue,« siger hun.

Hun tænker nogle gange på sig selv som en svamp, der bare suger og suger til sig over en lang periode. Alt går ind. Pres, pres, pres. Bekymringer og angst. Indtil hun er helt fyldt op, noget bobler over, og hun begynder at græde.

Helene tænker på sin families økonomi hver dag.

Sidst, hun var på sommerferie i udlandet med sin familie, var hun syv år. De var i Grækenland på charterferie betalt af mormor og morfar. Dengang arbejdede Helenes mor som sygeplejerske. Men så »gik livet ned ad bakke«, som Helene siger. Hendes mors nye parforhold endte ikke bare med to mindre søskende, men med vold. Meget vold. Og et halvt år på krisecenter og en lang sygemelding. Derfra er der langt op ad bakke igen, selv om man så inderligt gerne vil, siger Helene.

Før Helene kom på efterskole, havde hun et fritidsjob. Hun var kasseassistent i Meny og arbejdede alt det, hun kunne. Hver måned fik hun udbetalt 1.600 kroner af hendes helt egne penge. 1.600 kroner kan købe bluser og ture på café og i biografen, uden at man sidder under filmen med ondt i maven over alle de penge, man har brugt. Det var for 1.600 kroner frihed.

Nu får hun hver måned 100 kroner i lommepenge af sin farmor. Og det, hendes mor kan undvære.

Engang imellem får Helene en pakke fra sin mor. En dag var der en bluse fra Føtex. En anden gang en Daim-chokolade.

Helene lever i en boble lige nu. I et frikvarter fra alt det derhjemme. »Jeg har tænkt ved mig selv, at nu tager jeg lige et år, hvor jeg ikke skal have så mange bekymringer,« siger hun.

Hvis der er noget, Helene kan, siger hun, er det at observere og læse andre. Hun ved, at hendes mor forsøger at skåne hende og hendes to mindre søskende, så de ikke ser hende være bekymret og ked af deres økonomi. »Men jeg er jo ikke dum,« siger Helene.

Helenes hår er mørkblond. Hun klipper sig selv. Sidst, hun var til frisøren, var for tre-fire år siden.

Derhjemme kan Helene blive bange for at gå på familieindkøb i Netto eller Fakta sidst på måneden. Hun har oplevet, at hendes mors dankort ikke går igennem, og de må sige »nå, så må vi lige trække den her pakke kød fra« til kassedamen. Helene ved, at hendes mor synes, situationen er ekstremt flov. Når hendes mor er ked af det, bliver Helene ked af det.

Hun bruger skostørrelse 37. Sko er noget af det værste, når man ikke har nogen penge. De er så dyre, men man skal jo have dem. De New Balance-sneakers, hun har på, kostede 300 kroner. Under halv pris. Hun er blevet rigtig god til at finde ting billigt.

December er tre ting, der koster penge

Helene hader december. »Hader den!« gentager hun. I den måned kommer først hendes fødselsdag. Så julen. Så nytårsaften. Tre ting på 31 dage, der kræver mange penge. I december bliver hun altid meget ked af det. Det er den måned, hvor folk får gaver og hygger sig, og der er et pres om, hvad »man« skal kunne. Det er svært, når veninderne har fået en dyr parfume i adventsgave, og man selv har fået en notesbog fra Tiger. »Og jeg har jo de samme ønsker og drømme, jeg er jo ikke et anderledes menneske,« siger hun.

Sidste jul fik hun en stol, et tæppe og en pude fra IKEA af sin mor. »Ingen skal høre mig sige, at jeg ikke får nok,« siger hun. Hun prøver at glæde sig over, at hun får nogle andre værdier med sig i livet. At materielle goder ikke er alt. Og at man skal arbejde hårdt for det, man har.

Helenes mor hedder Anne. Hun har flere uddannelser oven i sygeplejersketitlen. Kostvejleder er en af dem, og hun er god til at lave god mad ud af knap så dyre ingredienser. »Tryllerier«, kalder hun det.

Ferierne og højtiderne er den sværeste tid. Nu kommer efterårsferien, og folk skal på charterferie og udflugter og alt muligt spændende. Helenes mor prøver med små ture i København. Eller de leger kurbad derhjemme og giver hinanden massage. Men »tryllerierne« strækker kun et vist stykke. Det sværeste for Helenes mor er, siger hun, at hun ikke kan glæde sine børn.

En dag blev familiens ene cykel stjålet, og der er ikke råd til en ny. Hver dag må de finde ud af, hvem der skal gå.

Nogle gange har de fået et par poser brugt tøj ind ad døren derhjemme. Det elsker Helene. Det er som en lille, blød skattekiste at gå på opdagelse i.

Helene har været på sprogrejse i London. Det brugte hun sin børneopsparing på. »Så der er ikke mere at tage af, hvis man kan sige det sådan,« siger hun.

Hun hader at bede sin mor om noget. Og hun kan være bekymret for, hvad de ikke har råd til, hvis de vælger at flotte sig med fredagsslik. Eller hvis de skal bruge hygiejnebind eller en ny dyne.

Fordomme

Helene har fået friplads på efterskolen. Det år, der ligger foran hende, er som en lang, dyb vejrtrækning.

Da Helene var mindre, boede hun knap halvdelen af tiden hos sin far. Men lillebroren og lillesøsteren var til stede hele tiden i morens voldelige forhold, og de tog skade. Lillebroren har været i plejefamilie, og lillesøsteren er stadig på børnehjem, så de kan få det bedre. Helenes mor bruger mange kræfter på at bekymre sig om dem. Kæmpe for dem og at rette op på det hele.

Nogle gange bliver de nødt til at bede mormor og morfar om et tilskud til at købe mad sidst på måneden.

Hun glæder sig inderligt til at blive rigtigt voksen og tjene rigtige penge selv. Hun vil aldrig mangle noget i sit voksne liv. Det driver hende fremad og opad. »Jeg føler en konstant manglende frihed som barn. Den frihed vil jeg gerne have som voksen,« siger hun.

Når samfundet debatterer folk som Helenes mor, bliver Helene træt. Nogle siger, at kontanthjælpsmodtagere er dovne. At de bare kan gå ud og få sig et arbejde. »Men min mor kan ikke arbejde. Hun har ikke valgt det her,« siger Helene. Folk har fordomme, synes hun. Og de må da tænke, hvad de vil. De skal bare ikke sige, at Helene har en dårlig mor.

Valgte konfirmationen fra

Da hendes kammerater sidste år blev konfirmeret, sagde Helene nej tak. Hun sagde, at det var, fordi hun ikke troede på Gud, men mest var det, fordi hun ikke kunne overskue økonomien. At de skulle handle ind til mad til mange mennesker. Købe en dyr kjole og finde penge til Blå Mandag. »Man har bare ikke råd til fest i en familie på kontanthjælp,« siger hun. »Min mor er god til at fortælle os, at økonomien ikke er os børns ansvar. Men man kan ikke tage følelsen fra mig, at det er ubehageligt. Og man kan ikke tage fra mig, at jeg gerne vil tage hensyn,« siger hun.

Helene elsker hunde. Familien havde en springer spaniel, der hed Kento. Men for to år siden måtte de give den til en anden familie med mere overskud. Hun kan stadig græde, fordi hun savner den sådan.

På et tidspunkt skulle Helene bruge en bærbar computer i skolen. En bekendt af familien tilbød hende en meget billig PC, hun sparede alt det op, hun selv kunne, og fik små tilskud fra alle mulige i familien. Det tog flere måneder at købe den.

Helene siger voksne, velartikulerede sætninger som »min farmor har været så generøs at …« og »jeg har været så privilegeret at…«. Spørger man hende, om hun ikke tager for meget ansvar på sine skuldre, siger hun, at jo, hun har oplevet nogle ting, hun ikke skulle opleve. »Men det har gjort mig til den, jeg er. Det bliver nok godt i mit senere liv. Jeg er sværere at knække end de fleste,« siger hun.

Helenes liv har ikke altid været sådan her.

De har altid boet i Brønshøj. Men de havde parcelhus med have og bil i garagen, før det hele vendte. »Så jeg har prøvet den anden side, og fra det har jeg taget visse standarder med mig. Det er derfor, jeg gerne ville have et fritidsjob, så jeg kunne se ordentlig ud i tøjet. Jeg skal bare kæmpe lidt mere for at få råd end alle andre,« siger hun.

I sommerferien, lige før Helene skulle på efterskole, fik hendes mor lov til at låne et sommerhus. Så købte de to bøffer og bearnaisesauce, stegte hasselback-kartofler og så film. Bare de to. Det var den bedste oplevelse, Helene havde haft med sin mor i lang tid.

Hendes yndlingsfilm er »Dirty Dancing«. Hun kan se den igen og igen. Især slutningen, hvor »Baby« og Johnny – den undervurderede pige og den fattige rod – vinder finaledansen og får hinanden.

»Jeg skal fandme ikke ende sådan her«

Helene er god til at skrive. I februar fik hun optaget et læserbrev i Politiken, og der var en voksen mand, der spurgte i kommentarfeltet, hvorfor avisen blev ved med at bringe indlæg »fra teenagere, når de helt klart ikke er skrevet af dem selv«. Helene havde skrevet det hele selv, og hun havde skrevet det, fordi hun var bange. Det hed »Tag ikke noget af kontanthjælpen fra min mor«.

Spørgsmålet, om de kan blive nødt til at flytte, får Helenes øjne til at lyse vantro. »Jeg forstår ikke politik, hvis man laver en reform, der kan betyde, at børn skal flytte langt væk fra det sted, de går i skole og har deres venner. Det ville være meget alvorligt for mig,« siger Helene.

Til næste december ønsker Helene sig penge. På efterskolen taler de allerede om Roskilde Festival til næste sommer. Hele årgangen vil af sted, men billetten alene koster flere tusinde kroner. Og Helene har ikke noget at spare op af. »Det er virkelig der, jeg kan føle mig meldt ud af fællesskabet, hvis jeg ikke kan komme med,« siger hun.

Ingen skal sige, at Helenes sociale arv er dårlig. »Det er bare vores økonomi, der halter. Den sociale arv virker nærmest modsat på mig. Jeg får det sådan, »jeg skal fandme ikke ende sådan her«, for jeg kan se, hvor hårdt det er. Jeg har vildt høje ambitioner om, at jeg vil tjene ordentlige penge. Jeg ved virkelig, hvad penge kan gøre,« siger hun.

Helene går meget op i politik, men hun ved endnu ikke, hvem hun ville stemme på, når hun fylder 18 år. Det kan hurtigt blive for rødt. Og hurtigt for blåt, synes hun. Så hun følger bare med.

Det værste ved politikere er, at de mangler indsigt i, hvordan det egentlig er, synes Helene. Det hele handler om penge, om tal og statistik, når politikerne snakker, ikke om rigtige mennesker. Måske, synes Helene, skulle de prøve selv at leve for en kontanthjælp en måned.

Fra den 1. oktober falder Helenes mors indkomst med 3.365 kroner per måned.

Når Helene bliver stor, vil hun være spindoktor.