Man skulle ikke være blufærdig, hvis man lørdag formiddag var forbi den nyåbnede grænsehandelsbutik Priss i Süderlügum ved grænsen ved Sæd i Sønderjylland.

For inden lørdagens åbning havde butikken opstillet noget af et tilbud:

- De første 100 kunder må handle gratis for 2000 kr - hvis de er nøgne.

Og det tilbud benyttede mange sig af. Faktisk så mange, at butikken måtte afvise en del mennesker, da det kun var de første 100, der fik tilbuddet. Men på trods af det lidt alternative tilbud, var butikschef Niels Sterndorff godt tilfreds med åbningen af den nye grænsehandelsbutik.

- Jeg havde slet ikke regnet med at der kom så mange og ville deltage i vores ”åbnings-stunt”, siger Niels Sterndorff, der tidligere har været direktør i grænsehandelsbutikken Fleggaard og chef i Dansk Supermarked.

Allerede fredag aften var der mere end 100 der stod i kø og overnattede ved grænsehandelsbutikken under åben himmel. Og præcis klokken 10.00 lørdag formiddag blev de første nøgne kunder lukket ind i butikken. Der var nøgne kvinder og mænd fra Randers, Fredericia og mange andre steder fra, der benyttede sig af det gode åbningstilbud.