Det gav formentlig et sæt i store dele af den danske befolkning, da forsvarsminister Troels Lund Poulsen lørdag varslede danskerne, at det anbefales at købe ind til tre dage for at være klar til en krise. 

For Hannah Grant, kok og kogebogsforfatter, har det også sat tanker i gang. Og hun har en klar idé om, hvad der skal på hylderne. 

Det fortæller hun i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen. 

»Da jeg læste overskrifterne alle steder, tænke jeg: 'Det var lige godt satans'. Det første, jeg tænkte, var: 'Hvor fanden skal jeg have det henne?' Jeg bor i en lejlighed midt på Nørrebro. Jeg har ikke kæmpe store ekstra rum,« fortæller Hannah Grant:

»Men jeg tænkte da også: 'Okay, det kan da godt være, jeg skal købe ekstra ind nu'. Jeg er ikke tæsket ud for at købe ind. Men det kan godt være, jeg skal til at gøre lidt.«

Hannah Grant har en ret klar idé om, hvilken mad der skal stå på hylderne. 

»Prepping handler for mig om overlevelse. Og så skal vi have noget protein. Vi skal have noget, der kan spises uden at tilberede det: Bønner, linser - alle de her ting, der er tilberedt optimalt. Så skal vi have kondimenter - saucer på glas, tuber og tapanader. Alt sådan noget.«

»Så bliver det sgu meget lækkert. Lidt butterbeans med oliventapanade. Det er grundessensen.« 

»Og så dejlig fisk på dåse. Jeg elsker simpelthen sardiner. Små, lækre fisk. Tun går man heller ikke galt i byen med. Men sådan en dåse portugisiske sardiner. Lige til når det skal være lækkert, når man sidder der i mørket.«

Hør også Hannah Grants bedste tip at spare penge på dit madbuget. 

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.