TV2s cykelkommentator har valgt en ny strategi for at få solgt sit luksusdomicil i Nordsjællland.

Luksus. Tæt på skov og strand. Masser af have. Et sted på tilværelsens solside og med en kendt dansk eks-toprytter som nabo.

Det er dele af pakken, hvis man vælger at dele hus med Rolf Sørensen og fru Susanne, der nu har gennemført en større ombygning for at dele deres store hus op i to dele.

For 5,5 mio. kr. kan man få egen nøgle til 260 kvm hus med gennemført renovering og masser af charme i medgift.

Sørensen og hustru havde oprindeligt en plan om at sælge deres hus til fordel for noget mindre i samme område, men har altså valgt at blive boende. Bare i en »krympet« udgave af parrets hidtidige domicil.

»Det er en god løsning for os. Vores hus er egentlig for stort til os, drengene flytter snart hjemmefra og min kone har ikke længere brug for pladsen til sit firma derhjemme,« forklarer Sørensen, som ikke kommer til at lide af pladsmangel.

»Nogle gange er mindre altså mere. Men vi har stadig 450 kvm til os selv, når der er solgt fra,« konstaterer Rolf Sørensen, der glæder sig til at få nye naboer. Og til at blive boende.

»Vi elsker at være i det hus. Det var vores nøgle til Danmark, da vi vendte hjem fra Italien,« siger Sørensen, som kan glæde sig over, at boligmarkedet er glødende varmt.

Det sidste er næppe helt uden betydning. Familien Sørensen satte første gang deres hus til salg i foråret 2011 for 15 mio. kr. uden at finde en køber.

Siden satte den kendte TV2-cykelekspert prisen ned til 12,9 mio. kr. og fik sågar assistance af kendis-ejendomsmægler Jan Fog med endnu et nøk nedad i prisen til 11,9 mio. kr. - dog uden at få skudt herligheden af.