Ikke flere sponsorater af cykel-hold. Blandt andet. Der skal ryddes op i udenoms-aktiviteterne hos Saxo Bank.

Sådan lyder det fra Saxo Banks nye enerådende chef, Kim Fournais, i et interview med Business.dk.

Banken har for nyligt meddelt, at man dropper sponsoratet af Oleg Tinkovs cykelhold i den kommende sæson. Den melding er kommet samtidig med, at bankens ene topboss Lars Seier Christensen har meldt sin afsked – han var i høj grad synonym med cykel-samarbejde med Bjarne Riis og siden Tinkov-Saxo.

Nu lyder det fra den nye topchef, at der umiddelbart ikke bliver åbnet op for nye cykelsponsorater i fremtiden:

»Mange var nok lidt i tvivl om, hvorvidt vi var et politisk parti, et cykelhold, eller hvad var vi. Sponsorater har hjulpet os rigtigt meget med at få Saxo-navnet ud. Men det har ikke nødvendigvis hjulpet med at fortælle, hvorfor vi er fantastiske, hvem vi er det for, og hvad det er, vi kan gøre for dem. Det vil vi gerne bruge noget mere krudt på nu,« siger Kim Fournais til Business.dk.

At Saxo Bank smækker kassen helt i, kan også være en betragtelig kæp i Bjarne Riis’ drømme om at vende tilbage i cykelsporten.

Kim Fournais siger om bankens nye fokus områder: »Vi har taget hul på en ny fase. Det sker som følge af flere ting inde i Saxo Bank og flere ting i omverdenen. Der er en ændret ledelse, og vi sætter nu fart på at videreudvikle den digitale infrastruktur og værdikæde.«

Så glade var de. Nu er både Lars Seier (tv.) og Bjarne Riis (i midten) væk fra cykelholdet. Kun Oleg Tinkov selv er tilbage. 
Så glade var de. Nu er både Lars Seier (tv.) og Bjarne Riis (i midten) væk fra cykelholdet. Kun Oleg Tinkov selv er tilbage.  Foto: Torkil Adsersen
Vis mere

Det ser i det hele taget ud til, at der er ved at være lukket og slukket, hvis man som Bjarne Riis skulle gå med forhåbninger om at træde ind i cykelsporten igen allerede fra 2016.

Godt og vel to uger efter den internationale cykelunion UCI havde sidste frist for ansøgning for licens til de prof-hold, som næste sæson er at finde i cykelsportens superliga, står det klart, at Bjarne Riis ikke kommer til at stå i spidsen for et hold med hans helt eget aftryk.

Han når ikke at realisere eventuelle planer om at vende tilbage til sit livsværk ved at købe den russiske finansmand og holdejer Oleg Tinkov ud.

»Jeg har ikke hørt noget om, at en salgsproces overhovedet skulle være kommet i gang, men hvorfor skulle jeg også det? Jeg er kun general manager på holdet,« lyder det fra Oleg Tinkovs italienske forretningsfører Stefano Feltrin.

Oleg Tinkov, chefen for det hele, har ellers lirket døren på klem for et salg af det hold, han købte fra Bjarne Riis i december 2013. Men det kræver en tilbagekøbspris, der ligger over det beløb, Riis fik for sit hold, og dermed begynder første bud formentlig omkring de 30 mio. kr. for herligheden.

Ifølge BTs oplysninger har Bjarne Riis forsøgt at købe sig ind hos det sydafrikanske hold MTN-Qubekha og Trek Factory Racing, hvor hans tidligere sportsdirektør Kim Andersen i dag slår sine folder. Den mislykkede mission har været medvirkende til at føde idéen om et tilbagekøb af Tinkoff-Saxo. Ikke mindst fordi Oleg Tinkov i flere omgange har udtrykt en begyndende metaltræthed i forhold til at implementere sine idéer om en mere bæredygtig sport, hvor de største firmahold tjener penge via tv-aftaler efter samme model, som fodbolden kører efter.

Samtidig er det ikke nogen hemmelighed, at den russiske rubels devaluering sammen med internationale sanktioner har sat Oleg Tinkovs milliardformue på skrump, og det vil kunne mærkes, når den sibirisk-fødte iværksætter fra og med 2016 skal betale cykelfesten selv uden Saxo Bank til at spæde i kassen.