Jonas Vingegaard vandt en fabelagtig sejr på en dag, hvor han og resten af Visma-holdet fik sig en våd forskrækkelse, der kan få betydning i resten af løbet.
Her får du B.T.s dom fra Vueltaens anden etape, der blev vundet af Jonas Vingegaard.
Indimellem glemmer man, at Jonas Vingegaard er en af klodens allerbedste til at køre på cykel.
Men i dag glemmer vi så den evige – og uundgåelige – sammenligning med Tadej Pogacar. For danskeren var i særklasse, da han snuppede en sejr, der så håbløs ud 100 meter fra mål. Og han viste, at der ikke findes andre som ham.
Babyface-killer lugtede blod og havde timing, som var han Michael Jackson på et dansegulv, da han gik forbi Giulio Ciccone i det sidste sekund og kørte sig til en etapesejr og en rød trøje.
Læg dertil, at han faktisk styrtede 26 kilometer forinden under den silende regn. Det var dansk opvisning.
Udgangspunktet kunne ikke være bedre. To etaper kørt, en førertrøje og en kæmpe moralsk sejr, da han triumferede på Vueltaens første bjergslag.
Jonas Vingegaard viser allerede tegn på, at han er feltets stærkeste rytter og den altoverskyggende favorit til at vinde løbet. Samtidig må hans sejr tage brodden af UAE, som fik João Almeida ind på femtepladsen.
Efter en udgave af Tour de France, hvor det hverken blev til danske etaper eller nogen samlet sejr, luner denne her altså gevaldigt. Uanset, hvordan man vender og drejer den, må den betyde sindssygt meget for Vingegaard, der ikke havde vundet et cykelløb siden tidskørslen i Algarve 23. februar.
En evighed for en rytter af Jonas' kaliber.
Et andet dansk togt er Mads Pedersens jagt på den grønne trøje. Søndag blev heller ikke nogen god dag for Mads P.
Han fik hverken point i den indlagte spurt eller holdt sig tæt på de forreste, og derfor står der stadig et stort '0' ud for hans høst i forsøget på at vinde pointtrøjen.
Men hey - ingen grund til panik.
Der er 19 etaper endnu, og både mandag og tirsdag passer Lidl-Trek-stjernen RIGTIG godt. Så vi tror fuldt og fast på, at det stadig kan lade sig gøre!
Hvad kommer Vismas massestyrt med cirka 26 kilometer til mål til at have af betydning?
Det er det helt store spørgsmål, vi sidder tilbage med, efter den gule Visma-bus blev godt og grundigt ramponeret. Umiddelbart er det svært at sætte tal på, hvor mange der var involveret i styrtet – men det var i hvert fald halvdelen af mandskabet.
Jonas Vingegaard var en af dem, der fik sig en ordentlig forskrækkelse på de enormt våde veje, men han var relativt hurtigt oppe på cyklen igen.
Men hvor meget har hans oppassere og holdkammerater egentlig slået sig? I værste fald kan det blive et Vingegaard-mareridt og et alvorligt hak i tuden i jagten på den samlede sejr. Især fordi Vueltaen byder på en holdtidskørsel... allerede på onsdag.
Vuelta-feltet var ikke mere end en meter fra at ramme ind i et uhyggeligt styrt, der havde resulteret i grimme, grimme billeder.
For ved indgangen til dagens indlagte spurt fór en hund pludselig ud på vejen, og den var simpelthen alt for tæt på at ramme rytterne, hvor Mads P. var særdeles tæt på.
Heldigvis viste det sig, at hunden blev holdt tilbage af en snor – men det var bare alt for tæt på at gå galt.
Vi fløj op ad stolen og fik en ordentlig omgang sved på panden, da det skete. Heldigvis var chokket kun kortvarigt, fordi katastrofen med nød og næppe blev afværget.
Ikke en Vuelta-etape uden en dansker blandt favorit.
Derfor kan vi håbe på en mandag, der bliver rød og hvid i stedet for trist og grå, og det er Mads Pedersen, der skal male den spanske rundtur i Dannebrogs farver.
En kuperet sag på 139 kilometer mellem San Maurizio Canavese og Ceres, som i øvrigt bliver den sidste dag, inden feltet bevæger sig ind i Frankrig og dernæst Spanien efter den italienske start.
Vi krydser fingre for en Mads P.-genrejsning.
1. Jonas Vingegaard - Team Visma-Lease a Bike
2. Giulio Ciccone - Lidl-Trek ''
3. David Gaudu - Groupama-FDJ ''
4. Egan Bernal - INEOS Grtenadiers ''
5. João Almeida - UAE Team Emirates +0:02'
6. Felix Gall - Decathlon AG2R La Mondiale Team ''
7. Jai Hindley - Red Bull-Bora-hansgrohe ''
8. Juan Ayuso - UAE Team Emirates ''
9. Matteo Jorgenson - Team Visma-Lease a Bike
10. Tom Pidcock - Q36.5 Pro Cycling Team