Flandern Rundt. Paris-Roubaix … World Tour Copenhagen.

Med en ny, flad forårsklassiker vil Danmarks Cykle Union og Københavns Kommune på ambitiøs vis sætte hovedstaden på cyklingens verdenskort med et endagsløb fra 2025.

Nyklassikeren skal være en delikatesse for sprintere med slutning i København i stedet for et bakkeslag i eksempelvis Odsherred, Grejsdal eller på Mols – og det er der en helt særlig grund til.

Det forklarer DCU-formand Morten Anderson, som søndag i et læserbrev præsenterede ideen om løbet, der ifølge idémagerne skal blive ‘blandt de fineste endagsløb i cykelsporten’.

Der er en helt særlig grund til, at det nye løb skal ligge i København.
Der er en helt særlig grund til, at det nye løb skal ligge i København. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Den Internationale Cykelunion, UCI, har efterlyst et løb, hvor man kan tiltrække nogle af de største sprintere. Som sporten har udviklet sig, bliver klassikerne og monumenterne afgjort af få, stærke ryttere, som kører hjem i små grupper eller alene.«

»Her har det været attraktivt at have et løb, som kan have begge dele. Hvor sprinterne stiller op med en klar idé om at have en chance for at vinde, men selvfølgelig også med et element af uforudsigelighed.«

Hvor på Sjælland det kommende World Tour-løb for mænd og kvinder skal passere, er endnu ikke fastlagt. Men målbyen er ikke til diskussion.

UCI har nemlig et hedt ønske om, at målstregen skal ligge i cykelbyen København, forklarer Morten Anderson.

World Tour København bliver en lækkerbisken for de hurtigste mænd og kvinder. Mads Pedersen må umiddelbart regnes som det mest realistiske bud på en dansk vinder i 2025.
World Tour København bliver en lækkerbisken for de hurtigste mænd og kvinder. Mads Pedersen må umiddelbart regnes som det mest realistiske bud på en dansk vinder i 2025. Foto: YOAN VALAT
Vis mere

»København har den her hverdagscyklisme og bæredygtighedsprofilen, som UCI synes er interessant. Og så vil det være helt unikt for World Tour-kalenderen at have et løb, der slutter i hjertet af en hovedstad.«

Men havde det ikke været mere sportsligt interessant at lægge løbet i Grejsdal, på Mols eller et andet sted med mere kuperet terræn?

»Det kommer an på den ryttertype, man foretrækker. Hvis man synes, det sportslige afhænger af, om det bliver et langt udskilningsløb, som man ser det i Paris-Roubaix, så er det jo noget andet.«

»Men« – fortsætter Morten Anderson – »Det er jo heller ikke dét løb, jeg har ambition om at skabe. Jeg har ambition om at skabe et løb, som har sin egen fortælling.«

De vilde scener fra Tour de France 2022 kan – måske – blive gentaget, hvis Danmark får et nyt World Tour-løb fra 2025.
De vilde scener fra Tour de France 2022 kan – måske – blive gentaget, hvis Danmark får et nyt World Tour-løb fra 2025. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Samtidig fastslår DCU-direktøren, at man vil planlægge ruteføringen nøje, så man med vind og veje vil sikre maksimal spænding om udfaldet:

»Jeg er helt sikker på, at hvis vi får lagt de rigtige elementer ind med nogle små veje og noget sidevind, hvor det hele kan splitte, og feltet bliver strakt ud, så kan vi sagtens skabe det der jagtløb, som det gerne skulle være rundt på Sjælland og ind gennem København.«

Medvind er der allerede fra Den Internationale Cykelunion, hvor danske repræsentanter i årevis har gødet jorden for projektet, der først nu når offentligheden.

»Vi har fået positive tilkendegivelser fra UCI om, at man gerne vil have et stort World Tour-løb i København. Den type tilkendegivelser kan godt lyde, som om det er lidt luftigt – men den type tilkendegivelser får man ikke, uden at der også er en opbakning til projektet.«

Formanden i Danmarks Cykle Union, Morten Anderson.
Formanden i Danmarks Cykle Union, Morten Anderson. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Det danske ønske er, at løbet bliver placeret i maj – umiddelbart efter den sidste Ardenner-klassiker, Liège–Bastogne–Liège.

»Vores drøm er jo helt klart, at det skal være en ny forårsklassiker. Men terminen er og bliver den store udfordring lige nu. Om vi kan få en plads, og hvilken plads vi i givet fald kan få. Men maj er drømmen.«

Sidst på året vil partnerkredsen bag World Tour Copenhagen indgive et officielt bud til UCI – hvis der vel at mærke er politisk mandat og økonomisk opbakning til at gå videre med projektet. Det forventer Morten Anderson.

»Det er klart min oplevelse, at de ting er på plads. Terminen er nok den største af de knaster, der måtte være.«