I en af Danmarks helt store dagligvarekæder kan man mærke et skifte i, hvordan danskerne handler.
Så meget, at man kan læse det i tallene.
»Vi kan se, at en større andel af vores solgte varer rykker over til at være kampagnevarer. Så vi ser en stigende interesse for det, mange kender som tilbud,« siger kommunikationsdirektør i Rema 1000, Jonas Schrøder.
Der kører altså med andre ord flere tilbudsvarer ned ad indkøbsbåndet i kædens butikker.
»Kunderne handler ikke for meget mere, når de er i vores butikker. Salget flytter sig til gengæld over på vores egne mærker og også i større grad kampagnevarer, som vi kalder tilbudsvarerne.«
B.T. har talt med en dansk kunde, Jacob Hagerup, der netop er en af dem, der nærmest ikke lægger varer med normalpriser i kurven længere. I hvert fald ikke hvis han kan slippe. Det kan du læse mere om HER.
Han er en af mange danskere, som er gået på jagt efter de skarpeste priser, mens de generelle omkostninger på mad stiger mere end de generelle forbrugerpriser.
De generelle forbrugerpriser er siden april 2021 steget med 17 procent, hvor fødevarepriserne til sammenligning er steget med hele 33,5 procent, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik. Fødevarepriserne skulle være steget med 6,5 procent bare i juli.
Hos Rema 1000 viser salgstallene en stigning på langt lavere 2,9 procent samme måned, oplyser de. Det får Jonas Schrøder til at undre sig over den store forskel i de to tal, men han peger også netop på, at det hænger sammen med, at danskerne kommer nogle nye typer varer i kurven.
»Vi kan for eksempel se, at hvis kunderne køber Heinz ketchup, så stiger salget markant, når de er på kampagne.«
Hos Lidl Danmark oplever man også bevægelser indenfor salget i deres butikker. Når der er tilbud, stiger salget markant. Desuden ser de også en opmærksomhed på tilbud andre steder:
»Vi har over en længere periode set en generel stigning i brugen af Lidl Plus, og vores loyalitetsapp er en stor succes,« lyder det i et skriftligt svar fra indkøbsdirektør, Peer Sandtner. Han peger på, at foruden at de forbedrer appen, så er det den stigende tilbudstrend, der giver øget efterspørgsel.