Identiteten på en bevæbnet mand, der tidligere onsdag dræbte to politibetjente og en civil, ung mand i Belgien, er nu offentliggjort.

Manden hedder Benjamin Herman og er 36 år gammel. Han er ifølge Belgiens premierminister, Charles Michel, på en af myndighedernes lister over radikaliserede personer.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Samtidig fortæller premiereministeren også, at Benjamin Herman ikke var på myndighedernes antiterrorliste, men alligevel efterforskes dagens begivenheder som terror.

Ifølge flere internationale medier var han netop onsdag blevet løsladt fra fængslet, og det skulle være under sin afsoning for et røveri, at han skulle være blevet radikaliseret.

Benjamin Herman skød og dræbte onsdag omkring klokken 10.30 i første omgang to kvindelige betjente ved Cafe des Augustins i den belgiske by Liège og kort efter en tilfældig forbipasserende 22-årig mand. Derefter flygtede han ind på gymnasiet Waha, hvor han tog en rengøringsdame som gidsel.

Gidseltagningen varede omkring en halv times tid, og blev afsluttet, da Benjamin Herman blev skudt og dræbt af belgisk politi. Inden det havde Benjamin Herman nået at skade fire andre politibetjente.

Angiveligt var hans motiv at skade politiet, fortæller politichefen i Liège, Christian Beaupere.

Politiet holder alle mulige scenarier åbne, men terrorisme er et af de emner, der fylder mest på bordet lige nu, fortæller en talsmand for Belgiens antiterrorkorps.

»Der er elementer, som peger i retning af, at dette er en terrorhandling,« sagde Eric Van Der Sypt, som er talsmand for Belgiens føderale anklagemyndighed, til AFP.

Belgiske myndigheder fortæller, at betjente blev skudt med deres egne våben efter, at gerningsmanden havde afvæbnet dem ved at angribe dem bagfra med en kniv.

Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, har været ude at kommentere episoden på Twitter.