I min seng findes tusindvis af støvmider. Ikke fordi jeg ikke vasker sengetøj. De er bare uundgåelige. De er mikroskopiske dyr, som lever af hudskæl fra mennesker. Sætter man dem under lup, vil man se, at de er utroligt grimme. Ja nærmest uhyggelige. Så det lader jeg være med. Altså at sætte dem under lup. Jeg tænker ikke engang over, at de er der, og derfor sover jeg så godt om natten.
Stort set det samme kan jeg sige om de mange mennesker, der kloger sig på de sociale medier. Jeg ved, de er der, men jeg ser dem ikke. Læser dem ikke. Hører dem ikke. Og derfor sover jeg godt om natten. Derfor har jeg også været dejligt uvidende om, hvad der er blevet skrevet i den forgangne uge om mit hår. Noget må der have stået, for der er ikke det medie eller den tv-station, der ikke har ringet og bedt om min kommentar. Men jeg har ikke nogen.
Set lidt fra oven kan det virke helt ubegribeligt, at der i 2016 findes folk (ikke frisører), der bruger tid på at diskutere frisurer. Vi taler ikke om en indsats, en holdning, en ugerning. Vi taler om hår… det der, de fleste af os har på hovedet. Det er ret vildt. Det siger jeg med et smil, for folk må sådan set mene lige præcis, hvad de vil om mig og mit hår.
Der er sikkert også nogen, der synes, det er vildt, at jeg ikke er på de sociale medier. Det er heller ikke 100% korrekt. Jeg er på Instagram, hvor jeg for resten morede mig kongeligt over de morsomme hashtags #mgphairgate og #jesuisannette. Men for tre uger siden valgte jeg at stå af Facebook. Jeg kom med på FB for ca. 6 år siden, fordi alle sagde, at det skulle man. Og så havde jeg kollegaer, der mente, at det var den eneste vej frem, hvis man ville have et job. I dag må jeg sige, at jeg ikke har tjent så meget som en 25-øre på at være på Facebook. Jeg har modtaget en masse søde beskeder fra velmenende mennesker, men problemet er, at jeg er sådan en, der føler en forpligtelse til at svare folk. Det vil sige, at de mange beskeder har kostet mig enorme byrder af arbejde og dårlig samvittighed. Og det var jo ligesom heller ikke meningen.
Så jeg er hoppet af. Min avis læser jeg dagligt på Ipad’en, og nyheder hører jeg på radioen – primært Radio 24syv, hvor jeg er fan af de politiske debatprogrammer. Derfor kommer jeg heller ikke ved en svipser til at scrolle henover debatfora på nettet. Jeg aner ikke, hvornår jeg skulle få tid til det. Og jeg kan tilføje, at jeg både lever et lykkeligt liv og føler mig vældig oplyst, hvis andre skulle have lyst at gøre mig kunsten efter.
Der er blevet talt meget om tonen på de sociale medier. Måske man i virkeligheden skulle kalde dem de asociale medier. Selv Lars Løkke valgte at sætte fokus på tonen i sin alternative nytårstale. Er den blevet værre? Jeg ved det faktisk ikke, men jeg kan sige, at den intrigante tone altid har eksisteret. Dertil behøver man ikke noget viralt netværk. Man kan så vælge at dyrke den eller lade være. I den forgangne uge betød det hos mig, at man kunne vælge at være støvmide eller en, der sover godt om natten. Jeg valgte så det sidste.
