Vi møder Patrick Nielsen ved elevatoren på Hotel Hilton Wembley lige på den anden side af gaden i forhold til den arena, hvor han tre timer tidligere har fået tæsk af John Ryder. Fem omgange med en brutal knockout som afslutning.

Han står med en flok venner. De er måske 10. Patrick Nielsen har solbriller på, men selv under glassene kan man se et blåt øje svumle frem.

»Jeg skal lige lave et interview, så kommer jeg,« siger han til drengene, og vi følges i elevatoren til femte sal.

»Her roder lidt,« undskylder han.

Der står tallerkener med madrester på bordet langs væggen, men værre er det heller ikke.

»Vil I have en øl?«

Han finder en kølespand med en håndfuld Heineken frem fra et skab. De er kolde. Nogen har skaffet ham dem. Han tager brillerne af og dupper på bulen under øjet.

»Hvis bare man har fået et lille brud, popper det op med det samme. Puf! Sådan her,« siger han og knipser.

Patrick Nielsen i ringen med John Ryder.
Patrick Nielsen i ringen med John Ryder. Foto: ANDREW COULDRIDGE
Vis mere

Aldrig har det været mere naturligt at stille spørgsmålet: Hvordan har du det?

»Jeg har det sgu okay. Det har jeg. Jeg kan slet ikke huske, jeg har været i gulvet. Det er okay,« siger han.

»Jeg følte, at alt var gået efter planen. Jeg havde haft en letsværvægtsbokser ovre og sparre, en Igor Et-eller-andet, i ugen op til, og det gik simpelthen så godt. Han er verdensmester og har lige fået frataget en titel, fordi han var blevet taget for noget doping, så han var rigtig god. Og så kom jeg bare der op (mod John Ryder, red.), og så lurede han mig bare for hurtigt i forhold til, hvor hurtigt jeg lurede ham. Det der lange venstre hook... Den så jeg bare ikke lige. Og så har jeg set, at da jeg blev slået ud – jeg så det ikke engang selv, da det skete – at tandbeskytteren blev slået ud, og jeg peger ned. Det er min egen fejl. I stedet for at blive stående og pege ned på tandbeskytteren som en eller anden idiot, skulle jeg lige have taget fem skridt tilbage og sagt det til dommeren. Det er min egen skyld. Jeg havde gjort præcis det samme. Hvis han havde stået sådan, havde han fået 10 hook fra mig,« siger Patrick Nielsen.

»Jeg skulle have gjort det samme. Han lavede lidt feje tricks. Slog lidt efter at dommeren havde sagt break, og jeg skulle også have været lidt fræk. Jeg skulle have tænkt mig om.«

Men du kan ikke rigtig huske det, siger du?

»Jeg kan ikke huske, første gang jeg blev slået ud i anden omgang. Det fik jeg at vide bagefter. Jeg kan huske, at jeg går ind til femte omgang og tænker 'okay, femte omgang, er vi allerede så langt?' Og så… jeg har bokset i de sidste 17 år, og hjertet tilhører boksning. Jeg har altid elsket boksning. Så jeg havde så meget gåpåmod og vilje, at jeg efter anden omgang, hvor jeg bliver slået ud, så kunne jeg bare ikke få mig selv til at sige, at jeg stoppede nu. Kroppen ville bare ud igen, og så kommer jeg lidt igen, og det kører lidt for mig…«

Han holder en lille pause…

Boxing - John Ryder vs Patrick Nielsen - London, Britain - October 14, 2017 John Ryder knocks out Patrick Nielsen Action Images via Reuters/Andrew Couldridge
Boxing - John Ryder vs Patrick Nielsen - London, Britain - October 14, 2017 John Ryder knocks out Patrick Nielsen Action Images via Reuters/Andrew Couldridge Foto: ANDREW COULDRIDGE
Vis mere

»Og så kommer den med tandbeskytteren! At jeg er så dum at stå og kigge ned på tandbeskytteren… altså, hvorfor jeg er så dum, det ved jeg ikke. Det ligner ikke mig. Det er en del af gamet. Han var klogere end mig.«

Der er lidt stille i hans værelse.

Hvad tænker du så nu? Det skulle have været den store kamp, der banede vejen for resten af din karriere…

»Det skulle have været den store kamp. Det skulle have været mit gyldne kort lige som i Rusland (mod Chudinov, 2014, red.). Nu er jeg bare en… en nobody igen. Alt hvad jeg har kæmpet for er væk igen. Det er det sjove ved boksning. Du ved; man kan sagtens tabe en kamp i fodbold, men så kan du vinde den næste, men i boksning er det et helt andet game. Taber du, så er det forfra igen. Det er det, der er så vildt med boksning. Du dræber dig selv hver dag.«

Boxing - John Ryder vs Patrick Nielsen - London, Britain - October 14, 2017 John Ryder after knocking out Patrick Nielsen Action Images via Reuters/Andrew Couldridge
Boxing - John Ryder vs Patrick Nielsen - London, Britain - October 14, 2017 John Ryder after knocking out Patrick Nielsen Action Images via Reuters/Andrew Couldridge Foto: ANDREW COULDRIDGE
Vis mere

Gider du mere?

»Selvfølgelig gider jeg mere, men jeg skal være ærlig og fortælle dig, at da jeg boede i Tyskland, da så jeg så mange boksere komme og forsvinde. Jeg har set det før. Man ved, når folk bliver trætte af en og det pis, der har været gennem tiderne. Det er en del af gamet. Nu må vi se. Jeg siger ikke, at jeg stopper, men jeg siger heller ikke, at jeg fortsætter. Den er fifty-fifty. Lige nu har jeg nogle andre prioriteter. Jeg har en søn, jeg rigtig gerne vil hjem til, og det har virkelig været hårdt for mig at være væk fra ham. Jeg har set ham hver dag på FaceTime (på telefonen, red.), og det er ikke nogen undskyldning for det, der skete i ringen, men jeg kan mærke, at nu vil jeg prioritere min søn og min familie lidt højere end min boksning. For det kræver meget at være i boksning. Jeg har kun tænkt på mig selv de sidste 16 år af mit liv, og det præger alle hårdt derhjemme.«

Patrick Nielsen fortæller om sin træning. Han føler, han har forberedt sig perfekt. Sparret mod russeren. Han finder sin mobiltelefon frem af lommen for at vise en video fra sparringen.

»Jeg kunne ligesom se ting, før de skete. Som om tiden gik langsommere. Jeg kunne undvige. Det kørte virkelig for mig. Heroppe glemmer jeg lidt grundreglerne. Havde jeg bare haft hånden lidt længere oppe… De fejl må bare ikke ske.«

Hvorfor kommer de fejl, tror du?

»Det ved jeg ikke. Under sparringen gik det vildt godt. Ham her (John Ryder, red.) kan ikke en skid i forhold til ham der (sparringspartneren, red.). Det, der knækker mig mest, er, at jeg er foran på point, og så lader jeg ham lave den der… Men det sjove er, at den faktisk ikke er så slem, som den ser ud. Jeg er helt væk, da han rammer mig, og da jeg lander, men da Simon (Lundt, manager, red.) rejser mig op, er jeg klar igen. Jeg går hen og siger tak for kampen, går ud i omklædningsrummet, sidder og græder lidt, og så er det det. Jeg har skuffet så mange mennesker, som man overhovedet kan gøre. Det er det hårde ved boksning: Man skuffer så mange venner, familie, fans… men det gode er, at nu kan man sige, at alle rygklappere forsvinder. Det skete også sidst, da jeg tabte i Rusland. Så forsvandt 50 procent.«

Boxing - John Ryder vs Patrick Nielsen - London, Britain - October 14, 2017 John Ryder knocks down Patrick Nielsen Action Images via Reuters/Andrew Couldridge
Boxing - John Ryder vs Patrick Nielsen - London, Britain - October 14, 2017 John Ryder knocks down Patrick Nielsen Action Images via Reuters/Andrew Couldridge Foto: ANDREW COULDRIDGE
Vis mere

Boxing - John Ryder vs Patrick Nielsen - London, Britain - October 14, 2017 John Ryder celebrates winning against Patrick Nielsen Action Images via Reuters/Andrew Couldridge
Boxing - John Ryder vs Patrick Nielsen - London, Britain - October 14, 2017 John Ryder celebrates winning against Patrick Nielsen Action Images via Reuters/Andrew Couldridge Foto: ANDREW COULDRIDGE
Vis mere

Det banker på døren. En af hans venner kigger ind. De aftaler at mødes ovre hos Patricks bror, Micki, efter interviewet. Han bor længere ned ad gange på femte sal. Micki er også bokser, som de fleste vil vide. Vennen lukker døren igen.

»Jeg har bokset, siden jeg var 10 år,« siger Patrick og afbryder sig selv. Han starter forfra:

»Det var sådan her: Da jeg var lille, elskede min far, når det gik godt til træning, og min mor hadede, når det gik dårligt i skolen. Jeg kunne vælge en af tingene og at have den ene forælder bag min ryg, så jeg havde altid min far bag min ryg, fordi han var så stolt af mig. Der var et år, hvor jeg som amatør boksede på landsholdet og havde 30-40 kampe på et år. Jeg fik 3 nederlag på 68 kampe, jeg var til europamesterskaberne i Ungarn, jeg var til nordiske mesterskaber, jeg har været danmarksmester masser af gange, så det bliver svært at afskrive boksning, men du ved… jeg har en søn, der betyder alverden for mig, så nu vil jeg bare gerne være der lidt mere for ham end bare være den egoist, som jeg selv har været.«

Det er selvfølgelig tidligt, for din søn er kun lidt mere end et halvt år (ni måneder, red.), men hvordan vil du have det, hvis han begynder til boksning?

»Jeg vil ønske, at han begynder til en eller anden form for kampsport, for af egen erfaring kan jeg sige, at boksning har givet mig styrke, mod, selvtillid. Den har gjort mig til den, jeg er i dag. Jeg har mødt så mange gode mennesker. Det kan godt være, de ikke alle sammen bliver, men hvis 10 ud af 100 bliver, så er jeg lykkelig. Jeg har også talt med min familie i dag, og de sagde til mig, at de er bag mig, uanset om jeg stopper, går en anden vej eller bliver ved. Men det er hårdt lige nu.«

Tror du, det ændrer sig om nogle dage?

»Det ved jeg ikke. Boksning er en sindssyg hård sport. Hvis det havde været en holdsport, kunne jeg have sagt, 'fuck, hvor er han og han dårlig,' men jeg kan kun skyde skylden på mig selv. Jeg kan kun pege på mig selv, og hvor snotdum jeg er at hoppe med på en eller andens julelege. Måske trækker sporten i mig igen om nogle dage. Se bare Kessler, Brian Nielsen Holyfield, Mike Tyson, Mayweather… alle sammen laver en comeback-kamp. Men lige nu har jeg bare lyst til at gå hjem og lege med min søn og ligge i ske med ham. Det er totalt mærkeligt med den far-følelse, når man er vant til at være egoist.«

Tror du Team Sauerland fortsat gerne vil have dig med i stalden?

Han griner:

»Det tror jeg ikke, du skal regne med. Jeg tror, jeg er afskrevet i rimelig mange bøger, og skal jeg være ærlig: Det er også fint nok. Det må bare være det. De var rigtig flinke mod mig, og de kunne se, jeg rigtig gerne ville det her. At jeg så taber, er der ikke noget at gøre noget ved. Jeg gider til gengæld heller ikke være en lavt betalt bokser, der render rundt  og taber til alle mulige. Hvis jeg skal det og bare rende rundt og møde en masse opkomlinge, så fuck det. Så fuck boksningen. Det gider jeg ikke. Jeg ved selv, hvor hårdt det er. Hvor ondt jeg har i hænderne hver dag, og at jeg æder hovedpinepiller for at fungere. Så vil jeg hellere stoppe, mens jeg stadig fungerer som mennesker. Så dum er jeg heldigvis heller ikke endnu.«

Og så er vi ved at være færdige. Patrick Nielsen giver hånd. Snupper den sidste øl. Der er nogle sorger, der skal druknes, som han siger. Men vildt bliver det næppe. Han skal tidligt op og hjem. Der venter vigtigere ting derhjemme. Og en større beslutning, der skal tages.