Ud over kvælningsfornemmelserne fra slipset var min største bekymring, om jeg i min iver efter at bukke dybt kom til at nikke kronprinsessen en skalle på vej ned

Jeg er vild med Mary.

Så er det sagt. Kronprinsessen fylder 45 år søndag. Mary er den største gave, nogen kunne give det danske folk.

Jeg var så heldig, at min hustru og jeg var inviteret med til hædersmiddagen med kronprinsen og kronprinsessen, da Berlingske Fonden i januar hædrede Mary for hendes indsats for udsatte og sårbare grupper i samfundet.

Jeg havde sågar broklet et slips på i dagens anledning. Så ud over kroniske kvælningsfornemmelser var min store bekymring, om jeg i min iver efter at bukke – en ret uvant bevægelse for mig - kom til at nikke Mary en skalle på vej ned.

Jeg kunne lige se overskriften for mig: ”Chefredaktør knock out’er kronprinsessen med springskalle.”

Livvagterne ville næppe have set med milde øjne på et sådant lille optrin. Heldigvis gik bukket fint, selv det er morderligt svært at bukke og se nogen i øjnene samtidig - uden at få hold i ryggen.

Jeg var desværre for mundlam til at affyre en dumsmart bemærkning såsom: ”Nå, hvordan går det med djævleyngelen i den royale skurvogn?”. Til gengæld fik jeg sagt ”Deres kongelige Højhed” uden at lyde som en TV-oplæser fra 1950’erne.

Meget andet fik jeg ikke fremstammet. Jeg var ganske enkelt starstruck ved mødet med Mary. Noget jeg ikke havde oplevet, siden jeg i 1982 fik renset øregangene af Thin Lizzy i Vejlby-Risskov Hallen. På sin vis to forskellige oplevelser – men med samme fornemmelse af at stå foran noget særligt.

For Mary er noget særligt.

Selv om hun ikke er født prinsesse, er hun en rigtig prinsesse; klogere og smukkere end de fleste. Da hun og kronprinsen i januar 2003 kyssede hinanden foran pressens rullende kameraer, var jeg solgt.

Jeg var fortabt, da hun dengang sad ved siden af kronprinsen og på dansk forklarede, at det ikke var sandt, når folk sagde, at hun talte flydende dansk – men at det var vigtigt for hende at lære det.

Jeg er i det hele taget vild med kongehuset. I mine unge år på universitetet var det ellers god latin at være vrængende modstander af kongehuset. Jo, selvfølgelig har kongehuset særlige privilegier, som en præsident ikke har. At regenten for eksempel ikke skal vælges af folket, men har det i blodet.

Det har jeg det fint med. I et eventyr gælder der særlige regler – ellers er det socialrealisme i en grå hverdag.

Mary er bogstavelig talt kronprinsens bedre halvdel. Hun har fundet den perfekte balance imellem folkelighed og ophøjethed, som kendetegner en ægte kongelig. Klichéen om, at nogen har vundet folkets hjerter, er alt andet end en kliché i Marys tilfælde.

Hun har ikke bare gjort rigtigt meget godt for Danmark, hun har også gjort rigtigt meget godt for sin gemal. Han virker langt mere afslappet og langt mindre kejtet end i sine unge år. Jeg er sikker på, at kronprinsessen har en stor del af æren for den selvtillid, som kronprinsen udstråler.

Det tror da pokker, at han har fået selvtillid. Eftersom han er kommende konge, kan man jo ikke ligefrem påstå, at han har scoret over niveau – men alligevel virker kronprinsen som den heldige.

Vi har fået en kronprinsesse, som vi kan være stolte af. Hun overstråler alle andre i kongehuset med sin naturlige glans. Jo, hun lærte sproget noget hurtigere end prins Henrik, men ham har jeg nu også altid været vild med. Et originalt, musisk og vittigt menneske, der desværre var for forfængelig til at acceptere sin plads i det royale hierarki.

Mary behøver aldrig at kæmpe for sin plads. For alle vil altid se hende som ligestillet med kongen. Vi tager gerne 45 år mere og glæder os allerede til 90-års fødselsdagen i TV.

Med lidt held kan jeg selv nyde det fra en kørestol foran fjernsynet uden at være bange for at nikke nogen en skalle.