Stemmerne fra valget var dårligt talt op og Frank Jensen genvalgt som overborgmester i Danmarks hovedstad, før offentligheden fik besked:
Gratis lån af lokaler til politikeres private arrangementer på Københavns Rådhus er i strid med reglerne og unfair konkurrence. Blot to dage efter valget kom et udkast til den længe ventede interne redegørelse til Ankestyrelsen.

Tilfældigt? I hvert fald belejligt. Ankestyrelsen havde ellers bedt om at få en redegørelse før valget fra Københavns Kommune i den famøse sag. Men så bad Økonomiforvaltningen styrelsen om længere frist end to måneder, da redegørelsen skulle forbi medlemmerne i byrådssalen, inden man kunne sende den videre til Ankestyrelsen.

Argumentet var, at redegørelsen ikke kunne være klar til Borgerrepræsentationen næste møde den 12. oktober, men først til mødet den 30. november. Altså ni dage efter kommunalvalget. Allerede dengang kritiserede bl.a. den konservative gruppeformand, Jakob Næsager, at redegørelsen først ville komme efter vælgernes dom, og han efterlyste derfor en langt hurtigere behandling, så vælgerne kunne få ren besked før valget.

Det skete ikke. I stedet gik overborgmesteren ud og satte ord på redegørelsen to dage efter valget, den 23. november. Økonomiforvaltningen havde ellers omhyggeligt skrevet til Ankestyrelsen, at redegørelsen først skulle behandles på et møde i byrådssalen den 30. november, før styrelsen kunne få svar.
Hele sagen rullede, da BT afdækkede, at daværende beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev i august holdt sin bryllupsreception i Rådhushallen og sparede de ikke mindre end 65.000 kr. som det koster almindelige borgere at leje lokalet.

Det viste sig, at også Cecilia Lonning-Skovgaard (V), Henrik Nord (R) og Peter Thiele (SF) havde lånt et gratis lokale på Rådhuset. Redegørelsen fastslår, at ingen af de fire bryllupsreceptioner overholdt reglerne.

Reglerne burde ellers være klare nok: Det hedder i retningslinjerne, der blev godkendt af Borgerrepræsentationen i 2011: ”Kommunen må ikke stille lokaler vederlagsfrit til rådighed til private eller partipolitiske arrangementer.”

Punktum. Nu var bare der lige den fiffige finte, at gruppeformændene i Borgerrepræsentationen i 2012 med grønt lys fra embedsfolk mundtligt aftalte med hinanden, at det var ok for en politiker at låne lokaler gratis for at holde en bryllupsreception i de dejlige omgivelser. Der foreligger intet på skrift om den beslutning om at bevilge hinanden gratis lån af lokaler.

Men socialdemokraternes overborgmester, Frank Jensen, var selv med til at godkende den praksis. Det fortalte han bare først offentligheden, efter at Anna Mee Allerslev havde trukket sig i kølvandet på BT’s afdækning. Vi havde forinden flere gange forsøgt at få Frank Jensens kommentar, men Rådhuset svarede, at den sag ønskede overborgmesteren ikke at gå ind i.

Det er ærligt talt skammeligt for den øverste chef for landets hovedstad. Nu skriver han blot i en mail, at han er glad for redegørelsen og forslaget til mere præcise regler, som sikrer, at ”vi i gruppeformandskredsen ikke en anden gang nikker til en forkert beslutning.”
Frank Jensen, det kan godt være, at du har brug for klare retningslinjer for, hvad der er ret. Men du kunne jo begynde med at spørge dig selv om, hvad der er rimeligt.

Det hedder moral.

Og når du så oven i købet går ud og angriber, at det var et notat fra en forvaltning under dig, der blev lækket til pressen og kalder det ”fuldstændigt uacceptabelt” i TV, så hedder det noget endnu mere henrivende:

Dobbeltmoral. Men det er en anden sag. En sag for ombudsmanden.