Sidney Lee forkyndte forleden, at Jorden er flad.

Hvem han er? En ”reality-stjerne”, en TV-kendis, der ligesom mange andre har haft så travlt med at blive berømt, at han undervejs glemte at blive kendt for andet end at være kendt. Ordet berømt er egentlig et tillægsord: En berømt topchef, en berømt maler, en berømt skuespiller. Nu er ”berømt” desværre blevet sit eget objekt. Før i tiden ville man gerne være berømt for noget. Nu er mange berømte for ingenting og sågar stolte af det.

Nå, men nu blev Sidney Lee så atter berømt i 15 minutter, da han i et program på Radio24Syv med en af Danmarks bedst begavede mennesker, Holger Bech Nielsen, proklamerede, at han efter research på Youtube kunne konkludere, at Jorden ikke alene er flad og tyngdekraften snyd, men at rummet i øvrigt heller ikke findes.

Holger Bech Nielsen tog luft ind og hvinede som en, der startede sine indre jetturbiner for at kunne rumme så massive mængder uvidenhed i et lille radiostudie. Det ville være morsomt, hvis det ikke var så alvorligt.

For Sidney Lee i sig selv er ikke interessant. Hvis bare han var alene. Det er han desværre ikke. Flere og flere melder sig i koret. De tror ikke på, at Jorden er rund, at mennesket har været på månen, at islamister stod bag terrorangrebet 9/11. Fortsæt selv remsen. I en afstemning på bt.dk sagde otte procent af de 35.000 deltagere – over 2500 danskere – at de som en anden Erasmus Montanus også mener, at Jorden er flad som en pandekage.

Siden oplysningstiden har vi troet på, at udbredelsen af oplysning og fremskridt ville gå hånd i hånd. Selv ikke nazismens voldtægt af fornuften i den mest barbariske del af vor nære historie kunne fjerne troen på oplysning som våben til at udrydde uvidenheden og dårskaben i verden.

Men mens en perlerække af store ånder fra Aristoteles over Einstein og frem til i dag har konverteret tro til videnskab, ser vi en modgående understrøm af små ånder forsøge at konvertere videnskab til tro. Mistro. Til noget subjektivt: ”Jeg tror ikke på, at Jorden er rund”. De benægter fakta.

Sidney Lee fandt sin visdom på Youtube. Andre finder deres på Facebook. Med internettet har adgangen til viden og oplysninger aldrig været mere fri og demokratisk. Men faren for fare vild i uvidenhedens uendelige labyrinter har heller aldrig været større.

Vildfarelserne er et problem i sig selv, men også symptom på et endnu større problem: De bygger på konspirationsteorier om, at myndighederne i store sammensværgelser holder sandheden skjult for befolkningen. Sidney Lee beretter da også, at de fleste lande er blevet enige om, at folket ikke må få at vide, at Jorden er flad.

Den belæste uvidenhed i en oplyst verden bygger på mistro. På mistillid til myndigheder og politikere. Dét er livsfarligt. For mistillid er demokratiets værste fjende. Og derfor brøler folkedybet veloplagt, hver gang en stor mand råber ”Fake News”. For mistroen til de etablerede sandheder og autoriteter trives.

Jeg er fuld af fortrøstning for det nye år. Men jeg har nogle nytårsønsker: At vi møder vores politikere med tiltro frem for mistro i 2018. At vi tror på, at de vil os det bedste frem for det værste. At vi søger information frem for misinformation. At vi stræber efter at blive klogere og dygtigere hele tiden. At det er godt at være kendt, men endnu bedre at være kendt for noget godt.

Og først og fremmest, at ikke alt er til diskussion. Ikke et spørgsmål om, hvad den enkelte tror. Det subjektive bor i religion, det objektive i naturvidenskab, og begge dele trives bedst, når vi ikke rører det sammen til risengrød til nissen på loftet.

Stjerner findes rent faktisk. Både på himlen og på tv-skærmen. De første lyser som regel i længere tid end de sidste. Det skal vi nok ikke være kede af.

Godt nytår.

Andre læser også