I en ny bog kritiserer sygeplejerske May Bjerre Eiby plejesektoren for at svigte omsorgen af beboerne og mere gå op i regler, timer og papirnusseri.

I et demokrati er der ingen tyranner. Hvordan kan det så være, at Danmark som et demokrati også har tyranni? Regeltyranni. Endda på et område, hvor mennesket fremfor at møde en paragraf har behov for mærke omsorgsfulde hænder.

Men uanset hvor stærkt vores læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter løber, kan de ikke løbe fra regelrytterne: Alt skal efterhånden måles og vejes og dokumenteres på skrift.

Det danske sundhedsvæsen har godt 100.000 ansatte. Jeg er overbevist om, at de har valgt netop den branche for at gøre en forskel for andre mennesker – de syge og svage i Danmark. Men vi hører flere og flere råbe under dokumentationsdyngerne, at de bruger mere tid på en pc end på patienter. Jeg frygter ikke at dø, men jeg frygter at ende på et plejehjem. Ældre og skrøbelige har brug for tid til omsorg, men tid er snart det eneste, som plejehjemspersonalet ikke kan tilbyde dem.

Sygeplejerske May Bjerre Eiby fik nok af at møde bureaukrati før borger og valgte derfor selv at tage patienten i den anden hånd. Den 35-årige sygeplejerske er ’direktøren for det hele’, kvinden bag det private demensplejehjem, Dagmarsminde, som er hendes oprør mod den etablerede plejesektor. På hendes lille plejehjem får de 10 beboere nybagt brød, ingefærshots og har både, hunde, katte og kaniner.

Det lyder som at komme fra dødsriget til drømmeland. En patient er ikke en paragraf, der skal efterleves. En plejehjemsbeboer skal ses og i hvert enkelt tilfælde have den omsorg, som dette unikke menneske har behov for. Regler er til for at beskytte mennesket. Men for mange regler begraver mennesket.

Danmarks ældreminister hedder Thyra Frank. Først blev hun berømt for sit plejehjem, Lotte, som fagfolk fra hele verden valfartede til for at beundre. Hun så mennesker før manualer. Så blev Thyra Frank minister og snart skambidt for i sin fortid netop at have et lidt løst forhold til manualerne. For det er jo nemt nok at være bedre end andre til at se mennesker, hvis man ser stort på manualer, ikke sandt. Nå, men Thyra Frank er altså stadig et forbillede for mig, fordi hun som sygeplejerske gjorde en forskel for de gamle.

Min egen hustru er sygeplejerske, så det er sikkert derfor, at min ældste søn er blevet læge, min yngste søn læser medicin, og min datter studerer til dyrlæge. Deres mor har opdraget dem til at vise omsorg, og de har alle valgt en uddannelse, hvor de vil hjælpe andre. Jeg håber, at de får lov til det.

Thyra Frank, du har en opgave. Den er stor. Frisæt plejehjemmene, så undtagelsen snarere er reglen end undtagelsen. Så det enkelte menneske igen bliver unikt. I et regelrytteri er der ikke plads til at tage hensyn til individet, fordi alt er uniformeret. Du må sammen med sundhedsministeren og resten af regeringen returnere moder stats tillid til medarbejderne i sundhedsvæsenet, så de får lov til at gøre den enkelte patient til andet end et nummer.

Jeg ved, at du læser BT hver dag, for det har du selv fortalt mig. Så tag lige og lyt. Eller rettere: Du ved det jo godt allerede. Jeg ved også godt, at kombinationen af presse og politiker gør det svært. For vi er guddommeligt dygtige til at finde fejl i behandlingen af den enkelte og få oppositionen til at kræve handling. Og vupti, er der fremfor færre regler endnu en regel – for at forhindre fejl. Men den største fejl er i dag, at der er så mange regler. Dermed fejler systemet.

På plejehjemmet Lotte gjorde du en stor forskel for en lille gruppe borgere. Som ældreminister har du mulighed for at gøre en forskel for en hel befolkningsgruppe. Thyra, du vil skuffe mig dybt, hvis du ikke griber den mulighed. Når jeg bliver gammel, vil jeg gerne kunne sige, at jeg mere frygter at dø end at komme på plejehjem. Det modsatte lyder ikke så godt, vel?

Andre læser også