De er hverdagens helte – og frygter alligevel både folkets og systemets dom.
Vi elsker at sige, at det offentlige er en mastodont, som har vokset sig alt for stor. Undtagen, altså, når vi ikke har betjente nok til at passe på os, ikke læger og sygeplejersker nok til at behandle og pleje os, ikke lærere nok til at uddanne vores børn eller soldater nok til at beskytte os imod truslen fra øst.
Det ”offentlige” er også min hustru, der er sygeplejerske, min ene søn, der er læge, og min svigersøn, der som officer snart skal udsendes som en del af NATO-styrken til Estland.
Jeg tænker tit på det enorme ansvar, som de og deres kolleger har. Som chefredaktør har jeg også et stort ansvar, fordi afsløringer om f.eks. en borgmester kan få store konsekvenser. Det ansvar er jeg mig meget bevidst. Begår en af mine journalister en alvorlig fejl, er ansvaret mit. Jeg kan komme i fængsel for deres fejl, fordi jeg repræsenterer ”systemet” – i dette tilfælde mediet.
I det offentlige er ansvaret åbenbart den enkeltes. De må selv tage straffen for deres fejl. Senest fik en yngre læge i Svendborg en bøde, fordi hun på en travl vagt nok havde sagt, at en mand skulle have målt sit blodsukker – men glemte at skrive det i journalen. Patienten døde i et system, hvor personalet piskede rundt for at nå det hele. Systemet blev ikke straffet. Det gjorde derimod lægen med hænderne fulde.
Betjenten, soldaten, sygeplejersken, lægen har ikke alene ret til at handle. De har pligt. Handler de ikke i en akut situation, forsømmer de deres pligt. Folkedomstolen og systemet står parat til at holde dem i ørerne. En lærer skal udfylde et magtanvendelsesskema, hvis han har grebet en elev hårdt i armen for at hindre eleven i at banke sidemanden. Betjenten, der i et splitsekund affyrer sin pistol mod en angriber, undersøges af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, mens en soldat, der skyder en civil i krig, tjekkes af Forsvarets Auditørkorps. Lægefejl granskes af Styrelsen for Patientsikkerhed og Patientklagenævnet.
Vi har i det hele taget et uhyre effektivt regime til at håndhæve, at de mennesker, som vi sætter i frontlinjen i det offentlige, i givet fald straffes for deres fejl. Misforstå mig ikke. Soldater, læger, sygeplejersker og betjente har alle den ultimative magt: Over liv og død. Vi skal naturligvis sikre, at ingen uduelige eller psykopatiske medarbejdere går rundt på gangene eller i gaderne og slår folk ihjel.
Men når en ung læge i Svendborg begår en fatal fejl, er det så hendes eller systemets skyld? Når en betjent sendes ud til uroligheder og rammer den forkerte, er det så hans eller hendes skyld?
Vi forventer som samfund, at vores soldater og betjente reagerer hensigtsmæssigt under ekstremt stress, for det er de jo uddannet til. Ja, men de er også stadig mennesker, og de sætter deres liv på spil for os under ekstreme forhold.
Er vi gode nok til at indregne den menneskelige faktor? Er vi som brugere af det offentlige gode nok til at acceptere, at medarbejderne er mennesker, der gør deres bedste. At vi ikke er udødelige, og læger ikke ufejlbarlige. Skal alle altid stilles til regnskab for en fejl – ud over den skam og skyld, som de i forvejen føler. Eller skal vi blive bedre til at acceptere, at vi alle begår fejl og i stedet spørge, hvad ”systemet” kunne have gjort, så den enkelte ikke blev bragt i en situation, hvor han eller hun begik en alvorlig fejl.
Tusindvis af læger har skrevet ”Det ku’ ha’ været mig” i sympati med Svendborg-lægen. Hvis vi lammer dem af frygt for at blive hængt ud og dømt for deres handlinger, risikerer vi, at de slet ikke handler, fordi de har travlt med at helgardere sig imod folkets eller systemets dom.
Og så forsømmer de for alvor deres pligt, hverdagens helte.
