Muhammed-tegningerne genopstod i denne uge, da integrationsminister Inger Støjberg på Facebook postede baggrundsbilledet fra sin Ipad med Kurt Westergaards berømte Muhammed-tegning på.

Hun delte billedet som reaktion på, at en museumsudstilling om blasfemi undlader at vise Muhammed-tegningerne, og jeg vil til min død forsvare Støjbergs ret til at gøre det.

Vi skrev om sagen, men bragte ikke selv ministerens baggrundsbillede, hvorpå hun beskyldte os for ikke at stå vagt om ytringsfriheden. Dermed definerede ministeren ytringsfrihed som ytringspligt: At vi skulle bringe hendes baggrundsbillede, fordi hun selv gjorde det. Som jeg udtalte den dag, minder det mig lidt om antifascister, der hopper og råber, at alle andre, der ikke hopper, er nazister.

Muhammed-tegningerne er ikke bare tegninger. Ikke længere. Ved hjælp af imamers emsige rundrejse og tvetungede tale satte de ild i dele af Mellemøsten og har bragt folks liv i fare, ikke mindst på Jyllands-Posten. Vi kan på BT og MX komme i en ekstraordinær situation, hvor vi igen bringer tegningerne, men Støjbergs baggrundsskærm var ikke den ekstraordinære situation.

Jeg har aldrig troet på, at vingeslaget fra en sommerfugl kunne rejse en orkan et andet sted på jordkloden. Ikke før Muhammed-tegningerne.

Jeg var ansat på JP, da chefredaktionen i 2005 besluttede at offentliggøre dem. Ikke noget, som vi bed mærke i andre steder i huset, før sagen langsomt voksede og endte med at brøle på tværs af landegrænser. Vi blev vores egen historie, sendte reportere på Nørrebro for at interviewe rasende imamer og havde journalister, der hviskede, at de var utrygge ved at sidde ud til Kongens Nytorv af frygt for bombeterror.

Vi fik sendt hvidt pulver, og to gange var jeg med til at evakuere JP i København efter bombetrusler. Den ene gang var Flemming Rose den sidste journalist, jeg fandt og bad om at forlade bygningen. Da jeg på vej ud af den bombetruede bygning ringede til min chefredaktør og spurgte om tidsfristen for truslen, svarede han tørt: For 10 minutter siden.

Den anden gang alarmen lød, bad politiet mig følge deres bombehunde gennem vores kælderrum, mens tilskuere og øvrige medarbejdere stod ude bag politiets afspærring på Kgs. Nytorv.

Vi sad i bussen til den årlige fest i Århus, da Ritzaus breakede, at ambassaden i Damaskus brændte. Bussen blev en rullende redaktion, indtil chefredaktøren bad os returnere til København, for festen var aflyst, og området vrimlede med TV-folk.

JP er siden blevet omdannet til et fort og en stribe terrorangreb afværget. I dag glemmer mange, at formålet med tegningerne ikke var at krænke, men at afklare, om ytringsfriheden på dette felt var truet. Det lykkedes desværre kun alt for godt: Selvcensur findes, terrortruslen er reel, vanvittige islamister vil slå ihjel for en tegning. Vi behøver ikke at genpublicere Muhammed-tegningerne for at blive mindet om det.

Derfor finder jeg det også trættende, at medierne hver gang en kendt eller mindre kendt offentliggør tegningen med bomben i turbanen partout skal følge efter af frygt for at blive beskyldt for at svigte ytringsfriheden. Vi har generelt ytringsfrihed i Danmark. Men det betyder ikke, at vi automatisk trykker tegningerne, hver gang nogen kræver det. Konsekvenserne kan være svære at overskue, selv om de aldrig vil være vores skyld, ligesom ingen kan klandre Støjberg for eventuelle følger af hendes Facebook-opslag. Terrorister bærer altid skylden - alene.

Journalistik er magt og skal bruges med omtanke. Dén omtanke bruger jeg i særlig grad, når det gælder Muhammed-tegningerne. Andres liv er stadig truet efter tidligere publiceringer. Jeg ville ønske, at tilbageholdenhed ikke var nødvendig. Ligesom jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt med militær i gaderne i kampen mod terror.

Men det er det.

Andre læser også