Shhhyy. Du må endelig ikke afsløre, hvordan den nye sæson af Game of Thrones slutter.

Min hustru og jeg sidder hver dag klinet til skærmen for at synke dagens dosis af HBO’s fantasy-serie og er alligevel kun nået midt i sæson 6. Vi mangler over én sæson, før vi har slugt alt og på satanisk vis kan ”spoile” spændingen for andre efternølere – ligesom vores træner i crossfit frydefuldt gør det.

Når hustruen og jeg så har været til crossfit, spist og arbejdet foran vores bærbare på spisebordet, taber vi vores kroppe foran fjernsynet og tænder vores Apple TV, så vi kan konsumere dåsemaden fra streamingtjenesterne HBO og Netflix. Nogle gange er vi klar kl. 20:17, andre gange tidligere eller senere. Men altid når det passer os selv.

Før i tiden indtog vi altid vores kulturmenu, når det passede andre. En gang i timen i radioavisen eller på faste TV-tidspunkter om aftenen. Da jeg var dreng i 1960’erne, var vores sort-hvide TV lig med DR. Vi kunne ikke se andet og boede foran ”fjerneren” hver aften.

Flow-tv fandtes ikke som begreb, men vi praktiserede det som religion: Satte os foran husalteret efter maden og lod os flyde fra udsendelse til udsendelse, indtil øjenlågene hang, og dynerne kaldte. Guddommeligt. Dengang.

Nu er det guddommeligt at være fri. Fri til at vælge selv.

I de seneste år har jeg ikke tilbragt en hel aften foran fjernsynet. Kun hvis der har været terrorangreb i en vestlig hovedstad, og jeg zapper mellem CNN, BBC og TV2 News, mens jeg ser dem alle blive overhalet af øjeblikkelige øjenvidne-skildringer på Twitter.

Jeg tænder kun for flowradio på bilture, men kan høre mine favoritter fra Radio24Syv som podcast, når det passer mig. Jeg får uendelige mængder musik fra Spotify, henter nye bøger til min Kindle fra Amazon og går sjældent i en sko- eller tøjbutik, fordi jeg kan finde det meste på nettet.

Vores forbrug af kultur og nyheder er et vidnesbyrd om den segmenterede virkelighed, hvor vi kan vælge fra alle hylder. Som i TV-universet er meget gået fra at være et nøje sammensat ”flow” til ”on demand” – når og hvor vi vil. Vi forbrugere har magten, og plejer er død. På samme måde med aviser. Før solgte vi kun en hel pakke; den trykte avis. I dag sælger vi i høj grad via den enkelte artikel. Virksomhedernes brand – som BT og Netflix – borger ganske vist for kvaliteten, men det enkelte produkt sælger i dag brandet. Ikke omvendt.



Før talte man drømmende om den globale landsby, fordi teknologien ville binde os alle sammen. Nu kan man tale om den globale atomisering, fordi teknologien nok fjerner fysiske afstande, men også individualiserer verden. Jeg jamrer ikke. Det er skønt. Vores frihed er enorm. Tiden er også sat fri.

Vi har fået en tidskapsel, så vi kan rejse frem og tilbage. Og Netto har jo åbent til klokken 22:00, hvis du ikke lige nåede at købe ind før aftensmaden.
Vi skaber selv de store sammenhænge, når vi skræddersyr vores fragmenterede forbrug til en helhed, der passer til vores identitet. Vores kulturforbrug skaber også identitet. Vi bliver de film, den musik og det tøj, som vi ser, hører og køber.



Jeg er ikke bekymret for sammenhængskraften. De store, samlende begivenheder som landskampe og Dronningens nytårstale består. Vi oplever ganske vist meget andet tidsforskudt. Fordi vi kan. Men vi lever i det samme land og drages stadig imod meget af det samme.

Tag bare den populære serie, Game of Thrones. Det er ikke tilfældigt, at alle i træningssalen reagerer, når vores crossfit-coach listigt hentyder til, hvem den potente dværg, Tyrion Lannister, har sex med næste gang. Så er vi nogle, der hvæser i kor.

”Shhhyy”. For det her er vi sammen om. I hver vores tidskapsel. Om et par uger er jeg fremme i min og hustruens.

Andre læser også