Licens er noget, vi giver til hinanden, siger DR.

Det lyder søreme dejligt. Så skynder jeg mig at lægge girokortet på 1246 kr over i naboens postkasse, næste gang DR ”giver” sin licens til mig. Når naboen så åbner postkassen og hæver sit ene øjenbryn over tvangsopkrævningen, vil jeg smile indsmigrende ovre fra min tomme postkasse og råbe:

”Jamen, Bent, Bent, Bent. Licens er jo noget, vi giver til hinanden.”

Selvfølgelig er det ikke det. Licens er noget, vi betaler til DR. Jeg holder meget af DR, men ikke af deres meningsløse slogan. Der er så meget andet, som jeg ikke holder af ude ved postkassen, ud over rudekuverter.

Tag for eksempel hundelorte. Dem burde vi ikke give til hinanden, men vi gør det alligevel. Neden for postkassen har vi en lille græsplet, højst 30x30 cm. Der er akkurat plads til, at jeg kan sætte min ene fod dér, når jeg skal tømme postkassen. Ja, og så akkurat plads til, at en hunderumpe kan svæve hen og tømme sig for affaldsstoffer.

Jeg kender ikke noget værre end at træde i en hundelort med sko på. Det skulle lige være at gøre det med bare tæer. Som dreng oplevede jeg den skønne følelse af at træde på noget blødt, som trænger op imellem tæerne, indtil man kigger ned og til sin gru ser en høm-høm pible op og farve foden brun.

Ude ved postkassen har en hundelort flere gange ligget som en luremine og ventet på min højre sko. Og jeg har egentlig altid set hunde som de eneste afsendere af bløde budskaber, som jeg helst ikke vil modtage. Og forbandet hundeejerne.

Men for nogle uger siden dukkede der pludselig lorte op ude på vores græsplæne i baghaven. Det var nyt og oprørende. Både min hustru og jeg stod bøjet i dybe tanker over dem, indtil min hustrus trænede øje konstaterede, at ejermanden ikke er en hund. Ovre i naboens have var Bent i gang med en lignende operation.

Vi stak hovederne sammen over hækken. Dette var en alvorlig sag, som måtte opklares, for i forvejen er vi plaget af indbrud og magter ikke flere indtrængende, selv om denne gerningsmand lagde noget frem for at tage noget. Vi sporede os ret hurtigt ind på den formastelige: Det måtte være den skabede ræv, som er begyndt at flakke i vores haver. Således afklarede kunne vi leve videre i vores parcelhuse, men vi tømte jævnligt plænen for rævespor – ikke mindst før jeg spændte mit luksuslegeme for plæneklipperen. Det er nemlig en blandet fornøjelse at skalpere en hundelort, da den har det med at sprede sig til andre bløddele.

Men her forleden dag mødte et skrækkeligt syn min hustru. Ude midt på plænen sad Herman, vores kummefryser af en Maine Coone-kat, selv om han stadig kun er en stor hvalp – ”killing” er en misvisende betegnelse her. Herman ikke bare sad, han besørgede saftsusemig.

Synet flimrede som et fatamorgana. For alle katte har et motto: Mus er noget, vi giver til hinanden. Så sent som i morges var jeg ved at træde med bare tæer på en ubestemmelig klump for enden af sengen. Jeg fandt brillerne på sengebordet og Hermans første fangst: En lille mus.

Den slags gør katte. Med stolthed. Men kattelort er ikke noget, de giver til hinanden. De graver det omhyggeligt ned. Troede vi. Hans søster Esmeralda kan godt finde ud af det. Med bøjede hoveder måtte vi fortælle Bent den frygtelige sandhed. Jeg ved ikke, om Herman tror, at han er en hund eller bare danderer den som dominant hankat. Men nu har vi købt en sandkasse og lovet naboen at sætte trådhegn op, hvis uartighederne fortsætter. Indtil videre tager sandkassen det meste. Men nu kan vi jo ikke længere tillade os at bjæffe ad hundeejere, der ikke har styr på deres uregerlige kræ. For der er stadig smuttere på plænen, hvor min hustru og jeg med blegansigter ser på hinanden og udbryder:

Det var li’godt kattens.

Andre læser også