Mine børn har gjort mit liv skrøbeligt. Jeg kom til at tænke på det, fordi Kristeligt Dagblad forleden interviewede mig om den bibeltekst, hvor Jesus siger, at vi skal lade være med at bekymre os om morgendagen.

Jeg bekymrer mig altså. Jesus forklarer ganske vist, at fugle og blomster ikke bekymrer sig om morgendagen. Men vi adskiller os jo netop fra dem ved, at Gud forærede os evnen til abstraktion og forestilling, så vi både kan forestille os Gud og en fremtid.

Det er en gave.

Men med den følger også visheden om, at alting kan blive både bedre og værre end lige nu. Så vi mennesker kan ikke lade være med at gøre os bekymringer. De begynder den dag, vi får børn og opdager vores egen dødelighed; at vi ikke altid vil være her til at beskytte vores afkom.

At få børn føder også en dyb ydmyghed og taknemmelighed over at få lov til at være til og opleve verdens eneste ægte mirakler. Selv om børn giver os grå hår. Selvfølgelig bekymrer vi os og godt det samme. Bekymringen er en 350 hestes evolutionær motor, der forbedrer forholdene for vores børn – næste generation.

Da jeg som 28-årig fik mit første barn, så jeg alting i et nyt lys. Min spirende karriere som journalist fyldte ellers alt. Jeg mødte tidligere og gik senere end andre. Men da min lille søn første gang fik snue, glemte jeg alt om mit job.



Og da han en dag faldt ned fra børnehavens klatreskib og forstuvede sit ene ben på en udspændt stålwire, smed jeg alt og overskred alle fartgrænser for at komme hjem og trøste ham.

Børn forskyder alle proportioner. Ikke mindst dødens. Fra at være ubekymret i mit eget liv blev jeg bekymret. Jeg kunne dø fra mine børn, og de kunne dø fra mig. Pludselig blev det vigtigt, at jeg skal dø først – før dem. Men også leve længe nok til, at de kan klare sig uden mig. Som ’curlingforældre’ pakker vi derfor vores børn ind i vat og kører hid og did for at beskytte dem mod verdens farer.

Samtidig kørte vi selv døddrukne på knallert fra ungdomsfester og dyrkede vores egen udødelighed.



Børn får os til at forstå fortidens, nutidens og fremtidens tandhjul på en anden måde. Jeg blev pludselig bevidst om livet som én lang kæde af generationer. Om min far og mor, som nu hed bedstefar og bedstemor, om at der var noget før dem – og ikke mindst noget efter mig.

Da min far som 68-årig døde af en blodprop, talte min bror og jeg uden for kapellet om, at vi netop var rykket et led frem i generations-kæden. Da var det rart at vide, at vi ikke længere var sidste led. At vores børn kommer efter os.



Bevidstheden om døden, memento mori, gør vores liv ekstra værdifuldt, fordi vi ved, at vi er her på lånt tid og skal leve hver dag, som var den vores sidste – helst uden at dø af det.

Kærlighedens og dødens prismer forstærker alt levende. Børn giver os lov til at elske et andet menneske betingelsesløst og samtidig frygte dagen, hvor vi eller de ikke er her.

Så mine børn har gjort mit liv skrøbeligt. Og jeg skylder dem mit liv for at have gjort det.

Men jeg skal lige dø først. Og det bliver ikke foreløbigt. Jeg har alt for travlt – med at nyde livet.

Andre læser også