Jeg sagde det stilfærdigt hen over spisebordet, da jeg i sidste uge havde redaktionscheferne hjemme til en omgang Chili con Carne.

»Jeg er ikke feminist.«

De to kvinder i ledelsen så på mig og udbrød i kor:

»Jo, du er da så.«

»Nej, jeg er da ej.«

Det er f.eks. ikke ligefrem et feministisk manifest, at kun to af vores 12 chefer er kvinder. I øvrigt de samme to, som påstod, at jeg er feminist.
Gode ord kan blive ødelagt. Feminisme er et ødelagt ord for mig. Jeg kan ikke tænke feminisme uden at tænke beton. Feminisme forbinder jeg i dag med skinger kritik af den heteroseksuelle hvide mands privilegier. En krigsdans på et område, hvor der var al mulig grund til at slutte fred. I hvert fald i Danmark.

Her fik kvinder i 1875 adgang til universitetet, valgret for over 100 år siden og nogenlunde samtidig ret til at hæve deres egen løn og få bistandshjælp. Nu virker det vanvittigt, at det engang var sådan.
For vi er et helt andet sted i dag. Ikke mindst takket være Rødstrømpernes kamp for at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet, efter at de helt op i 1960’erne typisk stadig gik hjemme og passede hus og børn. Det var også rødstrømperne, der i 1970 symbolsk smed BH’en i en affaldssæk i et opgør med kvinden som sexobjekt – og gav brysterne deres eget liv under tøjet og på stranden. Nu er frisindet og brysterne pakket ind igen, afløst af nøgenfobi, og flere kvinder end nogensinde får ombygget deres bryster.

Silikonepornoens vrangverden er rykket ind i hverdagen, selv om jeg tror, at både mænd og kvinder i virkeligheden foretrækker naturproduktet. Det er et tilbageskridt, mens det er et fremskridt, at en kvinde i dag på samme tid tør være sexet og sin egen – objekt og subjekt – uden at være bange for at miste magten og sig selv. Det er moderne kønskamp. Den kunne også godt blive lidt for fodformet i 1970’erne.
Kvindesagen har været en stor gevinst for Danmark. Men det er, som om betonfeminismen er vokset i lydstyrke i takt med at forskellene er skrumpet. Man kan nærmest få følelsen af, at de også helst ville nivellere kønsforskellene i kampen for ligestilling. Jeg har hørt larmende mænd proklamere, at de skam også er feminister. Som om det skulle redde dem ved Helvedes porte – men måske nok imod betonfeministers langtrækkende harme.

Sandheden er, at vi aldrig har været mere lige og frie i Danmark. Ingen diskuterer længere ligeværd. Nutidens kvinder og mænd ved, at de er lige meget værd. Nu taler vi – heldigvis – kun om ligestilling. Det giver desværre også stadig mening, selv om det går fremad.

Hvert tredje folketingsmedlem er kvinde, vi fik vores første kvindelige statsminister og ser stadigt flere kvinder i ledelserne. Men det postfeministiske samfund må vente, for en ligelig fordeling af mænd og kvinder i topjob er vi stadig langt fra, ligesom mænd i gennemsnit tjener 13-17 pct. mere end kvinder.

Jeg er ikke tilhænger af kvoter eller tvang. Men tilhænger af lyst. Jeg ville ønske, at flere kvinder gav udtryk for, at de havde lyst til magt. Lyst til at gøre en forskel som chef. Jeg har i min karriere hørt mange mænd sige det - men kun få kvinder. Jeg har også hørt kvinder sige, at dét skal jeg aflæse hos dem - selv spørge dem om – for sådan er de.

Et godt råd: Vent aldrig på, at nogen spørger, hvad du gerne vil. Sig det selv. Nogen kunne lytte. Og  hjælpe dig derhen. Det er ikke feministisk ideologi. Blot almindelig sund fornuft. Se, hvordan det er gået i det klassiske mandefag, lægejobbet. To af tre medicinstuderende og halvdelen af landets læger er i dag kvinder. En herlig, stille revolution uden kvoter eller tvang.

Så jeg er ikke feminist. Men jeg er optimist.

Andre læser også