Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

En af verdens smukkeste storbyer, Prag, så jeg første gang som gymnasieelev for mere end 35 år siden.

Sidste weekend så jeg byen igen. De majestætisk smukke, historiske bygninger står der endnu, men væk var den hårrejsende togtur gennem Jerntæppet ind i Østeuropa; de forseglede toiletter ved grænserne, soldater med maskinpistoler langs toget og schäfernes glammen under togstammerne for at snuppe borgere på flugt. Et billede og en sindstilstand, som jeg aldrig glemmer.

Byen ligger bare en times flyrejse fra Danmark, og som EU-borger skulle jeg denne gang end ikke vise mit pas for at komme ind. Den berømte sorte øl smagte lige så fremragende, som jeg huskede den, men ellers virkede alt forandret. Prag og dens stemning mindede mig om Paris – måske bortset fra, at den klassiske tjekkiske madtradition er tungere end den franske.

De bedste øjeblikke er ofte dem, vi mindst venter os. Mit bedste øjeblik på turen opstod, da min familie og jeg gik ind og så et koldkrigsmuseum i en atomsikret bunker.

Vores guide var ikke forberedt på besøgende denne aften, så vi ventede ikke det store. Men det fik vi. Ikke via selve museets historie, men via guidens egen. Selvfølgelig var det spændende at se, hvordan det hemmelige politi under Den kolde Krig systematisk aflyttede vestlige gæster på hotellet med mikrofoner i blandt andet skobørster. Men da guiden viste os en gasmaske, blev det først for alvor spændende. For han fortalte, at han og alle andre børn i skolen lærte at tage gasmaske på, fordi Warszawa-pagten ventede en Tredje Verdenskrig udløst af NATO-landene. Jeg var barn på nogenlunde samme tid, og vi frygtede det samme i Vesteuropa – bare med omvendt fortegn.

Han kunne se, at vi lyttede interesseret og talte sig varm. Om kommunismens terrorregime mod sine borgere, om at slovakkerne aldrig tilgav tjekkerne, at de lod kommunisterne komme til magten, om friheden i 1989, da kommunismen faldt for 'Fløjsrevolutionen,' om hans skuffelse over præsident Havel, som han ellers selv stemte på, men følte, at Havel solgte ud af den nyvundne frihed ved at lukke våbenfabrikker i Slovakiet og forvandle Tjekkoslovakiets store selvforsyning inden for blandt andet energi og fødevarer til afhængighed af andre lande.

Guiden forklarede os, at friheden er en sensibel størrelse, når man har levet under kommunismens åg. Og at tjekkerne nu ser ulemperne ved EU: Hele bureaukratiet og alle centrale beslutninger derfra.

Størst af alt var hans bekymring for migration, især muslimsk. Vi forklarede, at vi ikke havde set en eneste muslim i Prags gader, så hvorfra denne frygt? Fra os selv, lød svaret, for når hverken Frankrig eller Tyskland kunne håndtere indvandringen, var det kun et spørgsmål om tid, før Tjekkiet stod med samme problemer. Og vi kunne jo se den samme bevægelse imod indvandring over hele verden, ikke kun i hans land.

Forretningsmanden Andrej Babis vandt i oktober parlamentsvalget med løfte om, at hans parti, ANO, vil kæmpe for at få forseglet Europas grænser og hindre, at der kommer en eneste flygtning ind i landet.

De bedste øjeblikke er ofte dem, vi mindst venter. Vores guide var et klogt og engageret menneske, og gennem ham forstod jeg for første gang dybden i de råb om lukkede grænser, som vi ser i mange lande. Et råb, der også bunder i frygten for globalisering, frygten for at miste sit job og frygten for islamisering.
Men i bund og grund en frygt for at miste sin frihed. For en dansker som mig måske umiddelbart svært at forestille sig. Men for guiden var det selve den dyrebare frihed, som han omsider havde fået efter en barndom og ungdom i kommunismens vold.

Og han havde ret. Friheden er en skrøbelig størrelse.