Jeg er ingen maskinstormer. Men jeg er samtidig lystfisker, nutid og urtid i forening.

Jeg beskytter min mobil med mit liv, ser mere på Apple-TV end dansk TV, og jeg bombarderes med nyheder og informationer på de sociale medier.

Jeg er kort sagt som de fleste andre danskere: Online døgnet rundt.

Før talte vi om nettet som den ”virtuelle virkelighed”. Nu er det virtuelle mere virkeligt end verden uden for vores vinduer, og vores digitale og analoge oplevelser flyder sammen. Vi kobler os ikke længere på den ”kunstige” virkelighed, for vi er der allerede.

Hjerneforsker Albert Gjedde advarede forleden om, at det kan få alvorlige følger for vores liv, at vi hele tiden er ”på”, fordi det ikke længere levner os plads til at dagdrømme: Vores liv vil blive styret af impulsive handlinger, alting opfattet som en konstant krise, fordi vi ikke længere planlægger de næste skridt i fremtiden.

Jeg har nu ikke tænkt mig at hoppe af den vidunderlige, bimlende nærhed til resten af verden, som mobilen konstant minder mig om. Men jeg forstår godt, hvad Gjedde mener. Jeg kan mærke det på mig selv: Jo mere, jeg er på, desto mere behov får jeg også for at koble af – bare en gang imellem.

Som dreng tømte jeg søen for fisk, som voksen nåede jeg kun en enkelt fisketur om året. Men i de seneste 10 år er jeg begyndt at koble ”af” ved at fiske mere i takt med, at jeg kommer mere ”på”.

Folk med tendens til stress eller med livet lidt i fisk skulle tvinges til at glo ud over en sø, en å eller et hav med en fiskestang. Dén må du aldrig glemme. Stod jeg uden min fiskestang og skuede ud over havet i timevis, ville nogen alarmere 112 om en selvmordstruet mand. Med en stang kan man stå, indtil man bliver sulten – eller en stenstøtte - uden at blive indlagt først.

Forleden ringede jeg til min mor i Nordjylland og indledte som altid med ordene: ”Det er din håbefulde søn.”

”Nå, er det det,” har hun svaret gennem 40 år.

Nede for enden af hendes bolig løber den lokale å. Ladet med havørreder. I Sæby er de lokale fiskere ikke som andre: De elsker at falde i snak og har ikke det fjerneste imod at fortælle, hvor fiskene står. De er generøse som få.

Sidst jeg var der, mødte jeg en af fiskeheltene ved brinken, Heine. Da han så min spinner, udbrød han: ”Du skal skifte til orm, og så skal du kaste over til røret derovre ved den modsatte bred.” Efter få kast landede jeg en havørred på 54 cm.

Jeg mødte igen Heine forleden aften og takkede for rådet: ”Jeg har hadet dig lige siden,” drævede han med sin nordjyske humor.

Jeg gik langs bredden fra 03:30 til 07:30 uden at fange en reje. Men jeg oplevede roen, nattens lyde, solopgangen, fiskehejren, tre blanke ørreder i plaskende spring og den rå koncentration om at følge snøren gennem vandet, alt imens jeg lod tankerne flyde med.

På nettet er det også en form for bevidsthedsstrøm at scrolle gennem posteringerne, men man skal også konstant forholde sig. Tjekke og reagere. Fiskeri kræver ikke stillingtagen til omverdenen.

Efter nogle timers søvn gik jeg igen ned til åen om aftenen og fiskede nogle timer, da en mand med fluestang gerne ville forsøge sig. Vi så begge en ørred, der ringede midt i åen, og efter få kast fik han bid. Jeg nettede fisken for ham – en havørred på 77 cm og 6,2 kilo. En stor fangst og en stor oplevelse.

Fiskeriet gør noget ved mig. Jeg bliver ramt af selvtilstrækkelighed og selvforglemmelse på samme tid. Har ingen behov og krav. Alt handler om det monster, som venter på at blive fanget.

Gitte Hænning havde allerede i 1962 ret, da hun sang: Træk din gamle sweater på og lad bare skægget stå, sæt madding på krogen og tag med ud at fiske.

For så får du hjernen tilbage. Ikke mindst i 2017.

Andre læser også