Indbrud er utålelige. Endnu værre er følelsen af, at politiet står magtesløst. At du må forskanse dig, klare dig selv og håbe på det bedste.

For nylig sad min hustru og jeg en rolig aftenstund og så fjernsyn, da jeg sløvt tjekkede Facebook på vores villavej. Med ét blev jeg spilvågen: To husnumre fra os advarede vores naboer om, at de netop havde været udsat for indbrudsforsøg. Kvinden var alene hjemme og hørte puslen ved vinduet. Da hun trak gardinet fra, stod hun ansigt til ansigt med tre hætteklædte mænd i færd med at bryde vinduet op. De opgav brat deres forehavende, men rystede kvinden, hvis familie nu for tredje gang på et år har haft ubudne gæster.

Jeg var også rystet, for jeg sad med frit udsyn til vejen blot 20 meter fra kvindens bolig. Jeg havde ikke set noget. Ingen mennesker, ingen bil. Intet. Jeg blev ramt af den mest ubehagelige fornemmelse af alle: At føle sig beluret fra mørket.

Jeg så heller intet, dengang min ene søn en aften kom ilende ud fra sit værelse og fortalte, at der stod en mand og kiggede ind gennem vinduet. Vi nåede at høre en bildør smække og en bil køre væk, før jeg nåede ud til vejen i løb.

Siden 2009 er der generelt blevet færre indbrud i private hjem. Men i Nordsjælland, hvor jeg bor, er det ifølge nye tal gået stik modsat med 20 pct. flere indbrud. Det mærker vi i vores villakvarter. De mange indbrud skyldes, at vi bor i et velhavende område af landet, og at tyvene er professionelle og organiserede. Hørsholm Kommune overvejer private vagtværn. Hvis jeg var politichef, ville jeg blive trist til mode, for hvor er tilliden til politiet henne i dag?

Det deprimerende faktum er, at uendeligt få indbrud bliver opklaret: Kun tre pct. fører til en dom, fortæller Berlingske. Så er du indbrudstyv, er det som regel gratis for dig at bryde ind i mit og andres huse. Kun dine ofre må tåle konsekvenserne, når vi får krænket den private ejendomsret og rodet rundt i vores privatliv.

Indbrudstyvenes faste følgesvend er utryghed. Jeg har haft tre indbrud, så jeg ved, hvad jeg snakker om. Det første indbrud gik først op for mig, da politiet en dag ringede og fortalte, at de sad med en indbrudstyv (ham fangede de), der havde stjålet 400 kroner i vores køkkenskab, mens vi lå og sov, og i øvrigt roste vores kat for at være kælen. Det tilgav vi aldrig katten.

Anden gang kom min dengang 12-årige søn alene hjem fra skole og fandt døre og vinduer åbne. Tredje gang lempede tyvene glasset af hoveddøren og vadede ind. Vi har ikke noget, der er værd at stjæle, men det hjælper ligesom ikke at sætte et skilt på døren med dén besked. Siden har vi fået alarm og ekstra låse på alle vinduer og døre. Huset er blevet mere sikkert, men ikke mere trygt.

I vores villakvarter har vi også overvejet et privat vagtværn, men det ville næppe beskytte os. I stedet har vi oprettet et lukket netværk, hvor vi orienterer hinanden om tyvenes færden. Mange beboere har videoovervågning, som desværre ikke øger trygheden. For nu kan vi se, at tyvene typisk opererer to og to, er velbyggede og adrætte med let påklædning og løbesko – og fløjtende ligeglade med kameraer, fordi formentlig kun politiet et sted i Østeuropa ville kunne genkende dem.

Jeg har altid troet, at jeg selv kunne stoppe en indbrudstyv, men jeg er ikke så naiv at tro, at jeg kan stoppe to. Jeg glæder mig over et mere forenet Europa, men forbander den dag, da vi med EU også gav indbrudstyvene åbne grænser.

De organiserede tyve er en trussel ikke bare imod det enkelte hjem, men imod hele det europæiske projekt. Politiet ringer vi stadigvæk til, så vi kan få forsikringen til at erstatte det, som vi har mistet. Men tilliden kan ikke erstattes.

Vi tror ikke længere på, at politiet kan fange tyvene.

Andre læser også