Alt i mig siger instinktivt, at vi skal forbyde offentligt ansatte at gå med religiøs hovedbeklædning. Den er så larmende. Men så har vi jo netop tabt alt det, som vi er stolte af: Frisindet, retten til at være forskellige og friheden til at tro, hvad vi vil.
Karl Marx mente, at religion er opium til folket. At religion lindrer, sløver og dulmer konflikter.
Den gamle kommunist kendte ikke Islamisk Stat. Religion bruges i dag som undskyldning for at slå ihjel i Europas gader. Terrorister bruger deres tro, Islam, til at retfærdiggøre barbari.
Jo mere islamistisk terror truer vores livsstil, desto mere taknemmelig bliver jeg for kristendommen. Da jeg i 2001 så de to tårne i New York synke i grus efter et angreb med to fyldte passagerfly, troede jeg, at kristne over hele verden ville bruge den islamistiske terror som et spejl til at reflektere over egen kulturarv og religion: At kristendommen – og dens værdier - var en uundværlig del af dem selv.
Tog jeg fejl? I 2001 var 84,7 pct. af befolkningen medlemmer af Folkekirken. I dag er bare 75 pct. Nedgangen skyldes især, at de gamle, der dør, næsten alle var medlemmer af Folkekirken, mens kun 62 pct. af de nyfødte bliver døbt. Men mange melder sig også ud. I andet kvartal af 2016 meldte 10.300 danskere sig ud – det højeste antal, siden Danmarks Statistik begyndte at offentliggøre tallene.
Vi svigter tilsyneladende vores kristne arv med fødderne, mens vi ser flere kvinder med tørklæder i gadebilledet. Heldigvis fylder kristendommen mere og mere i den offentlige debat, så i den forstand taler vi mere om vores egen arv, selv om flere forlader den.
Muslimerne fylder mere i Danmark – også i den offentlige debat. DF ønsker et forbud mod religiøs hovedbeklædning for offentligt ansatte. 44 procent af danskerne er ifølge Gallup enige med DF, og et flertal mener, at religiøse tørklæder er kvindeundertrykkende.
Tørklædet er også en kraftig identitetsmarkør, og instinktivt føler jeg, at vi bør følge DF og forbyde offentligt ansatte religiøs hovedbeklædning. Den er mere larmende end kristendommen. Men instinkter må man godt tøjle. For med et forbud mister vi det, som vi er stolte af: Frisindet, friheden og retten til at være forskellige.
Jeg tror ligesom flertallet af danskerne, at tørklæderne kan være kvindeundertrykkende. Men jeg kender også stærke indvandrerkvinder, som bærer den religiøse hovedbeklædning af egen fri vilje.
Og fjerner det kvindeundertrykkelsen, at vi fjerner tørklædet? Nej, vi fjerner alene symbolet på undertrykkelsen. Det vil være udansk at forbyde nogen at gå i noget bestemt tøj. Kalot eller hijab.
Hovedbeklædningen er heller ikke langt fra dansk kultur. Se blot et 1800-tals maleri af Exner for at få øje på kvinder med hovedtørklæder. Det var praktisk, tradition og ikke en trussel imod nogen kultur, men et udtryk for vores egen dengang. Vi er nødt til besinde os på vores egen kultur, tradition og religion. Tørklædet er ikke nogen trussel. Ekstrem islam er en trussel, men den bekæmper vi ikke ved at trylle tørklæder væk.
Grundloven sikrer religionsfriheden, dog med tilføjelsen, at ”intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” Det er svært at påstå, at et tørklæde forbryder sig imod det. Og menneskerettighedskonventionen siger, at enhver har frihed til - offentligt eller privat - at udøve sin religion via gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og rituelle forskrifter.
Så tøjforbud er ikke vejen frem. Men uden krav flytter vi intet. Folk, der vil bo i Danmark, skal lære dansk, de skal arbejde og ikke leve et liv parallelt med vores. Deres børn skal være lige så gode til dansk som vores børn, kende den danske kultur lige så godt og knokle for et demokratisk fællesskab på samme måde.
Men de må sætte deres hat, som de vil.
