Det er forfærdeligt, at kvinder spærrer sig inde i en burka eller niqab.
Det er endnu mere forfærdeligt, at vi i et frit og demokratisk land vil lovgive om, hvordan borgerne må gå klædt ude i det fri. Endda med borgerlige stemmer bag et forbud. Der er bare intet borgerligt i at forbyde bestemte typer tøj i det offentlige rum.
I denne uge sagde et flertal i Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg nej til at få besøg af niqab-klædte modstandere af forbudet. I hvert fald hvis de ville bære niqab, fordi folketingsmedlemmerne gerne ville kunne se, hvem de talte med.
Det forstår jeg. For jeg vil forsvare din ret til at gå klædt, som du vil, så længe du ikke generer eller skader andre med din påklædning. Men jeg vil også forsvare andres ret til ikke at møde dig, fordi de ikke kan se, hvem du er.
Men et forbud imod en bestemt påklædning i det offentlige rum strider imod et liberalt frihedssyn. I et demokrati skaber vi et mindstemål af love og regler, der som sociale færdselsregler skal beskytte den enkelte imod overgreb fra andre i fællesskabet. Men et forbud rettet imod kvinders ret til at gå i bestemt tøj gavner ingen.
Argumenterne for et burkaforbud er mange og forskellige: Tøjet er kvindeundertrykkende, vi skal kunne se hinandens ansigter i det offentlige rum, det er en sikkerhedsrisiko, tøjet er uforeneligt med danske værdier.
Er en burka uforenelig med danske værdier? Nej. En dansk værdi er retten til at være forskellige, ikke at vi skal bære samme uniform. Vi skal kunne se hinandens ansigter i det offentlige rum? Så bør store, tonede solbriller og elefanthuer også forbydes. En sikkerhedsrisiko? Ja, måske, men så skal meget andet overtøj også forbydes, fordi man kan skjule morderiske våben under det.
Kvindeundertrykkende? Ja, det tror jeg, men så er undertrykkelsen skabt af manden og baggrunden. Danske politikere vil dermed straffe kvinden for at være undertrykt – vi forbyder dig at være undertrykt - ikke manden derhjemme, som er skyld i undertrykkelsen. Han kan derpå selv straffe kvinden ved at forbyde hende at gå uden for dør uden burka. Dermed skjuler et forbud blot en undertrykkelse for offentligheden – fjerner den ikke.
Og et forbud tager ikke højde for, hvis nogle af de muslimske kvinder af egen fri vilje går i niqab eller burka. Jeg fatter det ikke, for en burka må føles som et fængsel, men sådan kan det forholde sig.
Uden sammenligning i øvrigt har kvinder i Danmark lov til at sælge deres krop til mænd. Som frie kvinder. Men vi straffer mænd, alfonserne, der udnytter kvinden ved at tjene penge på hende. Her rammer forbudet og straffen den rigtige; bagmanden og ikke ofret for en undertrykkelse.
Der er ikke tale om, at det såkaldte maskeringsforbud vil være i strid med internationale konventioner, og Belgien har indført et tilsvarende forbud.
Men en kulturkamp skal altid føres med udgangspunkt i vores egne værdier. Der er al mulig grund til at kæmpe for at udrydde et middelalderligt syn på muslimske kvinder, men at forbyde kvinderne selv at gå i bestemt tøj er ikke en kamp for deres ret til et liv uden undertrykkelse i Danmark.
Og det er ikke en kamp for danske frihedsrettigheder. Det var befriende, da danske kvinder under kvindefrigørelsen i 1970 smed deres store BH’er i en sort affaldssæk som et oprør imod mænds undertrykkende syn på dem - som sexobjekter og husmødre ved kødgryderne.
Men det kom indefra, fra dem selv. Af egen fri vilje. Det var ikke staten, der tvang dem til det.
Så vi kan opfordre muslimske kvinder i Danmark til at gøre oprør ved at smide deres burka eller niqab, fordi den for os står som et symbol på et middelalderligt og undertrykkende kvindesyn. Men vi kan ikke tvinge dem.
For så fjerner vi blot symbolet. Ikke selve undertrykkelsen.
