I køen til kassen, ved morgenbordet, ved kaffemaskinen på arbejdet, til tennis og crossfit. Vi er alle dybt berørt af ubådsdramaet, hvor den svenske journalist Kim Wall i sidste uge døde, blev parteret og smidt i havet.

Kriminalsagen er også på alle måder gruopvækkende. Politiet sigter ubådsejer Peter Madsen for mord, mens Peter Madsen selv hævder, at Kim Wall var ude for en ulykke på ubåden, hvorpå han med egne ord ’begravede’ Kim Wall i havet.



Det er domstolenes opgave at afgøre, om det var mord eller en ulykke. Ikke vores. Imens florerer en presseetisk og en kønspolitisk debat. Først det presseetiske: På BT har vi siden den dag, da ubåden og Kim Wall blev meldt savnet, opereret med en klar rettesnor for vores journalistik:

- Alle artikler skal kunne holde til, at Kim Wall pludselig dukker op i live.
- Alle artikler skal kunne holde til, at en ukendt gerningsmand har myrdet Kim Wall.
- Alle artikler skal kunne holde til, at domstolene frikender Peter Madsen for mord.

I dag ved vi, at Kim Wall aldrig dukker op i live, og vi ved, at en ukendt gerningsmand ikke har været på spil. Kim Wall er død i Peter Madsens ubåd og derefter smidt i havet. Som følge af en ulykke eller et mord. Men alle artikler skal fortsat kunne holde til, at Peter Madsen i retten bliver frikendt for mord.



Den svære etiske balancegang blev nærmest komisk tydelig i en DR2-debat om netop etikken i pressens dækning: Her indledte den ene kvindelige forfatter og journalist med at sige, at vi ved, at »en kvinde er blevet myrdet«. Hvorefter den kvindelige del af værtsparret rejste spørgsmålet, »hvorfor bliver en mand morder?«

Stop, DR.

Vi ved ikke, at en kvinde er blevet myrdet, og vi ved ikke, at en mand er blevet morder. Men vi ved, at det i Danmark og andre dele af verden desværre for ofte sker, at en mand bliver morder, og en kvinde myrdet. Det er sjældent omvendt.

Tilføj så voldtægter og kvindevold. Det er et problem. Men det går alligevel galt, når fhv. næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, Ulla Tornemand, på Facebook har givet udtryk for, at Peter Madsens handlinger er udtryk for en »mandekultur«. Hun bebrejder ’mænd’.

For det første er det vigtigt at holde fast i princippet om, at Peter Madsen er uskyldig i mord, indtil en domstol måtte nå frem til det modsatte. For det andet er det himmelråbende at bebrejde ’mænd’, ligesom det er himmelråbende at dømme alle muslimer, når terrorister slår mennesker ihjel i Islams navn.



Vi må som samfund ikke ignorere, at voldelig, alvorlig kriminalitet i langt de fleste tilfælde begås af mænd – og skal bekæmpes med alle midler. Dét må både kvinder og mænd kunne sige højt uden at få et stempel som hardcore-feministiske-mandehadere banket ind i pandebrasken.

Men ikke kun kvinder - også langt de fleste mænd - gyser ved tanken om, hvad der kan være sket i Peter Madsens ubåd den skæbnesvangre nat, selv om vi endnu ikke ved det.

For det er ikke ’mænds’ natur at forgribe sig på kvinder, det er snarere – om noget - at beskytte kvinder. Vi mænd frygter som fædre i lige så høj grad som mødre, at vores hustru eller datter på vej hjem fra en fest løber ind i en af de mænd, der optræder som udyr i et ellers civiliseret samfund.

Vi frygter også, at vores sønner skal møde en brutal voldsmand – en mand – på vej hjem. Men normaliteten er ikke vold, og vold mod kvinder. Det er tværtimod unormalt og unatur. Selv i et fængsel med andre voldsmænd vil en mand, der har lemlæstet og myrdet en kvinde, leve livet farligt – være en udstødt.

Så selv hvis Peter Madsen i retten måtte ende med at blive dømt for mord, vil det ikke være en dom over halvdelen af menneskeheden – ’mænd’. Det vil i givet fald være en dom over en mand, der er blevet morder.

Og det er i sig selv uhyggeligt.

Andre læser også