Hele verden sitrer af stress. Jeg synes efterhånden, at jeg ser og hører ordet overalt.

Forleden skrev vi selv i en overskrift, at tre ud af fire har stress. Den var lige kæk nok, for det viste sig nede i teksten, at 74 pct. blandt offentligt ansatte inden for et halvt år har oplevet symptomer på stress. Det er unægteligt en anden sag, om end FOA’s forbundsformand Dennis Kristensen udtalte, at »det ligner Titanic på vej til isbjerget«.

Misforstå mig ikke. Jeg har selv oplevet stress i min familie og blandt medarbejdere. Stress skal ingen ønske sig, og sygdommen er et reelt problem i Danmark.

Men jeg orker ikke at høre det faktum som argument for, at vi alle skal løbe lidt langsommere, fordi verden er ved at hoppe af sine hængsler af travlhed. Ja, vi løber stærkt, jeg løber stærkt og har gjort det i mange år, men jeg har ikke stress. Arbejdsløse kan i øvrigt også få stress.

Jeg blev som dreng opdraget til, at man skal knokle og ikke må lyve. Mit motto for et sundt arbejdsliv er, at jeg kun bliver stresset af det, jeg ikke når. Så det gælder om at være effektiv. Få arbejdet gjort. Selvfølgelig rammes vi alle af kortvarige symptomer på stress i vores arbejdsliv. Det skal vi ikke jamre over. Vi skal da som mennesker med en begrænset tid her på jorden presse os selv, så vores bedste hele tiden bliver bedre –  så vi kan overdrage vores børn en bedre verden end den, vi selv voksede op i.

Derimod er den langvarige, negative stress farlig. Et hårdt pres på jobbet kan naturligvis være giftigt. Men jeg har egentlig ikke oplevet så mange tilfælde, hvor folk er blevet stresset alene på grund af deres arbejde. Ofte sker der samtidig en stor omvæltning i deres privatliv, som får læsset til at vælte.

Søvn er ikke alene sundt, men livsnødvendig – også for at undgå stress. Jeg sørger altid selv for at få syv timers søvn. En ven er søvnforsker og minder mig om, at søvn heler. Selvfølgelig kan jeg i perioder bokse med udfordringer på job eller i privatliv, som gør det svært at sove, fordi hjernen kværner videre for at finde løsninger.

Så bruger jeg det trick at genkalde mig nogle af de største succes-oplevelser fra dengang, da jeg spillede håndbold. En særligt vellykket Radjenovic-finte, en aflevering bag om ryggen til stregen eller en venstrehånds-scoring på landsholdsmålmanden i en pokalkamp. Genkalder mig stemningen og følelsen - for at jage søvnløsheden på flugt. Det virker.

I 1994 fik jeg konstateret tinnitus, efter at jeg havde spillet i rockbands siden min barndom. Dengang var tinnitus en fjern planet. Da jeg fik diagnosen, var den evindelige hyletone stressende. Indtil jeg lærte at genkalde mig de nætter, hvor jeg havde lagt mit syngende kranium – fyldt med samme hyletone – på hovedpuden efter en fed musikaften. Derefter blev hyletonen et godt minde frem for en farlig undertone.

Vi får stress, når vi føler, at vi ikke mestrer vores liv. At mestre vores liv på er også at forsøge at se lyspunkterne; mulighederne i bestemte situationer, som vi måske ikke selv har sat rammerne for.

Vi får flere og flere ganske unge med symptomer på stress i Danmark. De stresses især af deres egne tårnhøje forventninger, efter at de siden teenagealderen er blevet bedt om at lægge karriereplaner. De har lært at være en succes. De har bare ikke lært at være robuste. At alle ikke er stjerner fra dag ét. At succes kræver tid og flid. At man - også - vokser af modgang. Med andre ord: At arbejde er hårdt arbejde. Men også noget af det sjoveste - man husker at nyde det i al travlheden. Når folk siger til mig, at jeg har alt for travlt, svarer jeg: Der er kun én ting, der er værre end hårdt arbejde:

Ikke at have et arbejde.

Andre læser også