Det er længe siden, vi spiste for at leve. Nu lever vi for at spise

Den anden dag kom jeg til at forvilde mig op på vores badevægt. Den kunne ikke huske mig. I hvert fald spyttede den et helt andet tal ud, end jeg havde forventet. 95 kilo er et dejligt rundt tal, men uklædeligt, hvis man måler 183 cm i højden. Her gik jeg let om hjertet og troede, at min vægt lå og dansede på 89 kilo, og så smed vægten lige seks kilo ovenpå. Det gør ikke livet lettere, om jeg så må sige.

Jeg havde da godt set, at spejlet bulede lidt ud på midten, men det er også et gammelt spejl. Men det gode ved en mave er, at den kan trækkes ind. Ikke i al evighed, naturligvis, men når en kvinde spadserer forbi. I min alder er det kun min hustru, der kommer forbi, og hun siger altid, at jeg godt må puste ud.

Jeg går ellers til crossfit tre gange om ugen og har gjort det i to år. Da jeg begyndte, vejede jeg 89 kilo, året efter vejede jeg 92 – nu troede jeg, at jeg havde tabt de overflødige kilo – men i dag viser vægten så næsten 95 kilo.

Rygklapperne (dem er der ikke mange af) siger, at det er muskler, mens andre griner. Jeg siger, at det må være proteiner. For jeg skal da love for, at jeg pumper protein. Min yngste søn på 20 år og jeg køber et par gange om året protein over nettet, og så mikser vi ellers en proteinblanding med minimælk, som selv kemikeren Walter White i serien ’Breaking Bad’ ville misunde os. Den drikker vi efter hver crossfit-træning, så vi kan blive lutter muskler. Nu har vi lige købt friske forsyninger for 1.500 kr. Vi har faktisk så mange proteinsække, at huset kan modstå et digebrud. Om proteinbomben virker? Næh, intet tyder på det. Men jeg har det som ateisten, der hænger et Jesus-kors op på væggen: Man må hellere gøre det for en sikkerheds skyld.

Bliver man fed af proteiner? Det skrev protein-pusheren ikke noget om. Måske er det også mere det, som jeg putter i munden imellem protein-festerne. Man er, hvad man spiser, hvilket er virkeligt dårligt nyt. For jeg elsker mad. Især store portioner smager godt.

Og kalorier smager bare så meget bedre end vitaminer. Vorherre har desværre skabt en bygningsfejl: Hjernen ved godt, at vi skal æde vitaminer, men kroppen kalder på kalorier. I denne uge var familien og jeg på ferie i Budapest, og selvfølgelig skulle vi se de historiske bygninger i den smukke by. Men for mig handlede det mere om at finde det næste sted at spise. Desværre nåede jeg aldrig rigtigt at blive sulten, for hver gang åd jeg, som om det var en dødsdømts sidste måltid. Selvfølgelig nationalretten gullasch, men de vælter sig også i ænder i Ungarn, så jeg fik en lækker andeburger, og en noget speciel forret; andelever-kage med røget ål. Jeg fik også en noget særpræget isdessert: Frisklavet foie gras-is med løg-chutney i kageburger. Selvfølgelig spiste jeg rub og stub, selv om det var mere specielt end lækkert.

Jeg har altid lært, at man skal smage. Men hvorfor lade det blive ved det, når man kan spise det hele? Jeg vil godt undvære, men jeg vil ikke nøjes. Sådan er det med så meget her i livet. Det er længe siden, at vi spiste for at leve. Nu lever vi på vores breddegrader i høj grad for at spise. Og vi gør det i så rigelige mængder, at jeg ville blive umanerligt fed, hvis ikke jeg tre gange om ugen trillede op til crossfit. For at få lettet min samvittighed som i en skriftestol, for at få endorfiner skudt rundt i kroppen. Og for at få plads til en halv liter fadøl og et par stadionpølser til aftenens kamp mellem FCN og Lyngby.

Andre læser også