Kære folkevalgte

Tillykke med valget til byrådet eller regionsrådet. Vi har set dig i lygtepælene, og når du stod med din reklametryksag ved S-toget og forsøgte at dele den ud for at fortælle om din politik, mens vi skuttede os i kulden og ilede videre uden at tage din hånd. Som om vi havde noget vigtigere at tage os til end at lytte til demokratiets stemme.

Men du, demokratiet og friheden er ingen selvfølge. Se på Østeuropa under kommunismens åg, se på Spaniens diktatur frem til 1975 - hvortil vi i dag valfarter på ubekymrede solferier uden tanke på landets dystre fortid.

Derfor skal du have tak for, at du stillede op. Og vandt tilstrækkeligt med borgeres tillid til, at du nu er folkevalgt. Folkevalgt er det fineste, man kan blive, selv om hverken honorarer eller andre former for påskønnelse afspejler det. Du gør nu det, som andre ikke gør: Bruger din fritid på at gøre livet bedre for os andre.

For det er formålet med at sidde på magten i Danmark: At bruge dine ideer til at udvikle, forandre og forbedre. Det er smukt, og det er smukt, at vi i går stemte i Danmark. Men demokratiet er også besværligt, vil du hurtigt erfare. For magten er aldrig ultimativ, hvilket også er det gode ved den. Altid kun til låns. Din magt bygger på kompromisser, aftaler på kryds og tværs. På flertal. Demokratiet kan også være grimt - især under de lange knives nat. Det formildende er, at slagsmålet om magten er en kamp om at få magt til at gøre det, som gør kommunen eller regionen bedre. Det er ikke altid kønt at se på, men demokratiet er det bedste, vi har.

Vær sikker på, at dine ideer ikke vil stå uantastede, og du vil opleve at stå ramponeret efter politiske slagsmål - endda være upopulær og brutal i vælgernes øjne, fordi du er med til at træffe nødvendige beslutninger. Tak for, at du har det mod. Tak for, at du vil gøre en forskel.

grund

Andre læser også