Trine Bramsen er retsordfører for Socialdemokratiet, som drømmer om en ny tid i regering.

Hvis det mareridt engang bliver virkelighed, kan man kun gyse ved udsigten til, at statsministeren skulle formaste sig til at udnævne Trine Bramsen til justitsminister.

Trine Bramsen gik nemlig i en DR-udsendelse til angreb på forsvarsadvokat Mette Grith Stage og kaldte det en selvfølge, at Mette Grith Stage er modstander af et nyt forslag om at gøre det lovligt for vidner i bandesager at vidne anonymt.

»Det er et udsagn, der kommer fra den forsvarsadvokat, der beskytter bandemedlemmerne, og som tjener styrtende med penge på at beskytte bandemedlemmer,« sagde Trine Bramsen i udsendelsen.

Det hviner i ørene som et jagerfly på afveje. Trine Bramsen beskylder for det første en forsvarer for at ”beskytte” bandemedlemmer. Retsordføreren har åbenbart glemt, at Danmark er et retssamfund, hvor alle har ret til et forsvar – uanset hvad vi måtte mene om dem og deres ugerninger. Når hun angriber en forsvarer for at »beskytte« sine klienter ved at passe sit arbejde, angriber retsordføreren i virkeligheden en af grundpillerne i vores retssamfund.

Trine Bramsen beskylder for det andet Mette Grith Stage for at tjene ”styrtende” på at beskytte bandemedlemmer. Gad vide, om Trine Bramsen ved, at en varetægtsfængslet får tildelt en advokat i grundlovsforhøret, men altid kan skifte til en anden. Og alle forsvarsadvokater arbejder ud fra faste takster, som fastsættes af retterne. Medmindre Trine Bramsen synes, at forsvarere skal arbejde gratis, kan hun dårligt bebrejde en forsvarer at have ry for at være dygtig og derfor eftertragtet.

Der er gode argumenter for at tillade borgere at vidne anonymt for at øge beskyttelsen af vidner i bandesager. Men det er vanvittigt at undergrave tilliden til grundlæggende retsprincipper for at nå sit mål.

Det burde en retsordfører om nogen vide.

Grund

Andre læser også