Er der en voksen til stede i Det Hvide Hus?

En, der kan konfiskere mobilen fra klodens mægtigste præsident, lige før han igen får sendt et uhyrligt tweet til klodens undrende offentlighed.

Senest besluttede Donald Trump sig for at slå den ubestridte mester i vanvidstale, Nordkoreas dikator Kim Jong-un. Diktatoren sagde i sin nytårstale: »Atomknappen er altid på mit skrivebord. Det er ikke afpresning, men sådan er virkeligheden.«

Men ét er, hvad en uforudsigelig nordkoreansk dikator kan finde på at sige til sit undertrykte folk og resten af verden. Noget andet er, hvad en forstandig leder af et oplyst, vestligt demokrati kan finde på at svare.

Desværre lød Donald Trump snarere som et ekko fra Helvede snarere end fornuftens stemme. Han kunne med fordel have lyttet til Michelle Obamas vise ord: »When they go low, we go high«. Men i stedet for at »go high« valgte Trump at kaste sig ud i en barnlig potens-måling - her om størrelsen på atomknapper.

»Vil nogen fra hans udtømte og udsultede regime venligst informere ham om, at jeg også har en atomknap, men den er meget større og mere kraftfuld end hans, og min virker,« sagde Donald Trump.

Guderne skal vide, at der er behov for en stålsat vilje i forhold til Nordkorea, der har tilsidesat alle spilleregler for at blive en atommagt. Men Twitter er hverken tiden eller stedet at udfolde sin beslutsomhed for en amerikansk præsident. Det eneste, Donald Trump opnår ved at prale med størrelsen på sin atomknap, er at miste respekt. Ikke at få den. Og han mister tillid i lande som Danmark, der ser USA som den førende forkæmper for udbredelsen af frihed og fornuft i verden - ikke af en frihed fra fornuft.

Med en retorik, der i dette tilfælde ikke adskiller sig væsentligt fra en af de despoter, som USA og Vesten vender sig imod, gør Donald Trump det derfor svært for sig selv - og for sit land.

Som tæt allieret har vi brug for en leder, der holder op med at opføre sig barnligt og i stedet viser sig voksen og værdig til embedet som verdens mægtigste mand.

Grund

Andre læser også