Du står der alene med det talent, du troede, du havde. Fuldstændigt blottet foran en flok ubarmhjertige gribbe. Du kan ikke gemme dig i din scenografi, eller vende dig om og få opbakning fra en medspiller, for der er ingenting, ikke engang en korsanger.

Der er kun dig og den joke, du synes, var så sjov, men som nu ligger udtrådt på gulvet, efter at publikum har ladet den falde fladt til jorden.

Tavshed er guld, men ikke i comedy. Der er den en pinsel.

Showbiz er tuff shit, og intet sted er det tuffere end i comedy.

Så hvorfor gør de det, hvorfor piner de sig selv ?

Måske kan comedy virke som et quickfix til berømmelse for den, der søger det. En kort rute for en, der kan cracke en joke og få et publikum til at grine. Kan du det, så kan du få meget igen. Penge, opmærksomhed og sex.

Men jeg tænker, at det må være som at pisse i bukserne på en vinterdag. Det føles så godt, men når lyset brænder ud og alt blir stille, så er du ene. 

Berømmelse er ligesom hvidvin, cigaretter og utroskaber. Man ved godt  at det er noget lort, men det ene kick fører til det andet.

Indtil lige pludselig en dag, hvor man ser sig tilbage og opdager, at hele ens familie har vendt en ryggen, og at man har fornærmet samtlige mennesker i lokalet og i øvrigt har været ugens brandert fire uger i streg.

Når du ser Anders Matthesen fylde en hel arena, så tænker du måske, at pinslerne må være det hele værd. Masser af succes og det, der hører med. Men hvis du har set Pernille Rose Grønkjærs film om ham, så ved du, at ikke engang Anden er glad.

Illusionen om den glade komiker virker til at være omtrent lige så usand som myten om den lykkelige luder.

Lykkelig er den enfoldige, men en enfoldig komiker dur ikke. At være rigtig sjov kræver høj intelligens og stærke analytiske evner.

Komiker Jonatan Spang kigger sit materiale igennem inden sit show.
Komiker Jonatan Spang kigger sit materiale igennem inden sit show. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Du skal kunne se igennem det umiddelbare og overfladiske, ind til dér, hvor den ufine sandhed om os mennesker findes, og det er ikke et kønt syn. Det gør ondt at kunne se livet i al sin afklædte sandhed.

Peter Ustinov har sagt: 'at være sjov er bare en sjov måde at være alvorlig på'. Men man kunne også have sagt: 'at være sjov er en alvorlig måde at være sårbar på'.

Under nogle tv-optagelser endte jeg for en del år siden i et lille omklædningsrum på Bakkens Hvile. Rummet var lille, slidt og fugtigt. På en hylde stod et gennemsigtigt pilleglas – valium stod der uden på det og indeni lå en lille klovnenæse.

Det er et billede, jeg har båret på længe. Nu kan du måske tage det med dig, når du i denne Comedy Festival-uge går ind og ser show.

Casper Christensen alene i omklædningsrummet, før han går på scenen
Casper Christensen alene i omklædningsrummet, før han går på scenen Foto: Andreas Beck
Vis mere

Vær barmhjertig – find grinet frem og lad det lyde højt i salen. Lad det smitte og nå helt op til ham på scenen, så han kan samle sin joke op fra gulvet og komme videre.

Som du måske har spottet, refererer jeg flere gange til Gasolin-sangen 'Masser af succes'. Hvis du har tid, så se videoen, der er tilføjet i artiklen, hvor den sjove, men også sårbare Rasmus Bjerg optræder som cirkusdirektør med en smuk version af nummeret.

I aften skydes Comedy Festivalen igang med Zulus Comedy Galla i Operaen, og frem til den 8. september vil du kunne se masser af show i både Århus og København.

B.T. vil i perioden bringe en række anmeldelser, interview og artikler og videoer fra comedyens verden.