De fire testdeltagere tager motocrossbanen på tid, og her venter første store overraskelse. Tiderne varierer fra 2,33 min til 3,27, men det bliver tæt i toppen.

Det grønne startflag er strøget og bilerne holder klar på startlinjen. Første bil i ilden er Land Roveren. Det er bilen der sætter standarden off-road, og den de andre skal slå, hvis de vil vinde dysten. 4X4-systemet indstilles på sne og bilen hæves helt op på tæerne. Det er imponerende som den bare blæser af sted. Den gnaver sig uproblematisk op ad bakkerne og triller roligt og elektronisk kontrolleret ned ad helvedes nedkørslen. Eneste irritationsmoment er det højteknologiske 4X4 system der hele tiden justerer på kraftoverførslen og bremsekræften til de fire hjul. Fremragende når man kravler af sted, men obstruerende når det skal gå hurtigt.

Næste bil er Mercedesen. Ganske som ventet får den sin sag for. Muskler mangler den ikke og automatgearkassen klarer gearvalget intelligent, så den aldrig mangler punch op af de mange små stigninger. Men frihøjden er akilleshælen, og da vi gerne vil have bundkaret med hjem til Danmark igen, dribles den lidt mere forsigtigt gennem banen end Land Roveren, og det koster dyrebare sekunder.

Suzuki Vitara får som tredje startende lov at vise hvad en potent benzinmotor kan præsterer overfor de sejtrækkende dieseler. Firehjulstrækket sættes i 4L til lyden af et højt klonk. Befriende at høre mekanikken arbejde. Automatgearkassen sættes i low og bilen flyver fra startlinjen. På de stejle stigninger, på første del af banen, føles den marginalt langsommere end den store Land Rover, men sidste del handler mere om agilitet i de snæver svingkombinationer, og her er den lavere og lettere Suzuki i sit es. Mister dyrbar tid da jeg skrider ud i fjerde sidste sving. Hurtigt i bakgear og så af sted igen. Passerer det ternede flag fuld af næsegrus beundring over den hidsige japaner.

Sidste bil er dark-horse på off-road banen. Lexus RX450h har masser af kræfter. Men med en afslappet amerikansk inspireret automatgearkasse og en ikke imponerende frihøjde, er det med spænding den springer fra stregen. Allerede på første stejle stigning melder problemerne sig. Den kommer akkurat op, men kraftleveringen er mildest talt elastikagtig og ikke egnet til sejtræk. På udsatte steder skal bilen ydermere nørkles over frosthårde knolde, og det koster. Tiden siger 3,27 min., og Lexus starter med en sidsteplads.

Resultatet af første udfordring – Motocrossbanen.

1.: Suzuki Vitara – tid: 2,33 min.

2.: Land Rover discovery 4 – tid: 2,35 min.

3.: Mercedes GLK – tid: 2,57 min.

4.: Lexus RX450h – tid: 3,27 min.

Suzuki Vitara snupper en imponerende første sejr – hævet hjem på godt gammeldags mekanisk firehjulstræk og masser af benzinmuskler. Land Roveren vil givetvis tæve Vitara på fremkomelighed i virkeligt udfordrende terræn med flere 4X4 facetter at spille på og en højere frihøjde. Men på den vanvittige motocrossbane er Suzukien champ.