Forester diesel er en overset perle i SUV klassen, hvor kombinationen motor, gearkasse og køreegenskaber leverer køreglæde i et omfang der rimer dårligt på diesel og SUV.

Subaru Forester diesel er en overset men fremragende SUV i klassen lige under prestige-SUV’erne som X3 og Freelander. Den leverer køreglæde som prestigebilerne, men til en lavere pris. Udstyret er i orden, og plastkvaliteten til at leve med, og så er der bilens absolutte stjerne: Subarus hjemmedyrkede og fremragende dieselboxermaskine.

Subarus boxerdiesel er en af de mest suveræne dieselmotorer på markedet. Det revolutionerende ved motoren er, at det er den første boxermotor der drikker dieselolie. Subaru kombinerer altså dieselmotorens gode bundtræk, med boxermotorens lave tyngdepunkt. Med 147 hestekræfter, et moment på massive 350 Nm og en brændstoføkonomi på 15.9 km/l ved blandet kørsel, er den en perle i Forester. Faktisk har den klassens laveste brændstofforbrug og CO2 udledning.

Især det lave tyngdepunkt er en styrke i en bil som Forester, der fra naturens side har et højt tyngdepunkt qua sine 4X4 gener og frihøjde. Man skal kort sagt lede længe efter en dieselfirehjulstrækker med Foresters køreegenskaber. Egenskaber der er blevet endnu sikrere med den nye Forester, da ESP nu er standard på alle versioner.

Subaru Forester er også første Subaru med en seks-trins gearkasse, og selvom dieselboxeren ikke skriger på et ekstra gear at arbejde med, så gør sjettegearet motorvejssejlads til en afslappende affære.

Kombinationen motor, gearkasse og køreegenskaber er kort sagt ikke set bedre i klassen.

Kedelige streger
Designet stilrent men ærligt talt også lidt kedeligt. Jo længere man betragter, den jo mere vellykket bliver den. Men tro ikke den bliver hverken køn og charmerende, for så længe gider ingen stå og glo på en japansk SUV. Formerne er bløde, og især forfra fremstår Forester med den blide overgang fra kølergitter til forlygter, som en mindre aggressiv og mere følsom SUV end forgængeren. Bagfra er der dog stadigvæk dømt brede skuldre og urbrøl med et udstødningsrør i hver side og en hærdebred kofanger.

Udstyrsmæssigt er Forester med på noderne. I basisudgaven får du el-ruder hele vejen rundt, ratbetjent cruisecontrol, klimaanlæg, sædevarme, el-justerbare og opvarmede sidespejle - plus alle almindelighederne som fjernbetjent centrallås, cd-radio multijusterbart rat og forsæder.

Pris der basker konkurrenterne
Det der virkeligt slår Subaru Forester fast som en vellykket pakke firehjulstrukken auto-mobil, er helhedsindtrykket den efterlader. Design og indretning går op i en højere enhed med motor, gearkasse og økonomi.

Siden introduktionen sidste år er priserne desværre steget lidt på grund af valutakursændringer mellem Euro og japanske Yen. Så fra en introduktionspris på 389.000 kroner koster en dieselforester nu fra 432.000 kroner. Smid 90.000 ekstra og du er oppe i testbilen med læderkabine, GPS og nøglekort.