Lyt til artiklen

Sprinterfænomenet Usain Bolt vandt igen over sin store rival Justin Gatlin, da han i årets bedste tid vandt guld på 200-meter ved VM i atletik. Men det var ikke guldmedaljen, der efterfølgende er løbet med opmærksomheden. Det er i stedet en løbsk kinesisk kameramand, der i den grad klumrede i det. 

Usain Bolt vandt i tiden 19,55 sekunder, som samtidigt er den hurtigste tid, nogen har løbet på distancen i hele 2015. Men pragtpræstationen spillede altså ikke en hovedrolle særlig længe.

Kort tid efter Bolt havde krydset målstregen kom en kameramand lidt for tæt på. Den uheldige kineser forsøgte at få et godt nærbillede af hurtigløberen, men han kom lidt for tæt på banden og mistede balancen på sin segway.

Den uhedige kameramand havde travlt med at undskylde over for Usain Bolt.
Den uhedige kameramand havde travlt med at undskylde over for Usain Bolt. Foto: ROLEX DELA PENA
Vis mere

Det medførte, at han kørte Usain Bolt ned bagfra, alt imens kameraet væltede over skulderen på kineseren.

Se den uheldige episode herunder

Trods uheldet kan Usain Bolt glæde sig over, at torsdagens sejr er den fjerde VM-guldmedalje i træk på 200 meter - og siden 2007, hvor han fik sølv, har ingen kunnet trumfe Bolt på distancen ved et VM.

I finalen måtte amerikanske Justin Gatlin igen se sig slået, da hans tid på 19,74 sekunder kun rakte til en andenplads.

Med førstepladsen kan Usain Bolt glæde sig over at have fået sin 10. VM-guldmedalje. De øvrige er hentet på 100 meter (3) og 4x100 meter (3).

Derudover har han seks OL-guldmedaljer samt flere andre titler.