Halvvejs igennem NFL-sæsonen er der ingen tvivl om, at Philadelphia Eagles er ligaens bedste hold. Foto: AFP
Halvvejs igennem NFL-sæsonen er der ingen tvivl om, at Philadelphia Eagles er ligaens bedste hold. Foto: AFP

Så har alle spillet otte kampe, og det er tid til at tage pulsen på de 32 hold ved halvvejsmærket. Det tog lidt længere tid med Cleveland Browns og San Francisco 49ers end de andre hold, for man kan jo godt komme helt i tvivl, om der overhovedet er en puls hos de to hold, der endnu ikke har vundet en kamp i sæsonen.

Det har været en mærkværdig sæson, hvor spillet på banen er blevet overskygget af en række begivenheder uden for kridtstregerne.

Den største historie har uden tvivl været spillernes protester under nationalmelodien, der er en gordisk knude for ligaen og ejerne. Protesterne har vist, at spillerne måske har mere magt, end de selv har været klar over, men ikke magt nok til at gennemtvinge de forandringer, som de protesterer for. Lige nu er det svært at gennemskue, om protesterne fører noget som helst med sig, eller om det hele bare fiser ud.

En anden gennemgående historie i den første halvdel af sæsonen har været sagaen om Ezekiel Elliotts karantæne på seks spilledages. Bedst som man troede, at den - omsider - var definitivt slut, fik han lov til at spille videre alligevel. Og nu kan han meget vel være ude igen - eller få lov til at spille hele sæsonen. Nobody knows. Det er en uskøn affære, og det paradoksale er, at Elliotts appel slet ikke går på, hvorvidt han er uskyldig - og man skal huske, at han slet ikke er blevet sigtet i sagen - i anklagerne om at have begået vold imod sin ekskæreste, men hvorvidt han har fået en fair chance for at forsvare sig i høringsprocessen.

FBL-EUR-C1-PSG-ANDERLECHT

Uskønt er det tredje tema, der har præget sæsonen, også. For det har gjort ondt at bevidne de superstjerner, der er blevet ramt af alvorlige skader. Aaron Rodgers, J.J. Watt og Odell Beckham Jr. er de største profiler, hvis sæson blev alt for kort, og torsdag var det så rookie-sensationen Deshaun Watson fra Houston Texans, der blev så alvorligt skadet, at han ikke kommer i aktion mere i år.

Der har dog også været opløftende momenter. Igen i år har flere førsteårsspillere strålet - med Kareem Hunt, Deshaun Watson og T.J. Watt som nogle af dem, der har skilt sig mest ud.

Og så er bredden enorm. Midtvejs i sæsonen er der ikke noget hold, der skiller sig klart ud som ‘the team to beat’. Det skaber spænding, men giver dog også følelsen af, at kvaliteten i NFL ikke er, hvad den har været. Middelmådigheden regerer. Til gengæld har top 10 mere eller mindre sat sig.

Hver uge vil bt.dk gøre status over den forgangne runde med en power ranking, der rangerer NFL-holdene ud fra deres øjeblikkelige styrke, hvis de skulle møde alle de andre hold lige nu på neutral grund. I denne uge giver jeg listen lidt ekstra krydderi i form af diverse ‘kåringer’ rundtomkring som markering af, at vi nu har rundet halvvejsmærket, og så har jeg opdateret mine bud på, hvem der går i slutspillet, og hvem der vinder Super Bowl. Og der er sket ting og sager, kan jeg godt afsløre. Om det så er et vidnesbyrd om sæsonens uforudsigelighed eller om mine ringe evner som spåmand, skal jeg lade være usagt. I er meget velkomne til at give jeres besyv med.

Kommentarer modtages - som altid - på Twitter:

@jeppedong

Her er BTs power ranking efter niende spilleuge (i parentes står holdenes sejrsstatistik - sejre, nederlag, uafgjorte - og bevægelse på listen i forhold til sidste uge):

De foregående power rankings kan ses her: Før sæsonen | 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8

1. Philadelphia Eagles (8-1 - ingen bevægelse)

Flere iagttagere nævner Eagles-quarterback Carson Wentz som en mulig vinder af prisen som ligaens mest værdifulde spiller (MVP). Jeg er ikke iblandt dem, men jeg medgiver, at Wentz er exceptionelt god. Søndag blev det til fire touchdowns, så han nu er oppe på 23 i alt, flest af alle i ligaen. Det er imponerende for en andetårsspiller, og det samme er hans atletiske evner og hans evne til at læse et forsvar. Min påstand er bare, at Carson Wentz lever højt på den enorme mængde af kvalitet, han har omkring sig. Den offensive linje er blandt de bedste i ligaen. Med tilgangen af Jay Ajayi til at komplementere LeGarrette Blount og Corey Clement, der scorede tre touchdowns i 51-23-sejren over Denver Broncos, har Eagles et skræmmende løbeangreb. Og så har han altså et hav af gode wide receivers og tight end Zack Ertz at kaste til. Læg dertil et opportunistisk forsvar, og jeg mener, der er andre spillere, der har større værdi for deres hold end Wentz. Men det skal Eagles da kun være glad for. Det betyder nemlig, at det er holdet, som helhed, der gør Eagles til det - med afstand - bedste hold i NFL ved halvvejsmærket, ikke individuelle spillere. Er det så nok til at gøre Eagles til Super Bowl-favorit? Ikke i min bog, for én ting er at præstere i grundspillet. Noget andet er at gøre det i januar, hvor erfaring med at stå i tilspidsede situationer er så vigtig, og Eagles har altså ikke stået i slutspillet de seneste fire sæsoner.

2. New England Patriots (6-2 - ingen bevægelse)

Der er ikke samme aura af uovervindelighed over Patriots længere. Det har nogle iagttagere tolket som et tegn på, at de forsvarende mestre er på retur. Det er de også, men man må ikke glemme, at de mest dominerende Patriots-hold i Bill Belichick-æraen er endt med at kollapse til sidst. I denne sæson har man ikke set Patriots fuldstændig smadre en modstander. Men det er blevet til seks sejre og kun to nederlag, og det er så rigeligt til at være et tophold. Og så har Patriots efter min mening den foreløbige MVP i skikkelse af Tom Brady. Quarterback-legenden har kastet suverænt flest yards af alle i ligaen og har med 16 touchdowns og to interceptions været legemliggørelsen af stabilitet. Med et suspekt forsvar, der godt nok har oppet sig, som sæsonen er skredet frem, men nu må undvære Dont’a Hightower resten af året, har Brady på det nærmeste båret holdet på sine skuldre - også mere end tidligere. Ikke mindst set i lyset af, at Patriots igen har haft sin andel af skader i offensiven. Og så længe han er helt fit, vil Patriots være en af favoritterne til at vinde Super Bowl.

3. Los Angeles Rams (6-2 - ingen bevægelse)

Da Andrew Luck og Robert Griffin III blev valgt som nummer et og to i draften i 2012, var der snak om, at de ville dominere NFL i årevis. Det skete ikke. Det ser heller ikke ud, som om det vil ske med Jameis Winson og Marcus Mariota, der blev valgt som nummer et og to i 2015, og som ser ud til at være stagneret eller endda gået tilbage i deres udvikling i år tre. Det ironiske er, at der ikke var samme lovprisning af valgene af Jared Goff og Carson Wentz, da de blev taget som de to første spillere i 2016-draften, men jeg skal da love for, at de allerede i deres andet år har kurs mod noget stort. Wentz viste glimt af sit potentiale som rookie, mens Goff lignede en quarterback, der risikerede samme fejlslagne karriere som JaMarcus Russell. Så skidt så han til tider ud. Det gør han ikke længere. Mod New York Giants søndag kastede han fire touchdowns for første gang i karrieren i 51-17-sejren, og for femte gang i sæsonen gik han fra banen uden at have kastet en interception. Goffs fremskridt kan i høj grad tilskrives Sean McVay, der som rookie-træner i min bog bør vinde prisen som årets træner. I en alder af blot 31 år. I det hele taget har Rams’ angreb taget et tigerspring fremad siden sidste sæson og har med 263 point allerede nu scoret flere point, end holdet gjorde i hele sidste sæson. Den offensive linje har imponeret, og Todd Gurley er tilbage på det niveau, der tog alle med storm, da han var rookie i 2015. Og så ligner forsvaret endelig et Wade Phillips-forsvar med to sacks, en interception og to forcerede fumbles, som begge blev opsnappet af Rams. Havde jeg vidst, at McVay ville have haft så stor succes med at genrejse Rams, havde jeg aldrig placeret holdet som nummer 29 i min første power ranking.

4. Pittsburgh Steelers (6-2 - ingen bevægelse)

I T.J. Watt og Juju Smith-Schuster har Steelers indtil videre været det hold, der fik allermest ud af sine to første valg i forårets draft. Begge er blandt frontløberne til at blive henholdsvis årets bedste defensive og offensive rookie. Ikke mindst Watt har været en åbenbaring, og man er jo næsten i tvivl om, hvilken af Watt-brødrene der er den bedste: T.J. eller J.J? I det hele taget har Steelers-forsvaret været en glædelig overraskelse. Med Ben Roethlisberger en smule ved siden af sig selv i flere kampe er Steelers gået fra at være et eksplosivt offensivt hold til at leve højt på fortidens dyder, nemlig et frygtindgydende forsvar og ditto løbeangreb anført af Le’Veon Bell, der sammen med Antonio Brown, som stadig er ligaens bedste wide receiver og udgør en skræmmende duo sammen med Juju Smith-Schuster, er gode bud på årets offensive spiller. Og tænk, hvis holdet også formår at gøre Martavis Bryant tilfreds igen. Hvad kan det så ikke ende med? Tja, det kan du se i bunden af denne power ranking.

5. New Orleans Saints (6-2 - tre pladser op)

Efter to nederlag i begyndelsen af sæsonen, hvor forsvaret tillod henholdsvis 29 og 36 point til Minnesota Vikings og New England Patriots, har det samme forsvar blot indkasseret 15 point i snit siden da. Det har ført til seks sejre i træk, og Saints byder sig virkelig til i diskussionen om, hvem der er NFC-konferencens bedste hold. Selv om både Philadelphia Eagles og Los Angeles Rams ligger over Saints i denne power ranking, ligner Saints et hold, der har redskaberne til at blive endnu bedre. Historien viser, at en erfaren quarterback bliver vigtigere og vigtigere, som sæsonen skrider frem. Drew Brees’ statistikker ikke er lige så overmenneskelige som tidligere, men dog fortsat gode nok til at dominere modstanderen. Mod Tampa Bay Buccaneers ramte den kommende Hall of Famer plet på 80 procent af sine kast for 263 yards og to touchdowns i 30-10-sejren.

6. Kansas City Chiefs (6-3 - tre pladser ned)

Efter 298 kast gik den ikke længere for Alex Smith. Chiefs-quarterbacken kastede sin første interception i sæsonen, og da forsvaret ikke formåede at forcere nogen turnovers, tabte Chiefs turnover-regnskabet, og så har holdet notorisk svært ved at vinde. Efter en forrygende start på sæsonen har Chiefs nu tabt tre af de seneste fire kampe, og det hænger ikke mindst sammen med, at modstanderne nu har fundet en måde at stoppe running back Kareem Hunt på. Ikke siden femte runde har rookien rundet 100 yards på løb. Søndag mod Dallas Cowboys blev det blot til 37 yards, men han er stadig min kandidat til at blive årets offensive rookie. Til gengæld stod kasteangrebet bag sæsonens mest spektakulære spil, som bliver svært at overgå. Med to sekunder igen af første halvleg fra egen 44-yard-linje forventede alle et ‘Hail Mary’-forsøg, så Cowboys placerede syv spillere inden for sin egen 20-yard-linje. I stedet lavede Chiefs en ‘Hill Mary’. Alex Smith kastede bolden kort til Tyreek Hill på Cowboys’ 41-yard-linje, men Hill blev først mødt af en Cowboys-spiller på 25-yard-linjen, og efter at have sat den ham af, løb han hele vejen til end zone godt hjulpet af to fremragende blokeringer af Travis Kelce og Demarcus Robinson. Selv om Chiefs bragte sig foran 17-14 umiddelbart efter pausen måtte holdet dog se sig  overmatchet, men har nu en friuge, og med tre overkommelige kampe derefter forventer jeg, at Chiefs kommer på ret kurs igen.

7. Minnesota Vikings (6-2 - ingen bevægelse)

Vikings sidder komfortabelt på førstepladsen i NFC North, og havde det ikke været for Sean McVay, ville jeg have peget på Mike Zimmer som årets træner. Zimmer har skabt et forsvar, der er uhyggeligt, men det er man vant til fra hans side. Til gengæld har han også formået at bygge et slagkraftigt angreb, selv om han har måttet undvære sin startende quarterback i næsten hele sæsonen, set sin startende running back, Dalvin Cook, blive skadet for resten af sæsonen og været uden sin bedste wide receiver, Stefon Diggs, i flere kampe. Efter friugen kommer Mike Zimmers tropper dog på noget af en opgave, da fire af de næste fem kampe er på udebane mod Washington Redskins, Detroit Lions, Atlanta Falcons og Carolina Panthers, mens holdets enlige hjemmekamp er mod Los Angeles Rams. Så bliver det spændende at se, om holdet sidder lige så komfortabelt på førstepladsen i NFC North til den tid ...

8. Seattle Seahawks (5-3 - to pladser ned)

Bedst som man troede, at Seahawks havde lavet endnu et comeback til allersidst med Russell Wilsons 30-yard touchdown-kast til Doug Baldwin, slog Washington Redskins igen med et lige så spektakulært sidste drive som det, Seahawks præsterede mod Houston Texans i forrige uge. Seahawks havde ellers holdt Redskins til 10 point og 174 yards, men det tog kun quarterback Kirk Cousins tre kast, hvoraf det ene endda var incomplete, at bringe Redskins hele vejen ned til 1-yard-linjen, hvorefter running back Rob Kelley med sit andet touchdown kunne afgøre kampen. Opgøret fremhævede Seahawks’ store problem i denne sæson. For mens forsvaret med en safety, seks sacks og en turnover spillede glimrende på nær på Redskins’ sidste serie, lever offensiven kun i kraft af Wilsons magiske evner, der i min bog gør ham til MVP-kandidat. Søndag var han igen den spiller, der skaffede flest yards på jorden, og Seahawks dominerede fuldstændig kampen, hvad angår yards. Men han kan ikke gøre det alene, og da kicker Blair Walsh brændte alle sine tre field goal-forsøg, og Seahawks ikke formåede at kompensere for det på sine to two-point conversion-forsøg, der begge mislykkedes, tabte holdet en kamp, der burde have været vundet. Men det handler som bekendt om at score point for at vinde ...

9. Jacksonville Jaguars (5-3 - en plads op)

Defensive end Calais Campbell cementerede sin status som den altoverskyggende favorit (også min) til at blive kåret til årets forsvarsspiller med endnu et sack, hans 11. i alt i sæsonen, mod Cincinnati Bengals. Halvvejs i sæsonen har Jaguars allerede 35 sacks, seks mere end Carolina Panthers på andenpladsen - endda for en kamp færre. I det hele taget er forsvaret uhyggeligt. Godt nok har det tilladt 25,8 point i snit, men hvad angår yards pr. spil, kasteyards og passer rating er enheden bedst i NFL. Det skal da også siges, at forsvaret i de fem kampe, holdet har vundet, kun har tilladt seks point i snit. Også Jaguars-angrebet kan prale af at være det bedste i en kategori, nemlig til at løbe bolden. Endda også selv om den startende running back Leonard Fournette ikke har været med i de seneste to kampe på grund af en skade og en suspendering efter at have brudt en intern regel på holdet.

10. Detroit Lions (4-4 - fem pladser op)

Før mandagens ydmygelse af Green Bay Packers havde Lions tabt tre på stribe, men lå alligevel på en 15. plads i denne power ranking. Det siger noget om, hvor solidt holdet er. Noget jeg ikke havde forudset, da jeg før sæsonstarten blot rangerede holdet som nummer 23 ud af 32. Mod Packers gik det hele op i en højere enhed i en sådan grad, at Lions slet ikke puntede en eneste gang. Matthew Stafford ramte plet på 26 ud af 33 kast for 361 yards og to touchdowns - begge til Marvin Jones, der greb syv bolde for 107 yards og ikke engang var den receiver med flest yards. Forsvaret afviste begge Packers’ fjerde down-forsøg og holdt værterne til en conversion rate på 22 procent på tredje down. Restprogrammet byder kun på én modstander med flere sejre end nederlag, hvilket er Minnesota Vikings, som Lions besejrede tidligere på sæsonen, så holdet ligger pludselig ret lunt i svinget til en plads i slutspillet. Lykkes det, vil det være første gang siden 1995, at holdet kvalificerer sig til slutspillet to år i træk.

11. Oakland Raiders (4-5 - tre pladser op)

En vigtig sejr for Raiders, der dermed holder sig inde i kampen om slutspilspladserne. Med en friuge forude får holdet et pusterum, inden der venter en gyser mod New England Patriots. Et nederlag her vil nærmest tvinge Raiders til at vinde resten af kampene, som altså inkluderer både Kansas City Chiefs, Dallas Cowboys, Philadelphia Eagles og Los Angeles Chargers i de fire sidste runder. Raiders er dog ikke uden muligheder mod Patriots, for selv om søndagens sejr over Miami Dolphins kun lød på 27-24, var der positive offensive takter at spore. Marshawn Lynch var tilbage fra endt karantæne, og selv om han kun noterede sig for 57 yards, scorede han to touchdowns. Hans tilstedeværelse tilfører Raiders-angrebet en tiltrængt balance, som kun gør quarterback Derek Carr endnu farligere. Carr kastede for tredje kamp i træk for over 300 yards, og efter en stille oktober har Raiders-angrebet fundet melodien på rette tidspunkt. Spørgsmålet er dog, om forsvaret kan dæmme op for Patriots-angrebet - ikke mindst efter at have tilladt et af ligaens dårligste angreb at sætte 24 point på tavlen.

12. Los Angeles Chargers (3-5 - ingen bevægelse)

Et interessant opgør venter Chargers efter holdets friuge, når det skal rejse tværs over USA for at møde Jacksonville Jaguars. Her kommer to af ligaens bedste pass rushers til at duellere, og umiddelbart er der lagt op til en spændende duel, for Chargers’ Joey Bosa og Jaguars’ Calais Campbell har de samme forudsætninger, da begge holds offensive linjer kun har indkasseret 11 sacks i sæsonen. Med Chiefs’ nederlag har Chargers en god mulighed for at hægte sig på i topstriden i AFC West. Især fordi holdet mangler at møde både Kansas City Chiefs og Oakland Raiders en sidste gang. Et nederlag vil dog gøre det svært for Chargers at gøre sig gældende i kampen om slutspilspladserne. Og så er det i øvrigt ‘The Gus Bradley Revenge Game’. Sidste år blev Bradley fyret i Jacksonville, så mon ikke Chargers’ defensive koordinator er opsat på at give sin tidligere arbejdsgiver en huskekage?

13. Dallas Cowboys (5-3 - ingen bevægelse)

Det var en imponerende sejr af Cowboys over Kansas City Chiefs, men den kan også vise sig at være dyr. Ezekiel Elliotts karantæne kan i princippet træde i kraft på søndag, medmindre den endnu en gang bliver udsat på grund af en juridisk spidsfindighed, og mod Chiefs udgik både Dez Bryant og Terrance Williams med skadesproblemer. Sidstnævnte havde ellers en flot dag med ni grebne bolde for 141 yards. I det hele taget klikkede Cowboys-kasteangrebet, hvilket lover godt for Cowboys’ muligheder, hvis Elliott ikke er til rådighed igen før juleaften. Men det kræver selvfølgelig, at Dak Prescott, der strålede imod Chiefs, har kvalificerede folk at kaste til. DeMarcus Lawrence måtte for første gang i sæsonen gå fra banen uden et sack, men Jeff Heath kunne til gengæld bryste sig af at være den første til at lave en interception af Alex Smith. I det hele taget spiller Cowboys-forsvaret rigtig godt for tiden.

14. Carolina Panthers (6-3 - to pladser op)

Panthers chokerede alle ved at sende wide receiver Kelvin Benjamin til Buffalo Bills kort før trade deadline. Tabet af Benjamin var dog ikke at mærke, da Atlanta Falcons var på besøg. I stedet så det ud til, at fraværet af Cam Newtons farligste våben i kasteangrebet (efter at tight end Greg Olsen er på injured reserve) fik holdet til at vende tilbage til rødderne. Panthers har i årevis været et hold baseret på et stærkt forsvar og et tungt løbeangreb. I denne sæson er det dog kun forsvaret, der har levet op til fordums styrke, men mod Falcons vågnede løbeangrebet op til dåd. Anført af Newton og en masse option-spil, hvor quarterbacken bulldozede sig vej igennem Falcons-forsvaret, løb Panthers for 201 yards og scorede også begge touchdowns langs jorden. Det har ikke været lige kønt i denne sæson, men faktum er, at Panthers alligevel har vundet seks kampe og står stærkt i kampen om slutspilsbilletterne.

15. Buffalo Bills (5-3 - seks pladser ned)

Normalt er det Bills, der lukker ned for løbet og forcerer turnovers, når modstanderen tvinges til at kaste. Torsdag fik Bills dog lov til at smage sin egen medicin mod New York Jets, der holdt Bills til 63 yards på jorden og fremtvang tre turnovers. Et fællestræk ved de tre nederlag, som holdet har lidt, er, at løbeangrebet er blevet holdt til under 100 yards alle gangene. Og Bills har altså ikke et kasteangreb, der kan bære holdet. Når forsvaret samtidig ikke formår at forcere nogen fumbles eller interceptions, er holdets begrænsninger til at få øje på.

16. Washington Redskins (4-4 - fem pladser op)

Wow for en præstation af Redskins! Godt nok var holdet ved at sætte det hele over styr, men så satte Kirk Cousins en imponerende angrebsserie sammen - hvis man overhovedet kan kalde to dybe kast og et 1-yard touchdown-løb for en angrebsserie - og snød Seattle Seahawks for en vild comeback-sejr. Det blev ikke mindre imponerende af, at Redskins manglede fire offensive linjemænd og blev terroriseret af Seahawks-forsvaret, der holdt Redskins til 174 yards før den sidste angrebsserie. Det vidner om en mental styrke. Redskins-forsvaret var dog næsten lige så forrygende, selv om det tillod 437 yards. Det fremtvang to interceptions og holdt Seahawks fra at score på holdets 10 første angrebsserier (godt hjulpet af tre brændte field goal-forsøg) - blandt andet takket være et tungt pres på Russell Wilson. Nu venter to kampe mod Minnesota Vikings og New Orleans Saints, og kan Redskins nøjes med kun at tabe en enkelt af dem, skal holdet bestemt ikke undervurderes i kampen om slutspilspladserne.

17. Atlanta Falcons (4-4 - seks pladser ned)

På den ene side er det svært at sætte fingeren på, hvad Falcons gør forkert, for rent offensivt gør holdet mange ting rigtigt. På den anden side er det åbenlyst, hvad der mangler i forhold til sidste år. Der er simpelthen for mange mentale fejl. For mange tabte bolde. For mange tredje og fjerde downs, der ikke bliver konverteret. Og så er massivt spilovertag ligegyldigt, når det ikke udmønter sig i point på tavlen. Medmindre Falcons får rettet op på blunderne, ser det sort ud for holdets muligheder for at gå i slutspillet, for sidste halvdel af kampprogrammet er mere end brutalt med to kampe mod New Orleans Saints og opgør mod både Minnesota Vikings og Seattle Seahawks. Først gælder det dog Dallas Cowboys, og Falcons skal håbe på, at running back Ezekiel Elliotts karantæne er trådt i kraft inden på søndag, for ellers bliver forsvaret, der mod Carolina Panthers tillod 201 yards på jorden, da løbet fuldstændig i sænk.

18. Tennessee Titans (5-3 - seks pladser op)

Safety Kevin Byard fulgte sine tre interceptions mod Cleveland Browns op med yderligere to mod Baltimore Ravens og fører nu ligaen i den kategori. Han fik nu også rigeligt med chancer til at stjæle bolden, for Titans’ solide løbeforsvar tvang Ravens-quarterback Joe Flacco til at kaste hele 52 gange. Det var næsten dobbelt så mange gange som Titans-quarterback Marcus Mariota. Det er dog et skidt tegn, at Derrick Henry og DeMarco Murray leverede sæsonens laveste produktion, for løbeangrebet er og bliver holdets identitet. Men det var alligevel nok til at vinde 23-20, og Titans fører stadig AFC South. Og tænk engang, hvor farligt holdet bliver, hvis angrebet får det til at klikke.

19. Denver Broncos (3-5 - tre pladser ned)

Jeg ved ikke, hvad Vance Joseph og resten af Broncos-trænerstaben havde forestillet sig, men hvis den havde troet, at Brock Osweiler var svaret på holdets offensive problemer, blev den slemt skuffet. Osweiler ramte kun plet på halvdelen af sine 38 kast og kastede to interceptions, inden han til sidst fik lov at kaste et touchdown. Her var kampen dog for længst afgjort. Trods sin pauvre præstation er Osweiler allerede blevet udpeget som starter igen på søndag mod New England Patriots. Måske håber Broncos, at han kan kopiere sejren fra 2015-sæsonen, da han afløste Peyton Manning og førte holdet til en flot 30-24-sejr efter overtid. Det er bare en falliterklæring, at man ser sig nødsaget til at starte så ringe en quarterback i en kamp, man ikke kan tåle at tabe efter fire nederlag i træk. Og så endda mod de forsvarende mestre. Det siger i øvrigt noget om denne NFL-sæson, at Broncos statistisk set kan have det næstbedste forsvar, hvad angår yards, og alligevel tillade 51 point mod Philadelphia Eagles.

20. Arizona Cardinals (4-4 - seks pladser op)

Cardinals-angrebet er næsten ikke til at kende længere. Normalt plejer holdet at kaste bolden to tredjedele af tiden, men den strategi er skrinlagt, efter at Carson Palmer er ude for resten af sæsonen. I stedet hænger Cardinals nu sin hat på Adrian Peterson, der løb med bolden hele 37 gange mod San Francisco 49ers. Det kastede 159 yards af sig, men det var nu kasteangrebet, der satte pointene på tavlen. Palmers afløser, Drew Stanton, er dog ikke en god quarterback, så hvis Cardinals skal holde sig inde i kampen om slutspilspladser, skal forsvaret fortsætte, hvor det slap mod 49ers. Her blev det til fem sacks og en interception i red zone. Nu venter en kort uge, før Seattle Seahawks kommer på besøg torsdag, og en sejr her kan faktisk sende Cardinals forbi Seahawks i NFC West.

21. Green Bay Packers (4-4 - to pladser ned)

Længere oppe ad listen udnævnte jeg Tom Brady til mit bud på en MVP - skarpt efterfulgt af Russell Wilson. Men havde der ikke været en uskreven regel om, at man skal spille for at vinde kåringen, var der næppe den store tvivl om, at sæsonens MVP bør være Aaron Rodgers. For der er en verden til forskel på Packers med og uden holdets stjernequarterback. De tre kampe, hvor Packers har måttet undvære Rodgers på grund af et brækket kravebenet, har Packers alle tabt. Klart. Mandag var det Detroit Lions, der savede Packers midt over. Rodgers’ afløser, Brett Hundley, gjorde, hvad han kunne, men han fik ikke den store hjælp fra løbeangrebet, hvilket ikke gjorde opgaven lettere for Hundley. Det gør højre tackle Bryan Bulagas korsbåndsskade heller ikke. Eller forsvarets manglende evne til at stoppe modstanderen på tredje down. Som klummeskribenten Mike Freeman fra sportshjemmesiden Bleacher Report skrev på Twitter:

Med et angreb, der ser ud til at hænge permanent fast i mudderet, er det op til forsvaret at få Ravens i slutspillet. Så duer det bare ikke at tillade modstanderen en angrebsserie på 11 spil, der ender med et touchdown, på et kritisk tidspunkt, som tilfældet var mod Tennessee Titans søndag. Der bør dog ligge fire sejre og vente på Ravens efter friugen i et program, der byder på kampe mod både Houston Texans, Cleveland Browns, Indianapolis Colts og Cincinnati Bengals. Og det er heller ikke umuligt for Ravens at vinde over Green Bay Packers. Det betyder, at hele sæsonen kommer til at afhænge af kampene mod Detroit Lions og Pittsburgh Steelers.

23. Chicago Bears (3-5 - ingen bevægelse)

Bears’ undervurderede forsvar er det næste, der får fornøjelsen af at møde Green Bay Packers’ amputerede angreb. Og selv om holdets angreb er blandt ligaens ringeste og blot sætter 16,8 point på tavlen, skal man ikke afskrive Bears endnu. Holdet skal godt nok møde Philadelphia Eagles, men ellers hedder modstanderne San Francisco 49ers, Cleveland Browns og Cincinnati Bengals - ud over divisionsopgørene mod Packers, Lions (to gange) og Minnesota Vikings. Kan Bears vinde tre af opgørene uden for divisionen og tre af opgørene i divisionen, er holdet i spil til en slutspilsplads. Mærkeligere ting er sket.

24. New York Jets (4-5 - fem pladser op)

Jeg havde aldrig troet, at jeg ville have Jets placeret på en 24. plads halvvejs i sæsonen. Faktisk proklamerede jeg jo kækt (også for kækt, så undskyld Jets-fans), at jeg ville være i chok, hvis ikke Jets endte med topvalget i næste års draft. Det gør holdet næppe, og lige nu er det endda mine 49ers, der ligger til at snuppe det (så kan jeg lære det …). Faktisk hentede Jets søndag en fornem sejr over Buffalo Bills, der kom i hus takket være et tungt løbeangreb, som løb for hele 194 yards, solidt forsvarsspil, som førte til syv sacks og holdt Bills til sølle 63 yards, og så Josh McCown, der både noterede sig for et touchdown-løb og et smukt 25-yard touchdown-kast til Robby Anderson. Josh McCown blev før sæsonen brugt som det fremmeste eksempel på, hvor latterligt det var, at pariaen Colin Kaepernick ikke kunne få en kontrakt, men veteranen har i al ubemærkethed noteret sig for en passer rating på 96,1, hvilket er den ottendebedste af de 32 nuværende startende quarterbacks.

25. Cincinnati Bengals (3-5 - otte pladser ned)

Det vil være mig en gåde, hvis Marvin Lewis fortsat er træner for Bengals efter sæsonen. Med så meget talent i truppen er det skandaløst, at holdet roder rundt i den dårligste fjerdedel. Det før så potente angreb er en skygge af sig selv. For tredje gang i sæsonen kastede Andy Dalton for under 170 yards, mens løbeangrebet var endnu værre og blot skaffede 29 yards. Det var anden gang på tre uger, at Bengals blev holdt under 200 yards på angrebet. Så er det svært at vinde kampe. Frustrationerne er synlige hos spillerne - ikke mindst A.J. Green, der tabte sutten mod Jacksonville Jaguars og kom i slagsmål med Jalen Ramsay og smidt ud af kampen efter at have afleveret flere slag og taget halsgreb på cornerbacken, der også blev bortvist.

26. Indianapolis Colts (3-6 - fem pladser op)

Morten Andersens scoringsrekord er nu blot 98 point fra at blive slået af Adam Vinatieri. Hvis han holder sit snit på 113 point pr. sæson, falder rekorden engang i oktober næste år, såfremt veteranen også spiller i NFL næste år. Og det gør han nok. Der er i hvert fald en del spillere hos Colts, der står til en fyreseddel før den snart 45-årige Vinatieri. Mod Houston Texans så flere af dem dog ligefrem gode ud, men det siger nok mere om Texans’ forfatning end om Colts’. Godt nok greb T.Y. Hilton fem bolde for hele 175 yards og to touchdowns, men Hilton spiller altid godt mod Texans, så det kom ikke som nogen overraskelse. Trods dominansen var Colts dog ved at sætte sejren over styr, men et sack af Texans-quarterback Tom Savage på det allersidste spil forhindrede det, der ville have været et flovt nederlag.

27. Houston Texans (3-5 - syv pladser ned)

Det var et stort tab, at Deshaun Watson torsdag rev korsbåndet over til træning. Ikke kun for Texans, men for hele NFL. Rookie-quarterbacken har været fuldstændig forrygende og havde næsten fået Texans-fansene til at glemme skaderne til J.J. Watt og Whitney Mercilus. I stedet er man nu nødt til at starte Tom Savage. Med Savage som starter har Texans i denne sæson snittet 10,5 point. Med Watson har man haft NFLs mest scorende angreb med 34,7 point i snit. Savage ramte blot plet på 19 ud af 44 kast mod Indianapolis Colts for 219 yards, men undgik at kaste en interception. Han kastede endda et touchdown og havde også chancen for at føre Texans til sejr, men trods en første down på Colts’ 7-yard-linje endte det hele med et sack og en fumble på fjerde down på kampens sidste spil, og så kunne Colts rejse hjem med en 20-14-sejr.

28. Miami Dolphins (4-4 - en plads ned)

Måske var det, fordi Dolphins’ løbeangreb pludselig lå i ruiner, efter at holdet besluttede sig for at sende running back Jay Ajayi til Philadelphia Eagles, at Jay Cutler leverede sæsonens bedste præstation søndag mod Oakland Raiders ved at ramme plet på 34 ud af 42 kast for 311 yards, tre touchdowns og nul interceptions. Det var dog skønne, spildte kræfter, for Dolphins tabte alligevel med 24-27. Det var dog en klar forbedring i forhold til 0-40-ydmygelsen mod Baltimore Ravens ugen inden ...

29. Tampa Bay Buccaneers (2-6 - fire pladser ned)

Træner Dirk Koetter ser ud til at have mistet grebet om sit mandskab, der var ude for noget af en nedsmeltning mod New Orleans Saints. Ikke bare spillemæssigt, men også mentalt, bedst illustreret ved den umodne opførsel to af holdets største profiler udviste. Quarterback Jameis Winston, der var udgået med en skulderskade, prikkede Saints’ rookie-cornerback Marshon Lattimore på hjelmen, hvilket førte til et skub fra Lattimore, hvorefter wide receiver Mike Evans kom flyvende og sendte Lattimore til jorden. Det gav Evans en spilledags karantæne. Jeg er med på, at sæsonen ikke er gået, som Buccaneers - eller jeg - håbede på, men det siger en del om et holds mentalitet, hvordan det griber modgang an. Og Buccaneers’ måde at håndtere modgang på er ikke produktiv.

30. New York Giants (1-7 - to pladser ned)

General manager Jerry Reese har nærmest garanteret, at træner Ben McAdoo ikke er tæt på en fyring. Det forstår jeg intet af. Mod Los Angeles Rams var Janoris Jenkins suspenderet for brud på en intern holdregel. Tidligere på sæsonen var det Domenique Rodgers-Cromartie, der var en tur i skammekrogen, og også Eli Apple har haft disciplinære problemer og blev bænket. Så mange tilfælde af intern uro tyder på, at flere af spillerne har mistet tilliden til McAdoo, og det er uholdbart. Der bliver ikke kæmpet, og spillerne virker på grænsen til det ugidelige. Hvordan forklarer man ellers, at Giants tillod Rams at score et touchdown på en tredje down og 33? At Sammy Watkins kunne være så fri på sit 67-yard-touchdown.

31. San Francisco 49ers (0-9 - en plads ned)

Gad vide, hvad Jimmy Garoppolo tænkte, da han for første gang havde trukket San Francisco 49ers-uniformen over hovedet og så sine nye holdkammerater tabe til Arizona Cardinals? Den nye 49ers-quarterback kommer ifølge træner Kyle Shanahan ikke til at spille i denne sæson, og det lyder som en klog beslutning, for som den offensive linje spiller, er risikoen for, at han vil blive skadet for stor i forhold til det potentielle udbytte. Mod Cardinals blev quarterback C.J. Beathard sacket fem gange og ramt 16 gange. Det vil være fristende at starte Jimmy Garoppolo allerede på søndag, for 49ers får ikke en større chance for en sejr i denne sæson end mod New York Giants.

32. Cleveland Browns (0-8 - ingen bevægelse)

Den største udfordring ved at lave denne power ranking er at finde på noget nyt at skrive om Browns’ elendighed. Nu er jeg ved at løbe tør for ideer. Så jeg hiver en gammel klassiker frem, der - åbenbart - aldrig holder op med at være relevant.

SMS

Hitter på Facebook