Det er sagt før, og nu bliver det sagt igen. En af de mest fascinerende ting ved NFL er, at man kan analysere nok så meget på statistik og forvente nok så meget af favoritter eller underdogs, men på en hvilket som helst søndag - eller kampdag for den sags skyld - kan alt ske.
Derfor var det søndag muligt for St. Louis Rams at holde Peyton Manning til ét touchdown og snuppe en overbevisende sejr. Derfor var det muligt, at seks hold, der inden ugen lå på førstepladsen i deres divisioner, kunne tabe. Derfor var det muligt for New Englands Jonas Gray at score fire touchdowns i samme kamp efter aldrig at have scoret et touchdown i NFL før. Og derfor var det muligt, at blandt andre Andy Dalton fik vendt en horrible præstation i sidste uge til en fremragende indsats i denne uge.
Oakland Raiders har den tvivlsomme ære at være det første hold, der nu også matematisk er fuldstændig uden chance for at nå slutspillet, men heldigvis for NFL-fans er der masser af fede dueller tilbage i kampen om slutspilspladser. Ligesom der også er kamp om pladserne i toppen af denne power ranking.
Hver uge gør bt.dk status over den forgangne runde med en power ranking, der er en rangering af NFL-holdenes øjeblikkelige styrke. Den er sammensat ud fra princippet om, hvor mange kampe et givent hold vil vinde, hvis det skulle møde alle de andre hold lige nu.
Uenig? Kommentarer modtages på Twitter:
Her er BTs power ranking efter 11. spilleuge (i parentes står holdenes sejrsstatistik og bevægelse på listen i forhold til sidste uge):
1. New England Patriots (8-2 - ingen bevægelse)
Gray er det nye sort. Mens de fleste eksperter nok havde forventet, at søndagens sene kamp ville være en duel mellem Tom Brady og Andrew Luck og deres evner til at kaste bolden, ville Bill Belichick og New England Patriots det anderledes. Running back Jonas Gray, der fik plads på holdet, da Stevan Ridley røg på injured reserve, havde inden søndagens kamp et stort, rundt nul stående ud for antal touchdowns i NFL. Efter kampen, der blev en magtdemonstration fra Patriots, havde han sat klubrekord med fire rushing touchdowns i samme kamp. Han løb for 201 yards og bidrog altså med 24 af Patriots’ 42 point. Brady tog et par dårlige beslutninger i første halvleg og kastede to interceptions, men han kom stærkt tilbage i anden halvleg, og Patriots sejrede 42-20.
2. Arizona Cardinals (9-1 - én plads op)
Drew Stanton begyndte som lyn og torden og kastede to touchdowns i løbet af første quarter, da han vendte tilbage som startende quarterback for Arizona Cardinals med Carson Palmer ude resten af sæsonen. Siden kom Stanton dog ned på jorden igen med to interceptions, men takket være endnu en dominerende præstation af forsvaret, der holdt Detroit Lions til to field goals, vandt Cardinals sæsonens niende sejr, den tredje med Drew Stanton ved roret. I alle ni sejre har forsvaret holdt modstanderne under 20 point, men hvordan spørgsmålet er stadig, om angrebet, der kun én gang har scoret over 30 point i denne sæson, kan følge med, hvis forsvaret har en dårlig dag mod et af ligaens potente angreb.
3. Green Bay Packers (7-3 - to pladser op)
I de to seneste uger har Green Bay Packers udklasseret modstanderne med samlet 72-3 i første halvleg, så quarterback Aaron Rodgers har kunnet holde tidligt fri. Mod Chicago Bears kastede han seks touchdowns alene i første halvleg, men søndag mod Philadelphia Eagles fik han god hjælp af forsvaret og special teams, der stod bag tre af holdets seks touchdowns i 53-20-sejren. Det var anden uge i træk, Packers scorede over 50 point, og det er svært at se, hvem der vil være i stand til at stoppe ostehovedernes angrebsmaskine. Når Packers tager imod New England Patriots næste søndag, kan det meget vel være en forsmag på Super Bowl.
4. Kansas City Chiefs (7-3 - tre pladser op)
Fem sejre i træk sender Kansas City Chiefs forbi Denver Broncos i denne power ranking, selv om Peyton Manning og co. fører AFC West-divisionen foran Chiefs på grund af sejren i det første indbyrdes opgør. Det hører dog med, at Chiefs nu slået alle de hold. Broncos har tabt til. Den flotte stime skyldes især et frygtindgydende forsvar, der søndag ved stillingen 24-20 til Chiefs, der også blev kampens resultat, stoppede Seattle Seahawks på fjerde down på Chiefs’ 2-yard-linje i fjerde quarter. Chiefs har NFLs bedste forsvar mod kast og har stadig ikke tilladt et touchdown på løb. Lige så homogent forsvaret fremstår, lige så ensidigt er angrebet, hvor running back Jamaal Charles udgør en enmandshær. Charles løb for 159 yards og to touchdowns mod Seahawks, hvor wide receiverne samlet set skrabede 18 yards sammen. Efter 10 kampe har wide receiver-gruppen stadig ikke grebet et touchdown.
5. Denver Broncos (7-3 - tre pladser ned)
Det er sjældent, at Peyton Manning kaster flere interceptions end touchdowns, men det skete søndag, da Denver Broncos ganske sensationelt tabte 7-22 ude til St. Louis Rams. Dermed har Broncos nu tabt to af de seneste tre kampe og mistede et stort skridt i kampen om at få hjemmebanefordel igennem slutspillet. På grund af sejren i det indbyrdes opgør fører Broncos fortsat AFC West-divisionen foran Kansas City Chiefs, som holdet møder næste søndag. Det må dog bekymre, at løbespillet er fuldstændig fraværende, at forsvaret tillod så mange store spil mod et kasteangreb, der inden søndag var NFLs syvendedårligste, og at tight end Julius Thomas, wide receiver Emmanuel Sanders og running back Montee Ball udgik med skader.
6. Philadelphia Eagles (7-3 - to pladser ned)
Hvedebrødsdagene blev korte for Mark Sanchez. Med fire turnovers, hvoraf de to blev taget hele vejen til touchdown af Green Bay Packers-forsvaret, fik den genopstandne quarterback et ordentlig hak i selvtilliden, og han var en stor del af årsagen til, at Philadelphia Eagles løb ind i en 20-53-øretæve. Eagles-fans skal håbe på, at Sanchez, der tidligere har vist mental skrøbelighed, får rejst sig på søndag mod Tennessee Titans, for herefter følger to nøglekampe mod Dallas Cowboys, som Eagles deler førstepladsen i NFC East-divisionen med, og en mod Seahawks, som kæmper for at holde sig inde i billedet til slutspillet. Selv om Sanchez havde spillet en fejlfri kamp, ville Eagles dog nok have tabt til Packers alligevel, for holdet så i den grad overmatchet ud i alle spillets facetter.
7. Seattle Seahawks (6-4 - to pladser ned)
Med nederlaget til Kansas City Chiefs og Arizona Cardinals’ sejr er Seattle Seahawks nu i alvorlig fare for at misse slutspillet - især med tanke på restprogrammet. Fem af de sidste seks kampe er divisionsopgør - heraf to opgør mod både Arizona Cardinals og San Francisco 49ers. Angrebet er for afhængig af quarterback Russell Wilsons improvisationsevner, og wide receiverne savner kvalitet. Derfor virker det underligt, at Seahawks efter denne sæson ifølge flere amerikanske medier har tænkt sig at skille sig af med running back Marshawn Lynch, der mod Chiefs løb for 125 yards. Forsvaret, der i sidste sæson var så dominerende, lider under, at middle linebacker Bobby Wagner og defensive tackle Brandon Mebane er skadede.
8. San Francisco 49ers (6-4 - tre pladser op)
Det siger en del om San Francisco 49ers’ angreb, at kampen mod New York Giants var så spændende, selv om 49ers-forsvaret interceptede Eli Manning fem gange. Hele sæsonen har 49ers’ store problem været, at holdet må nøjes med field goals i stedet for touchdowns, når det når ned i red zone, altså inden for modstandernes 20-yard-linje. Det var også tilfældet søndag, hvor 49ers’ enlige touchdown kom efter et 48-yard-kast af Colin Kaepernick. I de tre tilfælde. hvor 49ers var i red zone, blev det til en fumble og to field goals. Til gengæld bliver forsvaret, der gav sæsondebut til Aldon Smith og måske snart får Navorro Bowman tilbage, ved med at dominere. Ud over de fem interceptions lavede forsvaret et vigtigt goal line stand kort før tid, hvor Giants kunne have bragt sig foran 17-16 med et touchdown.
9. Detroit Lions (7-3 - én plads ned)
Detroit Lions blev udfordret søndag aften, da man på udebane stod over for Arizona Cardinals. Det var to af NFLs bedste forsvar, der dystede i ørkenstaten, og det endte da også med at være en lavtscorende kamp med samlet 20 point. Desværre for Matthew Stafford og Detroit-angrebet var det Cardinals, der formåede at score touchdowns, mens Lions måtte nøjes med to field goals og sæsonens tredje nederlag. Detroit formåede heller ikke at udnytte de to interceptions, forsvaret forcerede, og dermed mistede man også et skridt i kampen om hjemmebanefordel i slutspillet, ligesom Green Bay Packers kom tættere på i NFC North-divisionen, hvor begge hold nu har syv sejre og tre nederlag. Lions fører dog på grund af sejren i de to holds første indbyrdes møde.
10. Dallas Cowboys (7-3 - ingen bevægelse)
Det var en god friuge for Dallas Cowboys, der kunne se alle divisionsrivalerne i NFC East tabe. Dermed deler Cowboys nu førstepladsen med Philadelphia Eagles. Spørgsmålet er, om friugen har været nok til at gøre quarterback Tony Romos ryg den fornødne ro til at hele helt, for Cowboys kan ikke undvære ham i de resterende kampe, der blandt andet omfatter to dueller mod Eagles. Først venter dog New York Giants på udebane, og det må være guf for running back DeMarco Murray, eftersom Giants har ligaens dårligste forsvar mod løb.
11. Indianapolis Colts (6-4 - to pladser ned)
Der blev lagt meget over på Andrew Lucks skuldre søndag mod New Englans Patriots, fordi Patriots fik lukket fuldstændig ned for Indianapolis Colts’ løbeangreb. Problemet for Colts var bare, at man ikke rigtig havde en løsning på lige pludselig at være et meget endimensionelt angreb. Colts har i denne sæson haft et af NFLs bedste angreb, men det var umiddelbart lidt svært at få øje på søndag, hvor der kun blev sat 20 point på tavlen, og i løbet af de 60 minutter løb holdet kun for 19 yards - og Andrew Luck stod endda for de 15 af dem. Samtidig kunne forsvaret intet stille op mod Patriots’ rookie running back Jonas Gray, der løb for 201 yards ene mand. Indianapolis kan dog glæde sig over, at det ikke var en slutspilskamp.
12. Pittsburgh Steelers (7-4 - en plads op)
Pittsburgh Steelers kan takke running back Le’Veon Bell for, at man vandt mandagens kamp mod Tennessee Titans og kom tættere på førstepladsen i AFC North. Ene mand løb han for 204 yards og satte et enkelt touchdown på tavlen. Han var dermed også en stor del af årsagen til, at Steelers havde bolden i knap 40 minutter. Quarterback Ben Roethlisberger kastede kun for 207 yards - det næst laveste antal i denne sæson, og det laveste siden september, og han måtte også ned at bide i græsset fem gange og mistede 27 yards på den konto. Le’Veon Bells imponerende præstation fik tirsdag den konsekvens, at Steelers satte hans running back-kollega, LeGarrette Blount på porten. Blount kom slet ikke i aktion mandag, og han forlod efter sigende sidelinjen, før kampen var slut, og det var sidste dråbe for ledelsen. En kilde sagde til NFL Medias Albert Breer tirsdag, at det var egoistisk opførsel, der kostede Blount jobbet.
13. San Diego Chargers (6-4 - tre pladser op)
San Diego Chargers gjorde tilværelsen mere svær, end den burde være, da det søndag blev til en snæver 13-6-sejr i lokalopgøret mod Oakland Raiders. Philip Rivers og co. blev sat i gang af Raiders, der smed bolden væk på kampens første offensive spil, og det førte til kampens eneste touchdown - 22-yard-kast fra Rivers til Malcom Floyd - de syv points forspring, der skulle vise sig at være nok til sejr knap 60 effektive spilminutter senere. Det var ikke rigtig nogen køn sejr, og Rivers så ikke rigtig ud til at føle sig tilpas i kampen, ligesom han måtte undersøges i højre knæ undervejs - og det mindede lidt om det mere svingende spil, man i andre sæsoner har set fra Chargers. Men i sidste ende er en sejr jo en sejr, og Chargers er stadig kun én sejr efter Broncos og Chiefs i AFC West.
14. Baltimore Ravens (6-4 - ingen bevægelse)
Baltimore Ravens fik stoppet stimen af nederlag i sidste uge efter sejr over Tennessee Titans, og havde som et af de sidste hold i grundspillet i denne sæson en tiltrængt friuge i denne uge. Der er endda en ekstra dags pause, da holdet først er i aktion igen mandag mod New Orleans Saints. Spørgsmålet er, om Ravens kan udnytte de friske ben og tildele Saints det tredje hjemmebanenederlag på stribe. Sikkert er det i hvert fald, at der skal flere sejre på kontoen, hvis man skal holde trit med de øvrige hold i AFC North - en af NFLs tætteste divisioner.
15. Miami Dolphins (6-4 - to pladser op)
Der skulle gå mere end halvdelen af kampen torsdag aften, før Miami Dolphins fik scoret et touchdown. Heldigvis for Ryan Tannehill og co. var det kampens første touchdown, og med en solid forsvarsindsats, der sørgede for, at Buffalo Bills kun fik sat tre field goals på tavlen i løbet de 60 minutter, endte de to sene touchdowns med at give en komfortabel sejr. Det var den umiddelbare kamp om andenpladsen i AFC East, og med sejren bider Dolphins sig også fast i kampen om slutspilsbilletter i AFC. Miami-forsvaret bidrog også til pointhøsten med en safety i slutningen af tredje quarter, da Bills-quarterback Kyle Orton blev kaldt for en intentional grounding i end zonen.
16. Cincinnati Bengals (6-3-1 - to pladser op)
Andy Dalton og Cincinnati Bengals fik rejst sig oven på nederlaget til Cleveland Browns i sidste uge. Selv på en af NFLs svære udebaner, mod New Orleans Saints i Superdome, lykkedes det for Bengals at sætte point på tavlen i alle fire quarters og snuppe en solid 27-10-sejr. Dalton fik i den grad bragt sig videre fra sidste uges mareridt, hvor han sluttede med kun 10 fuldførte kast og en rating på 2,0. Mod Saints ramte han på 16 af 22 kast, blev noteret for tre touchdown-kast og sluttede med en rating på 143,9. Og så formåede Bengals-forsvaret at holde Drew Brees og et Saints-angreb, der på papiret burde være mere end potent, til sølle 10 point på hjemmebane. Det er da også værd at skrive hjem om.
17. Houston Texans (5-5 - tre pladser op)
Ryan Mallett fik sin første NFL-start søndag aften, da Houston Texans var tilbage efter en friuge, og det så ud til, at Texans havde brugt den ekstra fritid til at finde samme side i playbooken. I hvert fald voldte Cleveland Browns, der ellers har spillet godt i denne sæson, ikke de store problemer. Forsvarsprofilen J.J. Watt var med i angrebet i begyndelsen af kampen, og han greb Malletts første NFL-touchdown. Dermed blev han den første defensive linjemand siden 1948 til at have fire touchdowns i samme sæson. Houston lod kun Cleveland score et enkelt touchdown, og med en 23-7-sejr spillede Mallett og co. sig lidt tættere på slutspilsbilletterne, selv om der ser ud til at være kamp til stregen om stort set alle pladser i januar-kampene i denne sæson.
18. Atlanta Falcons (4-6 - fire pladser op)
Atlanta Falcons har haft en tendens til at smide føringer væk i denne sæson, og det var da også den vej vinden blæste, da man søndag satte en 16-3-føring over styr mod divisionsrivalen Carolina Panthers i fjerde quarter. Heldigvis for holdejer Arthur Blank, der så mere end nervøs ud i løbet af anden halvleg, var Matt Bryants field goal med lidt mere end to minutter tilbage af kampen nok til at sikre en 19-17-sejr - efter et brændt Panthers-field goal 40 sekunder senere. Med sæsonens fjerde sejr kravlede Atlanta Falcons op på førstepladsen i NFC South - en division hvor det mere end halvvejs i sæsonen stadig er muligt for Tampa Bay Buccaneers med kun to sejre at vinde divisionen.
19. St. Louis Rams (4-6 - fire pladser op)
Favoritdræberne fra St. Louis Rams slog til igen søndag. I den seneste måned har Rams slået Seattle Seahawks, San Francisco 49ers og søndag blev Denver Broncos sendt hjem med et 7-22-nederlag. Shaun Hill var effektiv i sit comeback som startende quarterback og kastede blandt andet et 63-yard-touchdown til Kenny Britt, mens running back Tre Mason med 113 løb for flest yards imod Broncos’ toprangerede løbeforsvar i denne sæson. Det var dog Rams-forsvaret, der var den største årsag til sensationen. Med et konstant fysisk pres gjorde den defensive linje livet surt for Peyton Manning, der blev holdt til det laveste antal point siden 2009.
20. Cleveland Browns (6-4 - fem pladser ned)
De kunne næsten gå på vandet i sidste uge i Cleveland efter sejren over Cincinnati Bengals og førstepladsen i AFC North. Men der er ikke langt fra succes til fiasko i en af NFLs tætteste divisioner, og Cleveland Browns måtte efter nederlag til Houston Texans afgive førstepladsen igen. Der var ikke meget bang over Browns-angrebet, og selvom Brian Hoyer kastede for 330 yards, ramte han kun plet på 20 af 50 kast, og Browns scorede kun syv point i løbet af de 60 minutter. Til gengæld kan man jo så glæde sig over, at man stadig har vundet flere kampe, end man har tabt, og at alt stadig er muligt i en division, hvor alle tre af fire hold har vundet seks kampe indtil nu, mens Pittsburgh lige har sneget sig op på syv sejre.
21. New Orleans Saints (4-6 - ni pladser ned)
For to uger siden virkede det sandsynligt, at New Orleans Saints med tre hjemmekampe i træk ville få vendt skuden og finde sin naturlige plads som duks i NFC South-divisionen. Superdome har i træner Sean Paytons regeringstid nærmest været et uindtageligt fort, men med 10-27-nederlaget til Cincinnati Bengals har Saints nu tabt to hjemmekampe i træk. For første gang siden december 2009. Det skete godt nok også i 2012, men da afsonede Payton karantæne. Angrebet har stadig ikke spillet op til sit store potentiale, og forsvaret er håbløst. Nederlaget kostede førstepladsen i NFC South, og nu venter svære kampe mod Baltimore Ravens og Pittsburgh Steelers.
22. Buffalo Bills (5-5 - tre pladser ned)
Buffalo Bills og Miami Dolphins stod i den direkte duel om andenpladsen i AFC East over for hinanden torsdag aften, og angrebets manglende evne til at sætte point på tavlen - og især til at score touchdowns - viste sig at være for stort et minus i uge 11. Forsvaret holdt godt nok stand langt hen ad vejen, og Bills var foran både 6-3 ved pausen og 9-3 i tredje quarter, men til sidst var kræfterne brugt op og så begyndte Miami at nå helt ind i end zonen. Kyle Orton og Bills-angrebet havde kun 13 first downs i kampen, og der blev samlet kun løbet for 54 yards - ikke videre imponerende, men det er 22 fuldførte kast ud af 39 forsøg heller ikke.
23. Chicago Bears (4-6 - fem pladser op)
Endelig fik Chicago Bears sat en stopper for den lavine af point, modstanderne har scoret i de seneste kampe. Efter at have tilladt modstanderen at score mere end 50 point to kampe i træk, blev Minnesota Vikings holdt på 13 point søndag, og da Jay Cutler og Bears-angrebet samtidig scorede tre touchdowns, lykkedes det for første gang i denne sæson også at give hjemmepublikummet en sejr at varme sig på. Så ser vi igennem fingre med, at Cutler også kastede to interceptions. Med fire sejre i de første ti kampe er der dog stadig et stykke vej til slutspillet - især når man i NFC North skal kæmpe med Green Bay Packers og Detroit Lions, der stadig har vundet flere kampe, end de har tabt.
24. New York Jets (2-8 - ingen bevægelse)
New York Jets har haft masser af tid til at nyde sejrens sødme efter 20-13-triumfen over Pittsburgh Steelers i sidste uge, for holdet sad over i weekenden. Efter 10 hårde kampe i streg har pausen formentlig været tiltrængt for Rex Ryans mandskab. På søndag gælder det divisionsopgøret i den anden ende af staten New York, når man gæster Buffalo Bills, og selv om slutspillet formentlig er en saga blot også i denne sæson, så er der næppe noget, Ryan hader mere, end at tabe til sine divisionsrivaler. Og Jets-træneren er nok også godt olm over at have fået en bøde på ca. 600.000 kr. for at have brugt et fy-fy-ord - og vel at mærke blive opdaget - efter sidste uges sejr.
25. Minnesota Vikings (4-6 - fire pladser ned)
Minnesota Vikings burde have haft friske ben og hoveder mod Chicago Bears efter en friuge, men hvis det var tilfældet, var det i hvert fald ikke noget, der kom til udtryk på resultattavlen. Rookie-quarterback Teddy Bridgewater og Vikings-angrebet kom ellers godt fra start med både et touchdown og et field goal i første quarter, men herefter gik der mere end 40 minutter, før de næste Vikings-point blev sat på tavlen, og da var det for sent til at kunne indhente Chicagos føring - i hvert fald når man på kampens næstsidste spil kaster en interception i end zonen.
26. New York Giants (3-7 - ingen bevægelse)
Med fem interceptions havde Eli Manning en endnu værre dag end storebror Peyton, da New York Giants tabte for femte kamp i træk søndag mod San Francisco 49ers. Den femte kastede han på 49ers’ 2-yard-linje på fjerde down med knap fem minutter igen af kampen, da Giants var bagud 10-16 og kunne bringe sig i front med et touchdown. Giants-quarterbacken havde ellers kun kastet seks interceptions i de første ni kampe. At Giants overhovedet formåede at være tæt på at vinde kampen, er en cadeau til forsvaret, der på nær et 48-yard-touchdown holdt 49ers til field goals.
27. Carolina Panthers (3-7-1 - ingen bevægelse)
Man kan nogle gange blive lidt i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er nogen i NFC South, der vil i slutspillet. I hvert fald er der ikke rigtig nogen af holdene, der kan trække fra, og derfor kæmpede Carolina Panthers og Atlanta Falcons søndag om førstepladsen i divisionen, selvom begge hold kun havde vundet tre kampe efter ti uger. Carolinas angreb med Cam Newton i spidsen havde svært ved at sætte point på tavlen, men forsvaret holdt dem inde i kampen, og med to touchdowns i fjerde quarter, var sejren stadig inden for rækkevidde med halvandet minut tilbage. Desværre for Panthers kunne Graham Gano ikke omsætte et 46-yard field goal til tre point, og så måtte holdet for femte gang i træk forlade banen som taber.
28. Tampa Bay Buccaneers (2-8 - tre pladser op)
Mike Evans kan meget vel løbe med titlen som årets offensive rookie i et ellers tætpakket felt. I det, der af flere er blevet kaldt den bedste wide receiver-årgang nogensinde, rager Tampa Bay Buccaneers-spilleren op over alle andre. Søndag greb han syv bolde for 209 yards og to touchdowns i Buccaneers’ blot anden sejr i denne sæson. Søndag venter der træner Lovie Smith en noget speciel oplevelse, når Buccaneers gæster Soldier Field i Chicago, hvor Smith i ni sæsoner stod i spidsen for Bears, inden han blev fyret.
29. Washington Redskins (3-7 - fire pladser ned)
Robert Griffin III lagde ud med at kaste en interception på sit allerførste kast - og én til kort efter i første quarter, som tilmed blev returneret til end zone af Tampa Bay Buccaneers - men selv om han påtog sig en stor del af skylden for Washington Redskins' 7-27-nederlaget, bebrejdede han også sine holdkammerater. Det faldt ikke i god jord hos træner Jay Gruden, som ganske usædvanligt kritiserede Griffin åbent på sit ugentlige pressemøde mandag. Redskins’ beslutning om at betale boksen for quarterbacken i 2012-draften ligner mere og mere noget, holdet så småt er ved at fortryde. Fansene er i hvert fald ved at miste tålmodigheden med RG3, der blev buhet ad tidligt og ofte hjemme på FedEx Field. Med rette.
30. Jacksonville Jaguars (1-9 - ingen bevægelse)
Jacksonville Jaguars havde en friuge efter udflugten til London, men hvis man så landskamp lørdag aften, kunne man alligevel se Jaguars-logoet, da England tog imod Slovenien på Wembley. De danske kommentatorer til kampen var meget lidt imponerede over græstæppets forfatning oven på NFL-kampen, og de fleste Jaguars-fans er nok ikke meget mere imponeret over deres holds statistik i denne sæson. Sølle én sejr er det blevet til, og selvom der i denne uge har været flere store overraskelser, er det tvivlsomt, om statistikken bliver meget bedre på søndag, når Jacksonville skal på besøg hos Indianapolis Colts.
31. Tennessee Titans (2-8 - to pladser ned)
Tennessee Titans kom skidt fra land mod Steelers, da Zach Mettenberger kastede en interception på Titans’ første spil og dermed forærede syv point til Pittsburgh Steelers. Mettenberger kom dog godt tilbage i kampen og fik blandt andet sikret en pauseføring på 17-13 med et langt kast til Nate Washington, som wide receiveren løb hele vejen til end zone. Titans holdt føringen til ti minutter før tid, men til sidst kunne forsvaret ikke længere stoppe Pittsburgh-angrebet, der især blev drevet frem af running back Le’Veon Bell, som fik lov til at løbe for 204 yards. Titans havde kun bolden i 20 minutter, og som sådan er det jo udmærket at sætte 24 point på tavlen, men holdet vil nok ærgre sig over, at det ikke lykkedes at fuldføre den overraskelse, man ellers arbejdede hårdt på undervejs i kampen.
32. Oakland Raiders (0-10 - ingen bevægelse)
Oakland Raiders har tabt samtlige 10 kampe i denne sæson og er som det første hold nu også matematisk elimineret fra slutspillet. I en division med Denver Broncos og Kansas City Chiefs i førersæderne, er det godt nok ved at være længe siden, folk med bare en lille smule realitetssans afskrev Raiders, men nu er selv den mest teoretiske mulighed altså også udtømt. Det var ellers et bravt kæmpende Oakland-hold, der gav San Diego Chargers sved på panden og stadig havde mulighed for at tvinge kampen i overtid med mindre end et halvt minut tilbage. Men det blev ved lige ved og næsten, og spørgsmålet er, om det overhovedet vil lykkes at vinde en kamp i denne sæson.