Efter en periode i det musikalske grænseland er Hanne Boel tilbage på de danske spillesteder med det vi kender hende for: Swingende soul.
Én af kongerigets største stemmer vender tilbage til den brede offentlighed i morgen. Efter syv års pause fra de store scener er Hanne Boel tilbage dér, hvor vi kender hende bedst. På den store scene med et band, der både kan trutte og tromme og give hendes dybtgående rustne vokal mulighed for maksimal udfoldelse.Efter en række mindre succesfulde albums med ekperimenterende - onde tunger vil sige publikumsfjendtlig - musik, er hun nu tilbage ved udgangspunktet:
Den poppede soul, der i begyndelsen af 90erne fik danskerne til at købe 2,5 millioner albums.
»Nogle vil nok sige, at jeg er faldet til patten og er ude efter at tjene nogle penge. Ej, hold nu op. Jeg laver det, jeg har lyst til at lave,« siger Hanne Boel og griner.
Den 46-årige sangerinde er ukrukket, nærværende og snakkesalig. Med sin mørke teint, brune øjne og sit åbne væsen giver hun fornyet tro på, at karisma ikke er en tillært attitude i et reality-show. I øjeblikket er det lysten til at kæle for soul-rødderne og spille live for et engageret publikum, der optager Hanne Boel.
Et behov hun ikke i samme grad fik opfyldt, da hun turnerede med den eksperimenterende musik, fordi hun hverken formåede at fange de trofaste fans eller de potentielle lyttere.
»Det er virkelig svært at have et image eller en stil, som folk forbinder med én, og så lave en helt anden type musik. Jeg vidste godt, at nogle af fansene ville have svært ved at sluge musikken, men jeg forestillede mig, at et andet publikum ville tage det til sig. Sådan gik det bare ikke,« fortæller Hanne Boel.
I midten af 90erne var hendes ansigt så eksponeret, at hun blev genkendt på hvert et gadehjørne. Det succesrige samarbejde med produceren Poul Bruun var gået i musikalsk tomgang, og en spirende lyst til at opnå anerkendelse for andet end pop/soul-musikken begyndte at indfinde sig.
»Jeg ville slå nogle glas i stykker, lave noget ballade. Det var simpelthen blevet for let at lave den type musik, Poul Bruun og jeg lavede. Engang imellem tænkte jeg: »Ja, jeg har masser af succes, men er det nu også nok værd«,« fortæller Hanne Boel, der sammenliger sin situation med en komiker, der vil spille seriøst teater for at få anerkendt sit talent.
Ikke en gylden succes
»Jeg følte, at hvis jeg eksperimenterede med min musik, ville jeg opnå en masse anerkendelse. Det har jeg nok tørstet efter. At jeg så fik den, det har bragt mig den ro, jeg har i dag,« siger Hanne Boel, der på toppen af karrieren var guf for offentlighedens sultne øjne. En konstant fokus på den succesrige sangerinde var såvel irriterende som psykisk anstrengende.
»Jeg fik en opfattelse af, at folk så mig som én, der havde en stor gylden succes, og troede at alt måtte være skønt for mig. Jeg havde bare lyst til at gå hen til dem og sige. Sådan er det for helvede ikke. Det var fantastisk isolerende, og jeg følte, at jeg ikke kunne komme ud af den spændetrøje af glans. Jeg begyndte at føle: Tænk hvis folk så mig i en situation, der ikke var så heldig. Hvad ville de så mene om mig?«
Svigtet af branchen
At komme over den skræk har krævet lidt tid og modenhed, siger Hanne Boel, som i dag er knap så kendt for den musikkøbende unge generation. Det gør heller ikke noget. At være 46 år er til gengæld ikke musikindustriens favoritalder, og det kan godt irritere hende.
»Min generation af musikkøbere er så utroligt svigtet af branchen. For eksempel hældte Danish Music Awards mere mod at være et børneparty end et voksenparty. Fred være med dét.
Det er bare synd for hele den ældre generation af kunstnere og publikum, der ikke bliver tilgodeset,« siger Hanne Boel, der i de kommende år vil fighte for at få bragt voksenmusikken tilbage på dagsordenen. Men det bliver ikke i en topstylet fittnesstrænet udgave.
»Jeg vil gerne prøve at blive gammel med en vis form for værdighed omkring mig, siger hun. Hanne Boel spiller i Store Vega i København i morgen.
