Mens den franske præsidentvalgkamp går ind i den aller sidste fase, bliver nuværende præsident Nicolas Sarkozy presset af flere grimme anklager.

Med blot syv dage til anden og afgørende runde af det franske præsidentvalg bliver den konservative præsident Nicolas Sarkozy, der led nederlag i første runde, ramt af flere dårlige sager.

For få dage siden anklagede Dominique Strauss-Kahn, tidligere toppolitiker i det franske socialistparti og chef for Den Internationale Valutafond (IMF), i avisen The Guardian »politiske fjender« for at have lokket ham i en fælde i forbindelse med hans meget omtalte møde en stuepige på et hotel i New York. En sag, der sidste år, endte med at koste Strauss-Kahn posten som IMF-chef og muligheden for at blive det franske socialistpartis præsidentkandidat - og dermed Sarkozys rival - ved det igangværende præsidentvalg.

Og ikke nok med det. Søndag fremlagde det franske medie, Mediapart, så angiveligt dokumentation for, at den tidligere libyske leder, nu afdøde Muammar Gaddafi, i 2006 tilbød Sarkozy 50 millioner euro til hans valgkampagne.

Ifølge lektor i fransk ved Københavns Universitet, Henrik Prebensen, er anklagerne med til at skærpe tonen i valgkampens sidste fase.

- Det skærper fronterne og tonen. Jeg tror, at den ophidsede debat, der kan komme ud af det her, og de meget hadske udfald fra især Sarkozy kan flytte noget, fordi det kan skræmme nogle vælgere væk fra Sarkozy, siger Henrik Prebensen, der betegner Sarkozys fremtoning som nærmest desperat.

- Han håndterer anklagerne dårligt. Han hidser sig op og spiller indigneret og gør nærmest dem, der fremfører anklagerne, til landsforrædere, siger Henrik Prebensen.

Selv har Sarkozy på det pureste afvist beskyldningerne, som han mener, kommer fra hans politiske modstandere, og Strauss-Kahn har han opfordret til at gå til myndighederne.

- Jeg siger til Hr. Strauss-Kahn: Forklar det til de juridiske myndigheder og spar det franske folk for dine kommentarer, lød det fra præsidenten ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Sarkozys modstander i præsidentvalget, socialisten Francois Hollande, fører i øjeblikket med cirka 10 procentpoint, viser meningsmålinger.

Første runde af valget fandt sted den 22. april, hvor Hollande løb med sejren. Anden og sidste runde er den 6. maj.