Sosu-assistent Lizette Sohrbeck, 42, har de seneste dage oplevet sit livs mareridt efter en operation på Herlev Hospital.

Hun kan ikke få ordentlig besked om hvad hun fejler, hvad hun er opereret for, og hvad der er blevet bortopereret. Der står forkerte oplysninger i hendes journal, og hun får udleveret forkert medicin.

Oven i købet optræder overlægen arrogant og som om det ikke var nok, vågnede hun onsdag op smurt ind i sin egen afføring.

- Jeg var faldet i søvn. Jeg får jo morfin pga. de stærke smerter. Og da jeg vågnede, var jeg smurt ind i min egen afføring. Og betændelsen løb ud af forbindingerne. Det var bare så nedværdigende. Men sygeplejersken var ligeglad. ’Du sov jo,’ sagde hun bare, siger Lizette Sohrbeck, og tårerne begynder at løbe ned ad kinderne på hende.

SKAL BEHANDLINGEN AF PATIENTER PÅ SYGEHUSENE STRAMMES OP? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.

Lizette Sohrbeck er selv sosuassitent i psykiatrien i Region Hovedstaden. Så hun ved noget om, hvad der foregår. Og hun har bl.a. selv forhindret, at hun har fået forkert medicin. Men hun er stadig en uge efter operationen ikke helt sikker på, hvad hun er blevet opereret for.

- Jeg startede med at blive undersøgt for mavesmerter, og de fandt noget på højre side af min tarm. De talte om både cancer og stomi. Jeg blev bange og urolig. Min datter og jeg har kun hinanden, og vi er lidt sårbare, siger Lizette Sohrbeck.

På Gentofte Sygehus fik hun at vide, at hun led af tarmsygdommen Morbus Chron, der forårsager blødende huller i tarmen.

Hun var dog lettet over, at det ikke var kræft og tog hjem igen. Sidste weekend blev hun igen indlagt. Skrigende af smerte blev hun kørt til operation på Herlev. Hun fik stadig at vide, at det ikke var kræft. Da hun vågnede efter operationen, fik hun at vide, at der var gået hul på tarmen og at hun ville være død, hvis hun var kommet to timer senere. Desuden har hun fået en tyndtarmsstomi, en pose, hun måske kun skal have i nogle måneder.

 - Det har været et helvede. Personalet har så travlt, og jeg har fået mange forskellige beskeder. Jeg har været så bange og forvirret. Men da jeg taler med en overlæge på stuegang, begynder han at knipse utålmodigt med fingerene, som om han synes jeg taler for langsomt. Min 19-årige datter sagde til ham: ’Min mor har været lige ved at dø.’ ’Nå,’ sagde han bare.

- Nu har jeg fået at vide at jeg er blevet opereret for kræft. Og at de har taget et stykke af min tyktarm, hvor jeg troede, det var tyndtarmen. I min journal står der, at jeg lider af diabetes 2, hvor det faktisk er dibates 1. Og i dag fik jeg at vide at jeg selv kunne kigge på resultatet af mine blodprøver uden at der er en læge til stede. Man spekulerer virkelig på, om de ved, hvad de gør, siger Lizette Sohrbeck.

Er du blevet dårligt behandlet?

Herlev hospital beklager den dårlige kommunikation, Lizette Sohrbeck er blevet udsat for, og lover at undersøge forløbet.

- Det lyder som en kedelig historie. Det er jo mest dårlig kommunikation, der er tale om. Men det er heller ikke godt nok, og vi vil undersøge forløbet af sagen. Det er heldigvis ikke det generelle billede på hospitalet, siger hospitalsdirektør Søren Rohde.

Han siger, at der selvfølgelig er travlt på Herlev Hospital som på alle andre hospitaler. Men at det naturligvis ikke er nogen undskyldning for at levere en dårlig service overfor patienterne.

 - Men med hensyn til, hvad hun er blevet opereret for, er det jo sådan at vi sommetider først helt ved, hvad vi står overfor, når der er åbnet op. Og hvis der er mistanke om kræft sender vi vævet til kontrol, og først derefter er vi helt sikre på, hvad der er tale om.

- Men det er klart, at vi skal orientere patienten bedst muligt. Vi vil tage en samtale med patienten om forløbet, siger Søren Rohde.

Hvad er BT Special? BT Special er en anbefaling af timens mest interessante BT-historie, du kun finder på www.bt.dk eller m.bt.dk.

Skal behandlingen af patienter på sygehusene strammes op? 
Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i BT mandag.