Den 22-årige Brøndby-spiller Christian Nørgaard har i dette efterår taget turen fra talent til profil. På tide mener han selv. BT har mødt ham til en snak om Brøndby-modgang, mentalitet og fremtid.

Gråt, regnfuldt, oktober. Koldt, ret koldt. Det er sådan en dag, hvor man allerhelst ville have blevet hjemme under dynen.

I stedet er Brøndbys Superliga-trup færdig med den første af dagens i alt to træninger. Cheftræner Alexander Zorniger trasker ind i lobbyen på Brøndby Stadion med et net af bolde over skulderen. Han hilser og går mod omklædningsrummet. Kort efter kommer spillerne gående. Slæbende med træningsudstyr. Våde, græs på tøjet. En arbejdsdag som fodboldspiller.

»Jeg har lidt ømme stænger,« indrømmer Christian Nørgaard lidt senere med et smil, da han sætter sig ned for at snakke med BTs udsendte, inden han et par timer efter skal ud på træningsbanen igen.

Efter fire måneder med tyske Alexander Zorniger ved roret er træningsintensiteten ikke blevet væsentlig mindre. Et hav af kampe og spilleminutter har sat sig i Brøndby-spillernes ben. Efter en forrygende sæsonstart, hvor Brøndby tromlede over alt og alle, har hverdagen – og modgangen – for første gang meldt sin ankomst.

Nederlagene til Viborg og Lyngby skiller sig ud. Og ikke mindst en sikker 2-0-føring mod Randers, der blev smidt over bord, som det er sket et par gange før for de unge Brøndby-spillere.

Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Unge Nørgaard har været et af Brøndby-holdets store lyspunkter i sin nye rolle som 6’er på midtbanen, og han erkender, at overskuddet lige nu ikke er, som det har været i truppen. Men som han pointerer, ligger holdet stadig på andenpladsen. Trods alt.

»Det er meget naive folk, der har troet, at vi ikke ville få noget modgang i sæsonen. Det er stadig et nyt system, det er stadig et ungt hold. Jeg har nærmest spillet dobbelt så mange minutter i denne sæson som i de seneste to sæsoner. Vi må huske på, at rigtig mange af os sad som periferi-spillere i sidste sæson. Vi sad på bænken konstant eller på tribunen nogle gange, så selvfølgelig kommer der modgang. Vi har ikke fået sammentømret holdet ordentligt, bare fordi vi har fået en god start. Spørgsmålet er stadig, hvordan vi kommer ud på den anden side af det her. Om vi finder os selv inden vinterpausen. Det er jeg sikker på, vi gør,« lyder det fra Nørgaard.

Den 22-årige midtbanespiller kom til Brøndby i 2013 fra HSV, da klubben var i gang med en genopbygning med Thomas Frank ved roret som træner. Men det er først i denne sæson, at man har kunnet tale om et decideret gennembrud for Nørgaard. Han gider ikke snakke om dårlige undskyldning. Ifølge ham selv har det været på tide med gennembruddet.

»Timingen er passende, synes jeg. Efter tre år, hvor jeg egentlig synes, der kun har været et godt halvår fra min side, var det på tide, jeg slog igennem. Jeg er glad for, at jeg har fået chancen både fra træneren, men at jeg også selv har taget den,« siger han og tilføjer:

»Det har måske været skader, der har givet mig problemer, men måske har jeg ikke været god nok tidligere. Jeg har ikke været dygtig nok til at tage chancerne, når de var der. Det har også meget at sige,« siger han og byder dermed ind med en forklaring på, hvorfor der skulle gå så lang tid, inden talentet blev til en profil.

Timingen for opturen kunne vel næppe også have været bedre. For Nørgaards kontrakt udløber til sommer, og alt er sat ind på, at udviklingen skal fortsætte på Vestegnen.

»Jeg vil rigtig gerne blive. Det har jeg givet udtryk for tidligere i pressen og også over for klubben. Jeg synes, projektet er spændende, og jeg elsker at spille her lige nu. Det er fantastisk at være en del af. En forlængelse er bestemt på tale. Forhandlingerne er skudt i gang, men det ligger ikke så meget i mine hænder lige nu. Jeg koncentrerer mig så vidt muligt om bolden, og så har jeg nogle rådgivere til at klare de ting i samarbejde med Troels Bech (Brøndbys sportsdirektør, red.)«

»Der er kun Brøndby herhjemme for mig. Ingen andre klubber er attraktive. Hvis der af en eller anden grund ikke kommer en forlængelse på bordet, må jeg til den tid se, hvad der er af alternativer, men kommer det dertil, er det kun udlandet, der er gældende. Det er en forlængelse, jeg synes, der lyder mest spændende lige nu.«

Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Som du selv siger, er I mange unge spillere med et uvant antal minutter i benene. Zornigers stil er hård med intense træninger. Kan I mærke trætheden nu, når det ikke kører helt på banen?

»Nej, jeg kan godt mærke, jeg har spillet meget, men jeg tænker kun på det som værende godt. For kampformen er god. Trætheden er ikke det, der er udslagsgivende. Det er nok mere noget mentalt træthed, kunne jeg forestille mig. Det er svært for mig at sige, hvad der sker i hele holdet, jeg kan kun sige, hvad jeg tror, der sker for mig. Men det er måske lidt mentalt, og det hænger igen sammen med, at vi er meget unge og måske ikke helt ved, hvordan vi skal håndtere, når modstanderne scorer. Modgangen...,« siger han og stopper strømmen af ord.

Han rykker frem i sædet -  med armene forrest – og tilbage igen. Han føl(g)er sin sætning helt til dørs:

»Hvordan gennembryder vi modgangen i stedet for bare at lade den ramme os? Der synes jeg stadig, vi kan mærke, vi er unge, og at vi mangler noget gennemslagskraft,« siger han ærligt.

I kampene mod Horsens, FC Midtjylland og Randers har Brøndby smidt sikre føringer væk, mens præstationerne på det seneste ikke har været overbevisende.

Det er selvfølgelig ikke noget, der er gået ubemærket hen hos træner Alexander Zorniger, der flere gange end tidligere har sat sit hold på plads i pressen.
Internt, fortæller Nørgaard, holder Zorniger og truppen ’lange, lange’ evalueringer om, hvad der skal gøres bedre. Her får spillerne lov til at give udtryk for det, der glæder dem eller frustrerer dem.

»En ting er, hvad hans holdning og synspunkt er, men han lader os komme ud med, hvordan vi ser kampene, for det er trods alt os, der er inde på banen,« forklarer Nørgaard.

Og her har Brøndby-spillernes reaktion, når modstanderen scorer, været det største emne.

»Vi har snakket om, hvordan det ser ud som om, at modstandernes mål ændrer nerven i vores spil. Mod Randers har vi alt under kontrol, så scorer de ét mål, og så... Puuh. Så bliver vi paralyseret (Nørgaard knipser, red.). Det er som om, vi bare venter på, at det næste mål til 2-2 også kommer.«

Og her vender han tilbage til snakken om de unge spillere på holdet. Dem, der står for Brøndbys optur, men også dem, der stadig har meget af lære.

Foto: Claus Bech
Vis mere

For det er ikke kun Christian Nørgaard, der har kontraktudløb til sommer. Lebogang Phiri, Andrew Hjulsager og Frederik Holst har alle været med opblomstringen og har endnu ikke kontrakt med Brøndby længere end til næste sommer.

»Jeg er gode venner med dem alle. I de snart fire år, jeg har været her, har de også været her. Jeg har fulgt dem hver især. Det er kun Phiri, der har spillet nogenlunde fast de seneste sæsoner. Jeg synes selvfølgelig, at træneren skal have stor ros for alt, hvad der er sket, for det er ham, der har givet os chancen, og det er hans spillestil, der er blevet implementeret. Men jeg synes, at vi unge, der har stået i skyggen af andre de seneste år, har vist os godt frem i efteråret. Fra Brøndbys perspektiv synes jeg da, det ville give god mening at snakke forlængelser med så mange som muligt,« smiler han.

Lige nu er fremtidsspekulationer sat på standby. For halvvejs inde i det nye grundspil i Superligaen skal Brøndby søndag forsøge igen at finde tilbage til dét, der fungerede så godt i starten, når de møder AGF på hjemmebane.

»Vi skal tilbage til det stabile. Den uovertrufne selvtillid, vi har haft. Når vi er gået ind til en kamp, har vi tænkt:’ Okay, vi fører jo allerede lidt.’ Chancerne for, at vi vinder, er allerede større på forhånd, fordi vi tror så meget på os selv og kender vores spillestil. Det skal vi tilbage til. Vi ved, at hvis vi gør det, vi kan, er chancerne for, at vi vinder meget store. Den fornemmelse har vi ikke helt haft på holdet på det seneste. Vi skal tilbage til vindermentaliteten.«